Computerspillenes rå sprog

HVORFOR RÅBER VI??

Tilsvininger har altid været en del af gamer-miljøet. Det ofte indbyggede konkurrence-element fordrer en grad af kompetitiv sammenligning, hvor man helst vil være bedre end de andre. Her er mennesker desværre så belejligt indrettet, at kan man ikke selv blive bedre, kan man i hvert fald gøre de andre dårligere. Så med hån, vittigheder og gestikulationer har det altid været en del af spilmiljøet lige at indprinte på de andre, at man var bedre end dem. Ganske som i alle andre konkurrence- og sports-miljøer! På både fodboldbaner, skateboard-ramper og i gymnastiksale er der plads til (venskabelige) kommentarer som anfægter med- og modspilleres evner og person.

Computerspil sætter gang i systemet – man vil så gerne vinde…

En stor del af problematikken omkring det ofte enormt rå sprog i spilmiljøet opstår ved, at man jo i sagens natur “møder” de andre spillere fra bag sin skærm. Man ser dem ikke – men ser kun deres spilfigurer, deres digitale repræsentationer. Det betyder, at på godt og ondt “mærker” man ikke hinanden i Counter-Strike eller League of Legends, på samme måde som når man løber udenfor og sparker rundt med en fodbold. Så når man af den ene eller anden grund gerne vil fyre en bredside af til med- eller modspillere, så har man ikke mulighed for at bruge kropssprog for at føre pointen hjem – man har kun sine ord, og SÅ overdriver man. Hvad der i andre “analoge” sammenhænge ville have været et “ej kom nu for pokker!” bliver til noget meget værre, fordi man vil som spiller gerne være HELT sikker på, at modtageren har forstået hvor utilfreds man er med ham eller hans præstation. Når vi i digital samtale mangler vores kropssprog og non-verbale kommunikative virkemidler, kommer vi nemt til at – i overført betydning – råbe af hinanden. Man overdriver volumen og indhold, for man skal være sikker på at blive hørt.

“Du spiller som en fucking bøsse!”

Vi har en uskreven regel om, at nogle emner er undsagt humor og lemfældig jovial omgang. Det er noget der læres i løbet af opvæksten både i hjemmet og i skole og SFO. Når så mange af de kommentarer som fyger ud af headsettet i løbet af en CS:GO eller LoL-kamp ikke bare handler om, at man er dum eller dårlig til spillet, men også anfægter både ens seksualitet, religion eller køn, så er det en reaktion på, at netop de ting har helle fra normale (læs: ikke-digitale) skænderier, og at der i spillene hverken er politimænd eller pædagoger. Når man befinder sig i et område, som voksne oftest hverken har interessen eller tiden til at forstå og derfor melder sig ud af, bliver det samtidig det perfekte rum at afprøve grænser i. Og når man får en større reaktion, desto mere forbudte emner man bruger til at svine andre spillere til med, går der nemt selvsving i sproget.

Det forbudte og det forkerte finder nemt sin plads udenfor de voksnes opsyn.

Computerspil er stereotypt en drengeting. Drenge opdrages til at rode med teknik, det gør piger ikke. Derfor er drengene på den digitale hjemmebane i spillene – i hvert fald ifølge deres egen opfattelse. For til trods for at flere og flere piger melder sig ind i den digitale kamp, er en af de hyppigste tilsvininger i spilmiljøet, at man er en pige, tøs, kælling, bøsse, fims eller lignende – underforstået, ikke en rigtig “gamer”. Tager man til LAN-events eller spilmesser, ser man flest gennemsnitlige unge mænd og drenge; der er over de sidste 10 år kommet flere piger til miljøet, men de er stadig i undertal. Derfor er undertonen i de seksuelt, kønsligt m.v. betingede kommentarer ofte, at modtageren ikke hører til – at man er en dårlig gamer. Der er i udgangspunktet ikke tænkt homofobi eller kvindehad ind i ligningen, men den opstår som følge af sproget. Sidder man sammen med en håndfuld gode venner, og det eneste man hører er, at “faggot”, “bitch”, og “kælling” er skældsord, så adapterer man nemt en forståelse af, at de roller også er mindre værd i miljøerne udenfor skærmen.
Vores sprog former vores kultur, som igen former vores tanker. Så når vi spiller Counter-Strike og vænner os til, at “bøsserøv” er et skældsord, så tager vi museskridt i retning af, at synes homoseksuelle er mindre værd end heteroseksuelle.
Det flytter problematikken fra asken til ilden – for så skaber vi ikke kunne et harmfuldt og modbydeligt gaming-miljø, hvor der i hvert fald ikke kommer hverken kvinder eller homoseksuelle med ind – men så lægger vi også kimen til en generel forråelse af samfundet.

(Gode) Regler

Vi har brug for en oprydning i vores gaming-miljø. Udviklingen af spil og spilkultur er gået så rasende hurtigt over det sidste halvandet årti, at vi står med en generation af gamere, som mangler voksne rollemodeller internt i miljøet. De findes – heldigvis – ildsjælene som er med til at løfte gamingen op på et prosocialt og menneskeligt niveau. I mange af de klubber og gaming-initiativer som opstår i Danmark i disse år, gøres gamingen til genstandsfelt for nogle af de sociale og menneskelige dyder, som vi i Danmark har rodfæstet vores foreningskultur i: Samarbejde, leg, udvikling og moral.

Spil kan sagtens bidrage med sjovt og socialt samvær – hvis miljøet sættes op til det.

Når jeg hjælper til at starte gaming-initiativer op, eller holder oplæg for pædagoger, lærere og frivillige tæt på gaming-miljøet, plejer jeg at indskærpe fire vigtige regler. Alle kan forstås og håndhæves, selvom man ikke selv spiller:

• Sjove svinere

Det er vigtigt, at energien og humoren i spil og digital leg bevares. Konkurrenceelementet drænes, hvis man fjerner alle drillerier, så jeg plejer at opfordre til, at man med humor og kreativitet prikker til hinanden.
RIGTIGT: “Du er værre til at finde rundt end Christoffer f*ucking Columbus!” 
RIGTIGT: “Jeg har hverken farvekridt eller staveplader nok til at forklare dig alle de ting, du gør forkert!”
FORKERT: “Jeg håber din familie får kræft og dør i en ildebrand, bøsserøv!”

• Nul-tolerance

Samtidig er det vigtigt, at alle spillere og deltagere er med på, at selv om humor er kærlighed, så er der nogle ting, man ikke joker med. Religion, seksualitet, køn og andre ømme emner er altid no-go og medfører i første omgang time-out, og dernæst bortvisning.

• Hjælp til selvhjælp

Det kan være frustrerende at have en dårlig holdkammerat, men man bliver sjældent bedre af at blive svinet til. Den bedste løsning på problemet er at hjælpe medspilleren til at blive bedre.

• Sid sammen

Det giver altid bedst mening at sidde fysisk sammen og spille. Øjenkontakten, pauserne med menneskelig kontakt imellem spillene eller runderne og den sociale stemning er med til at skabe et godt miljø. Det er bedre for børn og unge at sidde sammen og spille, og her er man også mindre tilbøjelig til at lade en finke flyve af panden.

Game Over

Det rå sprog i spilmiljøet er en kombination af en kultur, som har fået lov at passe sig selv uden voksent opsyn i mange år, og et enormt højt energi-niveau fra den indbyggede konkurrence i spillene. Det er vigtigt, at vi tager sigte på de rå sprog, og ikke spillene selv, når vi indskærper regler og fastsætter rammer – computerspillene i sig selv er nemlig ikke problemet, men sproget og kulturen som vokser op omkring dem kan være det. Kanaliserer vi energien fra spillene over i at hjælpe hinanden eller være kreativ (og ikke krads) med sproget, kan spilmiljøet pludselig noget super positivt, men det kræver, at vi som voksne fagpersoner og forældre tør være autoriteter i et mlijø, vi ikke føler os på hjemmebane i. Her er det dog vigtigt at huske, at selvom børn og unge bruger mange timer foran skærmen, så er de mennesker, førend de er teknikbrugere eller gamere – og vi skal “bare” behandle dem som sådan. Opdragelse og dannelse stopper ikke udenfor computerværelset – heldigvis. ]]>