Det Kriminalpræventive Råd har indstillet rusmiddelrådgivningen Netstof.dk til ECPA-prisen for kriminalitetsforebyggende indsatser i hele Europa.

Netstof.dk kan unge få svar på alle deres spørgsmål og bekymringer om stoffer og deres brug. Sammen med Rusmiddelcenter Slagelse og 34 medlemskommuner driver Center for Digital Pædagogik platformen, som nu får den hæder at blive indstillet til ECPA-prisen af Det Kriminalpræventive Råd:

”Netstof.dk er innovativ, fordi det er en digital rådgivningsplatform, som møder de unge på deres præmisser og gør det muligt for dem at søge hjælp, sparring og rådgivning på en tidlig og ukompliceret måde hos fagfolk og ligesindede. Derfor er vi glade for at indstille Netstof.dk til ECPA-prisen, som er en af de største europæiske priser for projekter, der bidrager til at forebygge kriminalitet. Vi håber, at Netstof.dk kan inspirere andre europæiske lande til at gøre det samme,” siger Christina Hviid, forebyggelseschef ved Det Kriminalpræventive Råd.

På Netstof.dk kan de unge bladre i et online leksikon og helt anonymt skrive til sidens brevkasser, hvor de kan få hjælp og råd hos en psykolog, læge og rusmiddelekspert, som sidder klar til at svare. Siden har også en ung-til-ung-chat, hvor unge kan lufte bekymringer og søge hjælp hos andre unge med lignende erfaringer.

“Netstof.dk er innovativ, fordi det er en digital rådgivningsplatform, som møder de unge på deres præmisser”

Christina Hviid, forebyggelseschef ved Det Kriminalpræventive Råd.

Platformen har 34 medlemskommuner, der sikrer driften og en bred forankring i hele landet. Til gengæld for støtten får relevante fagpersoner i medlemskommunerne opkvalificering inden for digital rådgivning og støtte til unge.

Anonym rådgivning giver hurtigere hjælp

At de unge på Netstof.dk kan være anonyme, når de lufter deres bekymringer om oplevelser med stoffer, gør en enorm forskel for brugerne af hjemmesiden. Unge underdriver alt for ofte deres udfordringer og bekymringer, når de sidder over en fysisk fagperson, fortæller Karen Hatt Olsen, projektleder for Netstof.dk ved Slagelse Rusmiddelcenter, men på Netstof.dk kan de unge tale frit:

”På Netstof.dk kan de unge helt diskret søge hjælp og vejledning om deres brug af stoffer, og derfor går de meget hurtigere ind i det, åbner sig op og lufter deres bekymringer på en direkte og ærlig måde. Det betyder, at de hurtigere får hjælp, fordi de opsøger den på et tidligere tidspunkt, end hvis der kun fandtes de fysiske rådgivninger”.

“En styrke ved Netstof.dk er, at man både kan søge vejledning hos fagfolk og hos ligesindede unge. Nogle gange er det lige netop et råd fra en anden ung, som har været gennem det samme, der rammer plet og går ind”

Karen Hatt Olsen, projektleder for Netstof.dk

Både brevkasserne og ung-til-ung-chatten er åbne, så alle kan læse med. Unge behøver ikke nødvendigvis selv at oprette et spørgsmål for at få svar på de tanker, de måske selv tumler med.

”En styrke ved Netstof.dk er, at man både kan søge vejledning hos fagfolk og hos ligesindede unge. Nogle gange er det lige netop et råd fra en anden ung, som har været gennem det samme, der rammer plet og går ind. For nogle unge rummer ung-til-ung-dialogen en troværdighed og autenticitet, som fagfolk ikke altid helt kan matche,” siger projektleder Karen Hatt Olsen.

Karen Hatt Olsen skal til december være med til at repræsentere Netstof.dk ved prisuddelingen i Helsinki, og hun glæder sig:

”Vi er spændte, glade og stolte. Det er et stort klap på skulderen, for vi synes, vi har skabt et frirum, hvor unge allerede ved første bekymring tør søge sparring og hjælp om stoffer, og vi er overbeviste om, at vi kan være med til at hjælpe en masse unge med at træffe gode valg i deres liv”.

Prisoverrækkelsen ”European Crime Prevention Award” finder sted i den finske hovedstad Helsinki torsdag den 12. december 2019.

Læs mere om Netstof.dk her.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.