Mange unge i sårbare positioner, som selv har haft gavn af rådgivning, er ikke nødvendigvis klar over, hvilken styrke deres erfaringer har givet dem. Som ungementor skal de, i samarbejde med en rådgiver, bruge den erfaring og viden til at hjælpe andre unge i samme situation. 

Hos Center for Digital Pædagogik (CfDP) har vi erfaret at online rådgivning ikke blot kan fungere som en digital adgang for de unge til professionel hjælp, men også som et pædagogisk værktøj for professionelle i arbejdet med unge i sårbare positioner.

På den måde kan de opleve deres livserfaringer som en ressource, der er brugbar og som kan hjælpe andre sårbare unge. Som ungementor og rollemodel kan den unge dermed opleve at gå fra “kun” at være sårbar til også at føle sig kompetent, og det på grund af, og ikke på trods af, deres psykiske eller sociale udfordringer. Det har vi, gennem de sidste 3 år, arbejdet med i projektet “Fra sårbar til kompetent – når unge hjælper hinanden”. Projektet er finansieret af Socialstyrelsen, og har haft deltagelse af Silkeborg, Tønder, Roskilde, Middelfart, samt Århus Kommune. 

Projektets formål er at inddrage de unge i det rådgivende arbejde som ungementorer, og på den måde, gennem peer-to-peer kommunikation, tilbyde unge i sårbare positioner en tryg ramme, hvor de kan spejle sig i ligesindede og dele erfaringer. De unge kan både deltage som digitale ungementorer eller som lokale ungementorer gennem deres kommune. Alle ungementorer inviteres til at være en del af et digitalt fællesskab på Gruppechat.dk, hvor de kan møde andre ungementorer fra hele landet. 

Vi afholder et netværkswebinar d.2 december kl.13.30-16.00, hvor det er muligt at høre om projektets resultater, samt møde de involverede fra Roskilde og Aarhus.

Det smitter af på andre områder

Når de unge føler sig kompetente gennem deres deltagelse i planlægning og facilitering af en rådgivende aktivitet, og får muligheden for at relatere sig til andre, er vores erfaring, at de unge har en høj grad af motivation i arbejdet som ungementor. De umiddelbare erfaringer fra projektet peger ligeledes på, at den motivation kan smitte af på dels den generelle trivsel, og dels den unges ønske om at indgå i andre frivillige fællesskaber. 

Indtil videre har CfDP arbejdet med ungementorer gennem to forskellige kanaler: podcast og gruppechat

Gruppechat 

På Gruppechat.dk kan unge deltage i digitale gruppechats, hvor de kan spejle sig i andre ligesindede under tryg facilitering af en rådgiver. Indtil videre har der været 13 ungementorer tilknyttet Gruppechat.dk, og deres opgave har været, i samarbejde med rådgiver, at planlægge, beskrive og facilitere ugentlige gruppechats. Størstedelen af ungementorerne er rekrutteret direkte på sitet, mens andre er rekrutteret lokalt i samarbejdskommunerne. 

Erfaringer fra Roskilde Kommune

Her kan fremhæves Roskilde Kommune, som har rekrutteret unge fra deres eksisterende indsats Sexualisterne, der består af en gruppe unge, som bl.a. tager ud på ungdomsuddannelser og taler om seksualitet. På Gruppechat.dk har deres gruppechat derfor også handlet om seksualitet, kønsidentitet og tvivlsspørgsmål angående den første gang. 

Selvom der var svingende brugerdeltagelse i de enkelte gruppechats, oplevede ungementorerne at bruge deres erfaringer positivt til at støtte de deltagende, ligesom at de oplevede større indsigt i egne udfordringer ved at skulle nedskrive tanker, følelser og oplevelser.  

Podcast

På Cyberhus.dk/podcast har vi tidligere haft succes med at invitere unge til at deltage i podcasts om emner, der knytter sig til ungdomslivet. I dette projekt har vi arbejdet mere struktureret med deres deltagelse gennem en podcastworkshop, hvor ungementoren dels har modtaget konkret undervisning i at lave podcast, og dels været med til at planlægge, facilitere og skabe en podcast, der så bliver udgivet på Cyberhus.dk.

Erfaringer fra Århus Kommune

Her kan fremhæves Århus Kommune, som har tænkt podcast ind i deres eksisterende indsats Åben Onsdag. Åben Onsdag er et tilbud til unge, der nærmer sig sin udskrivelse af den kommunale indsats, og der er fokus på netværksdannelse samt brobygning til civilsamfundet. I podcast-workshoppen får de unge mulighed for at dele oplevelser, holdninger, tanker og følelser vedrørende forskellige relevante emner. På den måde øver de sig i både at sætte ord på egne erfaringer samt benytte dem til at støtte eller rådgive andre, der står i en lignende situation. 

Det endelige produkt bliver udgivet på Cyberhus.dk, og efterfølgende får ungementorerne mulighed for at deltage i den næste workshop, men denne gang som facilitator i samarbejde med en professionel koordinator. 

Mulighederne er mange

Langt størstedelen af de digitale indsatser, der findes, handler om at benytte et digitalt værktøj til at nå de unge, der ikke typisk vil bevæge sig ind i et fysisk tilbud. I dette projekt har vi vendt det på hovedet, og har brugt de digitale redskaber til at støtte enkelte unge i selvstændiggørelse og kompetenceudvikling samt modne deres forståelse af sig selv som handlekraftige og værdifulde. Selvom det, i dette projekt, kun har været muligt at afprøve podcast og gruppechat, så ser vi mange fordele i at tænke andre digitale værktøjer, såsom brevkasse og blog, som noget der også kan benyttes i eksisterende indsatser til at støtte op om den enkelte unge. Her kan vi også henvise til vores gode erfaringer med Gaming Grupper i Århus Kommune, hvor gaming bliver en social fædighedstræning. 

Se mere om gaming grupperne her

Indtil videre peger resultaterne også på, at arbejdet som ungementor fungerer som en motivator ift. at skulle deltage i andre frivillige fællesskaber fremadrettet. 

Projektet løber indtil udgangen af 2021. 

For mere information kontakt projektleder Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk

Nyheder Online rådgivning