Skriften bliver et værktøj

I brevkassen får jeg mulighed for at udvikle min skriftlige faglighed. Det er noget jeg virkelig kan bruge i mit daglige arbejde, fordi jeg så har øje for hvordan jeg gør mig forståelig på skrift til børn og unge.

Rådgiver – Cyberhus.dk

Som frivillig skal du:

  • Være fyldt 21 år
  • have en relevant faglig erfaring, hvor du har opnået viden og kompetencer inden for pædagogik eller psykologi. 
  • kunne rumme forskellighed og er grundlæggende nysgerrig i din tilgang til andre mennesker
    • kunne formidle anerkendelse og omsorg via skrift
    • have lyst til at udvikle dig rådgivningsfagligt og ville indgå aktivt i sparring, og være åben overfor feedback
    • have mulighed for at afsætte seks til otte timer om måneden til at rådgive 
    • kunne formulere dig letforståeligt i et korrekt dansk, og have adgang til en pc, som du kan arbejde fra.

    Mulighed for at specialisere sig

    I brevkassen henvender børn og unge sig med forskelligartede problemer – og det er det der gør brevkassen til noget særligt.

    Du vil møde tematikker som kærlighed, kroppens udvikling, seksualitet, omsorgssvigt, alkoholmisbrug, psykisk sygdom, selvskade, selvmordstanker og meget meget mere.

    Der er desuden mulighed for at specialisere sig i specifikke emner og der er også mulighed for at svare på spørgsmål med vidt forskellige emner – alt afhængig af hvad der passer dig bedst. 

    Drømmer du om at være rådgiver i en gruppechat?

    På Cyberhus.dk afholder vi også gruppechats, hvor unge kan dele tanker, følelser og oplevelser med andre unge. Alle gruppechats faciliteres af en rådgiver, så vi sikrer et trygt rum. Gruppechatten er en del af Gruppechat.dk, som er Cyberhus’ søster-rådgivning, men der er flere rådgivere som skifter mellem at varetage opgaver på hhv. Cyberhus.dk og Gruppechat.dk. Målgruppen, formål og værdigrundlaget er det samme.

    Det er aldrig kedeligt

    “Jeg ved aldrig hvad jeg møder i rådgivningen. Nogle gange tager det 10 min, og nogle gange tager det 2 timer at lave et godt svar, men uanset hvor lang tid det tager, så sørger jeg for at få alle nuancer med, så mit svar både kan hjælpe den unge der spørger, men også alle de unge som læser med.”

    Rådgiver – Cyberhus.dk

    Som frivillig får du:

    • Viden om og konkret erfaring med digital rådgivning
      Når du starter som frivillig rådgiver modtager du oplæring og undervisning i  skriftlig rådgivning og i hvilke opmærksomhedspunkter man skal have, for eksempel i forhold til anonymitet, tydelighed og at læse mellem linjerne.
    • Mulighed for at planlægge dine vagter, så det passer til dig
      Brevkassen er et fleksibelt medie, og du har selv indflydelse på dine vagter. Det vil være muligt at møde op i den fysiske rådgivning, og sidde sammen med de andre rådgivere, men der er også mulighed for at afholde vagterne derhjemme, og med digital kontakt til koordinator.
    • Faglig sparring & vejledning
      Der vil altid være mulighed for at modtage sparring og vejledning fra en lønnet koordinator. Dit svar vil også blive gennemlæst af en koordinator, før det udgives.
    • Tværfagligt og socialt netværk      
      Du bliver en del af tværfaglig frivillig-gruppe, som sætter pris på såvel den faglige sparring, som det gode grin. Vi afholder løbende faglige arrangementer og fællesmøder.
    • Faglig og personlig udfordring
      En anonym rådgivning, der er åben for alle emner inviterer til, at man bliver udfordret på såvel konkrete problematikker som de kortvarige relationer til de unge. Hvordan møder du en dreng på 13 år, der går med selvmordstanker,  en pige på 16 der netop har selvskadet igen eller den 15-årige der føler sig fanget i en forkert krop. 
    • Praktisk erfaring som du kan skrive på CV’et.
      Når du har været frivillig rådgiver i mindst seks måneder, så har du opnået en stor portion erfaring med digital og skriftlig rådgivning. Derfor vil vi også gerne belønne din indsats som rådgiver med en anbefaling og en udtalelse omkring dine erfaringer som frivillig rådgiver.

    Det praktiske

    Vi forventer, at du er aktiv som frivillig i ca. 8 timer om måneden, men du er selv med til at planlægge din arbejdstid. 

    Du arbejder hjemmefra, men har altid sparring lige ved hånden, fra én af vores koordinatorer, og vi sørger selvfølgelig for at de spørgsmål du svarer på matcher din faglighed, interesse og erfaring.

    Alle svar gennemlæses og udgives af en koordinator, så du sidder aldrig alene med ansvaret for at give et godt svar. 

    Lyder det som noget for dig?

    Du kan kontakte Niels-Christian Bilenberg på mail nc@cyberhus.dk eller telefon 86 370 400 / 31 381 440, hvis du ønsker at blive frivillig rådgiver eller bare vil høre mere.