Altid mulighed for at få hjælp

På Cyberhus.dk kan børn og unge komme i kontakt med voksne rådgivere på flere måder. Det kan de f.eks. i vores SMS-chat. Her kan den unge få en personlig, privat og anonym samtale med en rådgiver. Tilbuddet bliver benyttet af unge, som søger svar på konkrete spørgsmål, men der er også unge, som kæmper med tungere problemstillinger. Det kan for eksempel være selvmord eller symptomer på psykiske lidelser. SMS-rådgivningen har altid åbent, og de unge får svar indenfor et døgn i hverdagene.

På Cyberhus kan de unge også hjælpe hinanden. Den unge kan oprette et spørgsmål til de andre på sitet eller deltage i en Gruppechat, og på den måde kan de få gode råd fra andre i samme eller lignende situationer. De kan også oprette en kort hemmelighedsom hverken kan kommenteres eller likes af andre.

I vores generelle brevkasse kan de unge møde en frivillige. De unge kan også stille spørgsmål i vores specialiserede brevkasser, f.eks. til en netlivsekspert, en læge eller en tandlæge.

Den unge kan også finde lokal rådgivning i vores Ung-i afdeling, hvor Cyberhus viser den unge hen til kommunale tilbud. Formålet er, at flere børn og unge opsøger lokal hjælp, når de har spørgsmål til f.eks. deres muligheder for støtte Indtil videre er det muligt for kommunen at få sin helt egen SMS-chat, gruppechat og brevkasse direkte på Cyberhus.

Cyberhus er en genvej ind i kommunen

Vi påtager os ansvaret for at møde de unge, hvor de er, og i videst mulige omfang at skabe en positiv relation

Siden Cyberhus blev grundlagt i 2004 er det årlige besøgstal vokset, og i 2021 var vi oppe på mere end 1,5 mio. besøg. Det skyldes blandt andet, at verden over de sidste 20 år er blevet mere digital, og de unge i højere grad søger rådene digitalt.

Formål

Vi ønsker at yde unge støtte til at skabe forandringer i deres liv i forhold til de problemstillinger, de henvender sig med. 

I vores rådgivninger er målet derfor 

  • at skabe en tryg, nærværende og fordomsfri ramme, som de unge kan udtrykke sig i
  • at støtte de unge til potentielt at nå ét skridt videre i en allerede igangværende proces.

Faglig tilgang 

Vi arbejder med en empowerment orienteret tilgang, hvilket konkret betyder at relationen bygger på en forståelse af: 

  • den unge som agent i eget liv
  • rådgiveren som en ressource der kan tilbyde viden, perspektiv og handlemuligheder
  • relationen som en dynamisk proces, som de unge og rådgiveren har fælles ejerskab af

Digitale fællesskaber

De unge kan også deltage i gruppechats med andre unge. Der deltager altid en rådgiver, som sørger for at det er et trygt rum at være i.

I gruppechatten logger man bare på i åbningstiden og deltager så længe det giver mening. Det er også muligt at møde en gæsterådgiver, der f.eks. kan være en fagperson med specialiseret viden om et emne.

De unge chatter om alt fra Netflix til mere alvorlige emner som for eksempel selvmordstanker. Nogle chats har et overordnet emne, mens det i andre er de unge som selv definerer emnet.

Jeres støtte betød alt

“Dengang jeg skrev med jer så fandt jeg også ud af at alle ikke var som min mor. Jeg lærte at jeg ikke skal skubbe folk væk og at det er helt okay at have det svært… jeg lærte at alle ikke er som min mor og at man skal give folk en chance for at hjælpe og lytte inden man bare siger at folk ikke forstår en. Faktisk så skubber jeg ikke rigtigt folk væk mere…. og det med at nogle var her for mig i så lang tid .. betød alt for så var det meget nemmere at gå igennem det jeg gjorde”

ung pige – cyberhus.dk

Jeg kan øve mig

Det har hjulpet mig lidt med at forstå, hvor mange der egentlig har nogle af de samme udfordringer som mig. Og så har jeg kunne øve mig i at tale om nogle ting herinde, så det blev lettere at få hjælp til dem bagefter.”

Ung dreng – cyberhus gruppechat