Vi er eksperter i 4Chan, Incels og Alt-Right
Ekstreme handlinger og holdninger handler ikke kun om religion, hellig krig og terror. I de seneste år er en ny form ekstremisme blomstret på nettet, hvor grupper af vrede, unge mænd samler sig om hadet til de andre – kvinderne, jøderne, politikerne osv.
Internettets tilgængelighed betyder, at børn og unge har let ved at støde på debatterne, og derfor skal vi som voksne kende til nogle af de mekanismer og kulturer, der dominerer ekstremistisk orienterede fora.
I CfDP har vi kastet os ind i arbejdet med at søge og formidle viden om de vrede, unge mænd. Og ikke mindst arbejdet med at forebygge at sårbare unge bliver skubbet mod ekstreme handlinger og holdninger af de hadfyldte fællesskaber.
Forældreguiden: Forstå fem platforme på få minutter
4chan... er det ikke noget med had på nettet? Hvad er Dark Web egentlig? Og hvordan fungerer det der Discord, min dreng bruger hele tiden?
Bare rolig! Vi har svarene på dine spørgsmål om de mest populære "skjulte" platforme og krinkelkroge af internettet. I fem videoer tager vi dig med ind i universer, der ellers kan virke lukkede for omverdenen. Du får også redskaber til, hvordan du kan tage snakken om platformene og det indhold, der findes der, med dine børn.

Hvad er 4chan?
“Jeg tænkte bare ‘damn, kan man virkelig sige det?'” Siden “Jørn” var 12-13 år har han være på 4chan og fået rykket ved sine og andre grænser. Og en enkelt gang er det gået rigtig galt, fordi han gik for langt.
På 4chan handler det om netop det – at gå langt i kampen om, hvad man må sige, og hvor groft man siger det. Det kan være både besnærende, men også potentielt problematisk for sårbare unge, der lader sig drage af sammenholdet i at være grænseoverskridende.

Hvad er 8chan?
8chan er 4chans uregerlige bror, skabt ud af en idé om, at 4chans moderatorer var for bløde og bange for repressalier.
Platformen er blevet berømt og berygtet for at være stedet, hvor terrorister og massemordere har postet deres manifester, tanker og konspirationer om “de andre”. På 8chan findes forklaringen på, hvorfor andre er skyld i brugernes ulykke. Det kan være tillokkende for unge, der har brug for netop et sted at høre til.

Hvad er Reddit?
Internettets forside indeholder viden, diskussion og inspiration om ALT. Også det du – eller dit barn – interesserer sig for.
Nørdede samtaler fylder alt på Reddit, der med et smart afstemningssystem sørger for, at kun det mest interessante indhold bliver fremhævet.
Det gør, at rigtig mange børn og unge bruger platformen dagligt, uden grund til bekymring. For selvom Reddit også indeholder diskussioner om kontroversielle emner, så foregår det på modereret og med sikkerhed for, at alle sider af debatten er repræsenteret.

Hvad er Discord?
Hvis du nogensinde har hørt bølgerne gå højt på teenageværelset, så har du nok stiftet bekendtskab med Discord uden at vide det.
Alle gameres foretrukne værktøj til samtale under kampene er gået hen og blevet en platform til mange forskellige, nørdede interesser. På Discord findes servere, hvor snakken går om alt lige fra FIFA til mekaniske keyboards.
De seneste år er flere ekstreme grupper dog også kommet til Discord, hvor flere angreb på demonstranter i blandt andet USA er blevet planlagt.

Hvad er Dark Web?
Har du et barn, der bruger VPN? The Onion Router? Eller andre metoder til at holde udefrakommende fra at se, hvad han eller hun laver på nettet?
Tillykke, så har du opdraget en nørd. Nu følger så en samtale om, hvad værktøjerne bliver brugt til.
The Dark Web er alle de steder på nettet, du ikke kan google dig til. Her kan man finde voldsomt indhold og købe både våben og stoffer. Men det betyder heldigvis ikke, at danske børn og unge nødvendigvis er kriminelle, bare fordi de browser internettet i skjul.
Dine eksperter
Har du brug for ekspertudtalelser eller andre input om digitale fællesskaber og de unge, der færdes på dem, så tøv ikke med at kontakte vores medarbejdere, der arbejder med emnet:

Stine Helding Rand
Stine er psykolog og fast deltager i vores projekter om vrede unge mænd på internettet.
Stine er optaget af, hvad der rører sig i børn og unges verden. Særligt, hvilken rolle det digitale liv spiller for børn og unges udvikling, deres sociale, kognitive og emotionelle færdigheder samt deres generelle trivsel er genstand for Stines interesse.
Stine er uddannet cand.psych fra Aarhus Universitet med speciale i individers forandrede identitets- og selvforståelse efter udsættelse for traumer. Stine har flere års terapeutisk og rådgivningsmæssig erfaring med børn, unge og voksne, samt erfaring med undervisning i mestringsstrategier til børn med adfærdsforstyrrelser og deres forældre.

Christian Mogensen
Christian er CfDP’s nørd. Han er drivkraften bag gaming-projekterne og fortaber sig ofte i de hemmeligheder som computerskærmenes pixels og polygoner gemmer på.
Christian er drevet af at give en hel generations nørder plads til at udfolde sig, uden at blive puttet i kasser med stempler som “asocial”, “farlig” eller “mærkelig”, og brænder for at vise og forstå, hvordan sociale medier og spil kan være med til at bygge bro mellem unge – hvis de bruges rigtigt.
Christian er uddannet Cand. Mag. i filosofi og psykologi og har siden universitetsårene arbejdet med den digitale generations hverdag på nettet.
Viden om vrede unge mænd
Vores seneste blogindlæg om vrede unge mænd