Fem nye tommelfingerregler skal hjælpe forældre, børn og unge i den digitale hverdag
Center for Digital Pædagogik er medafsender på fem gode råd til, hvordan forældre kan hjælpe deres børn med at trives i en digital hverdag.
Hvor meget skærmtid er ok for mit barn? Hvordan kan jeg lave gode aftaler om mit barns brug af sociale medier eller spil? Hvad betyder mit eget brug af skærm?
Nogle forældre synes, det kan være svært at finde frem til de gode råd til at håndtere dilemmaerne i deres børns digitale liv.
Derfor har Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv (Digitaliseringsministeriet, Børns Vilkår, Red Barnet, Dansk Ungdoms Fællesråd og KL) nu udgivet fem tommelfingerregler, som kan hjælpe forældre med at skabe tryggere rammer for børn og unges færden på nettet.
Center for Digital Pædagogik er medafsender og har sammen med flere andre aktører givet input til de nye tommelfingerregler, som kan læses nedenfor:
1: Tal med dit barn, og lav klare aftaler sammen
Vær i dialog om barnets digitale liv og lav fælles, tydelige aftaler om skærmbrug, apps og spil. En åben og ikke-dømmende tilgang gør det nemmere for barnet at søge hjælp, hvis noget går galt.
2: Husk et balanceret børne- og ungeliv med tid til fysisk samvær og søvn
Skærmtid skal balanceres med søvn, fysisk aktivitet og socialt samvær. Sundhedsstyrelsen anbefaler maksimale daglige skærmtider afhængig af alder.
3: Lav kollektive aftaler om at overholde aldersgrænser
Støt op om og respekter aldersgrænser på fx sociale medier og spil – og lav fælles aftaler med andre forældre for at skabe et trygt digitalt fællesskab.
4: Indstil dit barns device alderssvarende
Brug tekniske indstillinger til at beskytte barnet – fx skærmbegrænsninger, blokering af apps og notifikationer. Indstil altid i dialog med barnet, og undgå overvågning uden samtykke.
5: Vær en god rollemodel for dit barn
Børn spejler sig i voksne. Begræns din egen skærmtid og respekter barnets privatliv – fx ved at spørge om lov, før du deler billeder af dem online.
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.