“Jeg har mistet min Huntsman Fade til 1800 kroner.”

Sådan lyder det fra en ung dreng, der ikke vidste, hvor han skulle gå hen, da han blev snydt for en værdifuld kniv i det populære skydespil Counter-Strike. Han endte med at søge hjælp i en Facebook-gruppe, hvor han endte med at blive kaldt for en godtroende idiot, fordi han ikke tog sin forholdsregler.

Sådan bliver mange danske børn og unge hver dag snydt for værdier, når de i god tro vil handle med skins til computerspil. Ofte kan det være svært for dem at finde ud af, hvordan de er blevet snydt, og hvad de gør, når det er gået galt. Derfor er CfDP lige nu i gang med at udvikle en hjemmeside, der skal rådgive og informere unge ofre for gamingrelateret økonomisk kriminalitet. Centret har fået en bevilling på 850.000 fra Offerfonden til arbejdet med sitet.

“For mange er det enormt skamfuldt at være blevet snydt, og de har derfor ikke lyst til at indrømme det over for andre, eller fortælle deres forældre om det. De har brug for et sted, hvor de kan henvende sig anonymt og få den information, de har behov for, uden nogen behøver at vide noget om det,” siger projektleder Stine Helding Rand fra CfDP.

Direkte hjælp

Websitet indeholder blandt andet en chatfunktion, hvor ofret anonymt kan skrive direkte med kompetente rådgivere, der er eksperter indenfor både skin-markedet og ungesamtaler. På den måde får de både hjælp til det praktiske, f.eks. hvordan man anmelder til politiet, men også med de følelsesmæssige konsekvenser:

“De unge kan have et behov for også at bearbejde de emotionelle følgevirkninger af hændelsen. Den direkte rådgivning giver mulighed for, at unge, der ikke føler sig tilstrækkeligt hjulpet, kan opnå rådgivning og vejledning skræddersyet til lige netop deres situation,” siger Stine Helding Rand.

Samarbejde med politiets IT-eksperter

I udviklingen af sitet har CfDP allieret sig med Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3), der blandt andet specialiserer sig inden for økonomisk kriminalitet på nettet. Samarbejdet skal sikre, at rådgiverne altid har den nyeste viden på området, og at de kan hjælpe med at rådgive om de juridiske og politimæssige skridt i en eventuel anmeldelse.

Kontakt

Stine Helding Rand, projektleder – 42 59 96 20

Lars Esmarch, gamingekspert og kommunikationsmedarbejder – 42 83 22 79

Gaming Nyheder