Kom, lad os sladre

For et par måneder siden lukkede Facebook endnu en sladdergruppe. “Esbjerg Sladder” hed den. Sladdergruppen havde som primært omdrejningspunkt at fortælle anonymt om (ofte navngivne) Esbjerg-unges seksuelle eskapader. Da flere lokalnyheder fik fat i historien om gruppen, besluttede Facebook, at gruppen nok alligevel overskred retningslinjerne – til trods for at mange uden held havde anmeldt siden forinden.

Sådanne sider opstår med jævne mellemrum. I skrivende stund kan jeg finde adskillige sladdersider på Facebook – eksempelvis Herning Sladder, som vist på billedet.
De opstår fordi Facebook lader en kattelem stå åben i deres ellers håndfaste etik om at man skal stå ved sin fysiske person i alle handlinger på platformen. Man kan nemlig oprette en fangruppe og kalde den “[byens navn] Sladder”, hvorefter folk sender deres sladder som privatbesked til siden. Herefter poster administratoren sladderhistorien på siden. Wupti – det hele er anonymt.

Tilståelse eller sladder?

Confession apps og sladdersider får en del opmærksomhed for tiden. Rundt omkring i verden har vi hørt om eksempler på grov mobning, som har foregået på communities, hvor det er muligt at være anonym. Eksempelvis Spring.me og Ask.fm. Samtidigt har apps som Secret og Whisper trukket store overskrifter, fordi de har massivt mange brugere der fortæller om deres egne (og andres) skævheder og hemmeligheder. Grundlæggende vælger jeg at være positiv overfor de mange apps og sider der lader brugerne dele deres hemmeligheder anonymt. På Cyberhus.dk har vi med stor succes kørt projektet “Kropshemmeligheder”. Når en ung bruger opdager at andre unge måske heller ikke elsker alt ved deres kroppe, eller at de har hemmeligheder, ligesom man selv har; så skaber det en tiltrængt ridse i lakken på det perfekte glansbillede, der fremstilles alle steder på nettet.

Men anonymitet og privatliv på nettet er kun en gave, hvis man forstår at administrere det. Anonymitet kan give den unge en ventil, hvor man får muligheden for at tale frit om livets udfordringer – som det eksempelvis foregår på Cyberhus.dk. Unge skal dog fortsat lære, at afsenderanonymitet ikke betyder, at det gør mindre ondt på den, det går ud over; altså hvis man misbruger muligheden for anonymitet.

På et forældreoplæg forleden fortalte en mor mig at hendes datter uretmæssigt var blevet beskyldt for at stå bag en sladderside på hendes efterskole. Hvis der opstod et nyt kærestepar eller hvis to elever havde kysset i et mørkt hjørne til en fest, kunne man efterfølgende læse om det på efterskolens sladderside. På efterskolen, fortalte moderen, eksisterer der nu en underlig paranoia-stemning, fordi ingen ved hvem der står bag sladdersiden – men alle liker den. Det virker helt igennem trist, synes jeg.

Hjælp de unge

Mange unge, som jeg møder i mit daglige virke, er bange for at anmelde sider, fordi de ikke med sikkerhed kan sige om Facebook holder anmeldelsen anonym. Paradoksalt ikke?
En væsentlig forudsætning for at stoppe mobning og ondsindet sladder er, at det tavse flertal siger fra. I den henseende er det især væsentligt at vi lærer de unge, at en anmeldelse ikke betyder andet end at Facebook undersøger sagen. De kunne aldrig finde på at navngive anmelderen. Samtidigt er vi også nødt til at tage fat i det faktum at en enkelt anmeldelse til Facebook sjældent er nok. Jeg hører fra mange skoler, at det eneste der virker, er at få mange personer til at anmelde siden gentagne gange.

Børnerådet har i dag offentliggjort en ny undersøgelse fra deres panel af 13-årige. Undersøgelsen viser, at mange af de unge oplever, at deres forældre ikke interesserer sig for, hvad de laver på nettet, og de efterspørger at få mere viden i skolen om god og sikker adfærd på nettet. Hele sladder-problematikken er et oplagt område for både skole og forældre at tage fat på. Det er nemt at skrive “sladder” i søgefeltet på Facebook og dermed se, om der eksisterer en sladdergruppe i byen eller på skolen. Lad os hjælpe de unge med at se forskellen på tilståelse som ventil og ondsindet sladder.

]]>