I Center for Digital Pædagogik interesserer vi os for sårbare unge mænd og deres færden på internettet. Nu har Ligestillingsafdelingen i Miljø- og Fødevareministeriet bevilget penge til en undersøgelse af internetfora og andre online fællesskaber, der dyrker modstand mod ligestilling og kvinders rettigheder.

De seneste år er ord som Incel, 4Chan og 8Chan begyndt at dukke op i den offentlige debat. Der er kommet fokus på afkroge og underafdelinger af platformene, hvor især sårbare unge mænd mødes og udvikler eller dyrker en vrede til kvinder. Ofte er der tale om drenge og unge mænd med sociale udfordringer, der finder fællesskaber og bekræftelse i platforme, der dyrker anti-ligestilling og had til forskellige minoriteter.

Efter at vi i CfDP har arbejdet med emnet i vores projekt om Vrede Unge Mænd, har Minister for Ligestilling og for Nordisk Samarbejde, Mogens Jensen, bevilget 700.000 kroner til en ny undersøgelse af fællesskaberne, som vi udfører og deler ud af i år. Undersøgelsen bliver en del af Danmarks formandskab for Nordisk Ministerråd i 2020.

“Når arbejdet med ligestilling stadig er vigtig i 2020, handler det om, at angreb på kvinder og minoriteter, både fysiske og digitale, kan få dem til at trække sig fra debatten. Vi ved, at særligt kvinder og minoriteter er udsat for personrettede angreb, når der for eksempel diskuteres politik, køn eller internet. Derfor bliver vi nødt til at se på, om der er nogle tråde, der går på tværs af de grupper, som orkestrerer og udfører de her angreb på demokratiet og dets deltagere,” siger specialkonsulent og ekspert i internetkultur Christian Mogensen fra CfDP.

“Vi vil undersøge emnet om “de vrede mænd på nettet” i både et samfundsperspektiv: Hvor mange tilhører en gruppe som bekriger ‘de andre’? Men også med et pædagogisk: Hvem er den her gruppe af unge, som skaber deres egen modkultur, og hvorfor de ikke kan finde plads i de sunde ungdomskulturer?” siger Christian Mogensen om undersøgelsens målgruppe.

“Det kommer ikke til at handle om at male et fjendebillede. Det her skal handle om forståelse, indblik og udvikling – på vores banehalvdel.”

Christian Mogensen, specialkonsulent

Skal forebygge kvindehad og diskrimination
Målet med undersøgelsen er at fremme ligestilling, forhindre både fysisk og psykisk vold mod kvinder samt styrke unge mænds muligheder for deltagelse i åbne og inkluderende fællesskaber:

“Det vil vi blandt andet gøre ved at samle store mængder data fra udvalgte platforme, og kigge på, om der er nogle særlige holdninger, idéer og baggrunde som går på tværs af dem,” siger Christian Mogensen, der samtidigt lægger vægt på, at undersøgelsen ikke kun er datadrevet:

“Vi skal sørge for at række ud til nogle af de grupper, vi undersøger. Vi ved, at det bliver en udfordring at få nogen til at tale med os, men det er samtidig en af vores største prioriteter. Det kommer ikke til at handle om at male et fjendebillede. Det her skal handle om forståelse, indblik og udvikling – på vores banehalvdel.”

Undersøgelsen munder ud i en rapport, som skal beskrive fænomenet og indeholde anbefalinger til forebyggelse af unge mænds radikalisering og modstand mod ligestilling. Rapporten og anbefalingerne præsenteres på en nordisk konference d. 25 november 2020 for ca. 100 fagfolk og beslutningstagere i hele Norden.

Du kan læse meget mere om vores hidtidige arbejde med vrede unge mænd på internettet lige her.

Kontakt:
Specialkonsulent Christian Mogensen – christian@cfdp.dk – 42434069
Kommunikationsmedarbejder Lars Esmarch – lars@cfpd.dk – 42832279

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.