Ny insta kanal om det digitale familieliv vil møde forældre i øjenhøjde
Gennem forældres egne ærlige fortællinger fra familiens digitale hverdag, skal insta kanalen være et digitalt mødested, hvor forældre kan dele udfordringer, muligheder og inspiration til balance i det digitale familieliv.
I denne uge lancerer Center for Digital Pædagogik en ny instagram kanal til forældre: Det Digitale Familieliv.
Vi oplever et stigende behov for at bringe forældre sammen til ærlige samtaler om det digitale familieliv, og derigennem bidrage til en digital balance i familien. Det er derfor kanalens primære formål at videregive ærlige fortællinger fra en bred vifte af digitale familieliv med forældrenes egne stemmer – og med afsæt i forældres egne værdier.
Der er mange ydre stemmer, der vil noget med forældre og deres børns digitale liv i dag. Den øgede opmærksomhed på en sund digital balance i familien er vigtig, men de mange råd og anbefalinger, kan samtidig bidrage til bekymring, usikkerhed og tabuisering af vigtige samtaler om digitale udfordringer i familien.
Ved at formidle indhold “fra forælder til forælder” er det håbet, at forældre kan mødes i øjenhøjde med andre forældre og få en oplevelse af ikke at stå alene med hverdagens digitale udfordringer – og muligheder.
Af og til vil man på kanalen også møde indhold under temaerne “forælder i en digital verden” og “det gode digitale familieliv”. Her deler vi aktuel viden om børn og unges digitale liv og peger på konkrete handlemuligheder, der kan understøtte forældres arbejde med familiens digitale liv – med afsæt i familiens egne værdier og forældrenes egen myndighed.
Hvis du som forælder har lyst til at dele små fortællinger fra din families digitale hverdag, så vil vi meget gerne høre fra dig. Opgaven er tilpasset en travl familiehverdag og du vil modtage en simpel guide til den konkrete opgave.
Skriv til digitalfamilie@cfdp.dk
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.