Udvidelse af Gaming Gruppe-konceptet

Røggranater er vigtige.

Under de blåmalede vægge med gaming-logoer og tegninger, som Aarhus Kommune har stillet til rådighed, sidder tre gange om ugen en samling unge mennesker, som ikke har andet til fælles end en eller anden udfordring i deres hverdag samt en kærlighed for spil og spiluniverserne. Nogle unge er der, fordi ADHD, autisme- eller angst-diagnoser er begyndt at stikke af fra dem. Andre er der, fordi de har været udenfor gruppen af jævnaldrende lidt for længe og har brug for at “træne” deres sociale kompetencer lidt. Det eneste vi allesammen har til fælles er, at vi har en holdning til computerspil – og den mødes vi om.
Aspirant-holdet, de unge som er nye i projektet, mødes om mandagen. Elite-holdet sætter hinanden i stævne hver onsdag til først gaming og så fællesspisning, og om torsdagen er der åbent hus for dem, som har lyst – og det er næsten alle. For de unge som er nye i gruppen – aspiranterne – består projektets dagligdag af lige dele undervisning om gaming, foruden gruppe-øvelserne og selve computerspillet. Aspiranternes forældre er også indskrevet i projektet for en kort periode og deltager også i et separat undervisningsforløb. Forældrene har desuden mulighed for at deltage i møder med andre forældre om de ting, som kan bekymre eller begejstre, når ens barn er computerspiller.
Undervisningen for både unge og forældre kommer blandt andet omkring:

• Kan computerspil gøre dig afhængig?
• Bliver man voldelig af spil? Hvorfor er der aldersmærker på?
• Hvad kan man bruge kompetencer og erfaringer fra gaming til?
• Hvordan taler man bedst sammen digitalt?

Undervisningen er ikke knyttet op på hverken PISA-tests eller læse-pensum, men tager udgangspunkt i både at møde de unge i deres hobby og sammen udvikle nogle kvalificerede holdninger om den, samt at træne de unge til at sidde i en undervisningssituation, da flere af dem ved opstartssamtaler udtrykker et ønske om bedre at kunne passe deres skole.
Lektionerne bliver i nogle tilfælde varetaget af unge, som har været i projektet længere end aspiranterne. Det kan være angstprovokerende at fremlægge foran en gruppe af jævnaldrende, men skal man tale om røggranater på Mirage og Inferno, fremfor kongerækken eller brøkregningens lyksaligheder, er det nogle gange lidt nemmere – og kan være uvurderlig træning.

Håbløse voksne og kapable unge

Når de unge starter op i gruppeforløbet, har de en kickoff-samtale med to projektmedarbejdere. Her fortæller de unge, hvad de selv synes, de er gode til, og hvad de godt kunne tænke sig at træne. Det billede som den unge tegner af sig selv er, sammen med forældre/kontaktpersons kommentarer, udgangspunktet for, om projektgruppen mener, at den unge “lykkes” undervejs i forløbet. Langt de fleste unge er i klar bedring i forhold til både skole, familie og venner indenfor de første måneder efter både deres eget udsagn og de observationer, som de voksne omkring dem har gjort sig.
Det er nemt for os som fagpersoner at holde de unge op på kvantitative forordringer og målbare parametre som, hvor meget man har været i skole, hvor ofte man har lavet noget sammen med venner, hvor ofte man har skinbettet og så fremdeles. Den vigtigste brik i puslespillet for os, da vi valgte at udvide projektet til fem andre kommuner, har dog været, at vi kan se, at de unge vokser som mennesker og sådan helt grundlæggende bliver gladere. Det er ikke computerspillene, som gør de unge gladere; det er projektets rettethed, stemning og miljø.
Vi bygger et rum, hvor spillene kun har værdi, når vi spiller dem sammen – og har en god oplevelse. Det er ikke lige meget, om vi vinder eller taber – selvfølgelig er det sjovest at stå øverst på medaljeskamlen, og computerspil er en konkurrencesport, men det vigtigste er, at vi prøver at vinde – sammen. Vi kan spille alle genrer og titler i Gaming Projektet; Counter-Strike, League of Legends, FIFA og Fortnite har længe stået øverst på aktivitetslisten. Det eneste kriterie for, om vi kan spille de unges yndlingsspil er, at det kan spilles sammen, og at der er flere, som har lyst til at spille det. Det betyder, at vi som voksne skal være dygtige nok til ikke at ødelægge de unges spiloplevelser i alle deres yndlingstitler, og selvom det har betydet mange sene træningsaftener, så har det den effekt, at vi kan indgå i deres digitale og sociale arena på (næsten) lige fod med dem. Der er også en pædagogisk øvelse i at lade de unge undervise de voksne i spillene – men det kræver, at man ikke er *helt* håbløs til at starte med.

Manual og overførbarhed

Det er fantastisk at se, at når vi sætter de unge ind i et rum og fortæller dem, at ALLE derinde er nørder – muligvis i forskellige retninger, men Dungeon & Dragons, Diablo og League of Legends smager lidt af hinanden – så lykkes de. For rigtig manges vedkommende bliver nørd-kulturen et fristed for den verden, som de, pga. angst, mobning, forældre, hvadsomhelst, pludselig ikke kan overskue, og så bliver de rigtig dygtige til at nørde. Istedet for at fortælle de unge, at de kompetencer og erfaringer, de har gjort sig i digitale spil, eller kulturen omkring dem, ikke har nogen værdi, kan vi få de unge til at vokse en halv meter, når vi dyrker den oprigtige begejstring for, at de unge i aftes scorede en chicken dinner. Og hvad vigtigere er; give dem lyst til at komme og deltage i projektet. Nogle unge i projektet er så ramt af angst eller social apati, at de ikke har været udenfor hjemmet i lange perioder, men fordi de SÅ gerne vil gaming projektet, lærer de måske at sætte vækkeuret igen, de tør tage bussen, eller de tør få nye venner, fordi “alle herinde er jo alligevel nørder, ligesom mig.”

På overfladen går gaming projektet ud på “bare” at hænge ud med de unge og spille lidt Counter-Strike eller Gangbeasts… Men inde i maskinrummet kører der et utal af pædagogiske, psykologiske og sociale overvejelser, hvor Center for Digital Pædagogik’s ekspertviden får lov at blive blandet med den know-how og praksisviden, som medarbejderne fra Aarhus Kommune bidrager med. I øjeblikket er vi igang med at samle en manual for de mange greb, erfaringer og øvelser, som er vores hverdag. Når manualen er færdig i sensommeren, vil projektet være klar til at starte op i de fem samarbejdskommuner, som i øjeblikket er under udvælgelse, og hvor samarbejdsaftalerne i øjeblikket er under udarbejdning.

Det bliver et spændende efterår, når vores erfaringer fra Aarhus Kommune skal forankres udenfor byskiltet. Jeg er ikke i tvivl om, at projektet til dels er lykkedes i Aarhus, fordi vi har været så heldige at have de sejeste og mest arbejdsomme unge nogensinde, men der er fællestræk og overførbar viden og praksis, som kan rulles ud i andre grupper. I sensommeren og efteråret har Sundhedsministeriets bevilling blandt andet åbnet op for, at CfDP kan betale (noget af) den medarbejderløn, de opstartsarrangementer og kurser, som vil være nødvendige, inden nye kommuner kan køre projektet. Det betyder, at vi er ovre den første og største hurdle, inden man implementerer denne slags tilbud kommunalt; “Hvem betaler?”, for det gør vi 🙂

Gaming projektet er bygget på nogle fantastisk kompetente mennesker i både CfDP og Aarhus Kommune og har efterhånden stået mangt en lakmusprøve, og over det næste halve år skal vi have rullet vores praksisviden og nye manual ud i resten af Danmark. Vi kan se den kæmpe forskel, det har gjort for rigtig mange unge i Aarhus og er super spændte på at kunne give projektet videre til fem nye ambitiøse kommuner.]]>