Teknologiske kompetencer frem for teknologi

2011 bliver endnu et år, der i høj grad kommer til at handle om folkeskolen. En ½ millard skattekroner skal i følge regeringen anvendes til opgradering af IT i den danske folkeskole. I regeringens folkeskoleudspil er det sparsomt forklaret, hvordan pengene skal fordeles og til hvilke formål. Dog er der ingen tvivl om, at pengene lander på et tørt sted, uanset hvor de bruges. Opgradering af IT i folkeskolen er et ekstremt bredt felt. Det handler om inddragelse af soft- og hardware i alle undervisningssammenhænge, om indkøb af tidssvarende teknologi, om efteruddannelse og om kommunikative kompetencer. Det siger sig selv at en ½ millard ikke løser udfordringerne over én kam. Derfor er diskussionen af, hvordan pengene anvendes, ekstremt relevant.  I Ugebrevet Mandag Morgen kan man i denne uge læse om behovet for nye lærerkompetencer og behovet for et paradigmeskift i opfattelsen af et digitalt undervisningsforløb. En hovedpointe i artiklen er, at indkøb af teknologi bør flankeres af efteruddannelse af lærere. Som det ser ud pt. bruges kun 10% af skolernes it-budget til efteruddannelse af lærere. Det er for lidt, og det er en vigtig pointe som jeg rigtigt gerne vil støtte og belyse i forhold til opgraderingen af de kommunikative kompetencer hos lærere og elever. Hundredevis af skoleoplæg har lært mig, at der er kæmpe forskel på, hvad man kan forvente af den danske folkeskolelærer. Jeg har mange gange stået i et klasseværelse foran et smartboard, der ikke virker efter hensigten, hvorefter læreren instinktivt udpeger klassens nørd, som med et svuptag kalibrerer smartboardet eller får liv i projektoren. På samme måde kan man opleve, at elever i klassen giver udtryk for en moderne og intuitiv brug af nye sociale platforme, hvorefter læreren trækker debatten over i en meget normativ og problematiserende retning.

En opgradering af lærerkompetencer og -roller handler også om at inddrage sociale medier i en positiv frem for en formanende kontekst. Det er uhyggeligt let at komme til at fokusere på faldgruber og basal netsikkerhed og langt sværere at tage udgangspunkt i elevernes digitale identitet og virkelighed. Og det er på ingen måde en kritik af lærerne – men derimod af et system, der fordrer modkultur.  En lærer kan jo ikke hive nuancering ud af den blå luft. En af de vigtigste citater i MMs artikel er: “Underviseren er ikke altid den mest kompetente i klasseværelset”
Selvom jeg har brugt 4 år på at sætte mig ind i web- og mobiletik, så er der stadig behov for en ydmyghed ift. de unges brug af digitale medier. Der sidder altid elever som har fingeren på pulsen af den nyeste trend. Det er så ekstremt vigtigt at denne elevtyppe sættes i centrum i undervisningen og får fordelt sin viden til de andre i klassen. I en klassisk læringspyramide er sidemandsoplæring et langt mere effektiv redskab end foredrag fra tavlen. Man kan simpelthen mærke effekten, når en ressourcestærk person i klassen guides til at sige “det rigtige”.
Det er usandsynligt, at man kan opgradere en hvilken som helst lærer til at vide alt (eller bare “nok”) om elevernes færden på den digitale hovedvej; men man kan arbejde meget med at fascilitere børnenes viden og kunnen, så det får retning og relevans for de andre i klassen.

Herfra kommer under alle omstændigheder en varm anbefaling til Mandag Morgens indspark i debatten.