I samarbejde med ”AarhusEksperimentet” (Social Pejling, område 2, Aarhus) udviklede vi i 2010 en landsdækkende quiz, hvor børn og unge mellem 11-15 år kan teste deres egen viden om deres jævnaldrende. Spiser de andre morgenmad? Drikker de alkohol? Kan de tale fortroligt med en ven/veninde? Disse og flere andre spørgsmål om egen og andres adfærd bliver målgruppen stillet overfor og er et led i afdækningen af sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser for at nedbringe risikoadfærd. Metoden er kendt under navnet social pejling.

Online quizen er en del af AarhusEksperimentet, der har kørt på Hasle og Møllevangen Skoler siden januar 2009. Formålet er, at forebygge uhensigtsmæssig adfærd samt at fremme trivslen blandt børn og unge i folkeskolen. Det sker ved at gøre børnene og de unge opmærksomme på, hvordan deres jævnaldrende opfører sig samt ved at styrke relationerne imellem dem.

Quizen ligger online på Cyberhus.dk/quiz og kan frit benyttes af børn og unge der klikker forbi, eller som undervisningmateriale i 5.-9. klasse. AarhusEksperimentet har udgivet en lærervejledning der kan downloades som .pdf og printes ud til brug i undervisningen.

Social pejling
Børn gør ofte, hvad de tror, andre forventer af dem. De bliver påvirket af, hvad de mener er almindeligt blandt andre børn og unge. Det fænomen kaldes “social pejling.”

Forskning (Ringstedforsøget v. Balvig, Holmberg og Sørensen 2004) viser, at arbejdet med social pejling giver nedgang i risikoadfærd. Hovedpointen er, at i og med at børn og unge bliver klare over, at der ikke er så mange, der f.eks. ryger eller laver kriminalitet, har dette afsmittende effekt på udvikling af egen risikoadfærd. De pejler i stedet efter mere positive rollemodeller.

Sociale overdrivelser
Sociale overdrivelser har den konsekvens, at man tror, at der er flere, der mener eller gør bestemte ting, end det faktisk er tilfældet. Kendskabet til hinanden har dog indflydelse på størrelsen af overdrivelserne.

Flertalsmisforståelser
Flertalsmisforståelser opstår, når man tror, at det er de fleste, der mener eller gør bestemte ting, men I virkeligheden er det kun de færreste, der mener eller gør det. Den fysiske afstand mellem mennesker får indflydelse på graden af misforståelserne. Jo større afstand, jo flere misforståelser.

Projektet er støttet af Det Kriminalpræventive Råd.

Kontakt Anni Marquard, hvis du har spørgsmål til produktet.

]]>
Digital trivsel