KRONIK. Under corona har mange børn og unge siddet meget foran skærmen. Det har gjort mange børn og unge ekstra sårbare. Det skal der gøres noget ved – men vi skal huske at se det store billede.

Kronik af Anni Marquard, adm. direktør i Center for Digital Pædagogik, Stine Liv Johansen, formand for Medierådet for Børn og Unge og Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær for Red Barnet. Bragt i Kristeligt Dagblad den 15. april 2021

DIGITALE FÆLLESSKABER er en vigtig del af børn og unges hverdag, og under corona-nedlukningen er de kun blevet endnu vigtigere. Med digitale medier er det stadig muligt at ses, klassekammerater kan holde kontakten i en fælles tråd eller gruppe, og man kan spille online. For nogle børn og unge har digitale fællesskaber lige så stor positiv værdi som de fysiske

Desværre har vi også under corona set, at mange børn og unge er blevet mere digitalt udsatte og sårbare. Det kan være meget svært for både forældre og fagprofessionelle at overskue børnenes digitale verden. Det kan også være svært at vurdere, hvad der er godt og udviklende, og hvor man skal være på vagt.

For over et år siden igangsatte regeringen et tværministerielt arbejde, som skal komme med anbefalinger vedrørende børn og unges digitale liv og dannelse og regulering af sociale mediers ansvar. Det arbejde glæder vi os til at se resultatet af, fordi det er væsentligt og stærkt tiltrængt, at der politisk arbejdes med de overordnede rammer for beskyttelsen af børn og unges onlineliv. Samtidig mener vi, at der mangler en dybere dialog om, hvad børn og unge skal beskyttes mod på nettet. Det vender vi tilbage til.

På EU-niveau arbejdes der også på at styrke den digitale beskyttelse. Sidste år blev EU-direktivet om audiovisuelle tjenester sat i kraft med fokus på aldersvurdering af indhold på tv og video-on-demand samt bestemmelser om reklamer mv. via digitale platforme. Aktuelt er der et nyt forslag fra EU-kommissionen benævnt ’Digital Services Act’, hvis formål er at skabe et mere sikkert og ansvarligt onlinemiljø og beskytte borgernes rettigheder bedre online. Vi appellerer til en grundig og kritisk debat af de EU-retlige rammer, der nu er ved at blive sat op.

Vores tre organisationer har i flere år været i partnerskab om at skabe et trygt onlinemiljø for børn og unge. Fundamentet for et sådant miljø er, at vi ved, hvad der beriger og udvikler, men også hvad der kan være skadeligt for børn og unge i deres digitale onlineliv. Ved at sætte fokus på en sådan ’digital skadelighed’ ønsker vi at skabe et fagligt baseret afsæt for både samfundets retningslinjer og regulering samt digital dannelse i kommuner, skoler og hjem.

’DIGITAL SKADELIGHED’ omfatter de risici, der opstår, når mennesker anvender eller deltager i digitale medier på en måde, som kan medføre negative konsekvenser for fællesskabet og for den enkelte. Når vi skal vurdere den digitale skadelighed for vores børn og unge, bør vi efter vores mening kigge på følgende tre aspekter:  

Det individuelle aspekt. Hvad er skadelighed for den enkelte? Det handler fx om manglende datasikkerhed og -etik, krænkende handlinger, grooming, hadefulde eller grænseoverskridende kommentarer og skadeligt indhold som fx porno eller vold, der kan påvirke den enkelte gennem kortere eller længere tid. 

Det gruppekulturelle aspekt. Hvordan opstår skadelighed i netværk og grupper? Det handler fx om selvskadegrupper, krænkelseskultur, mobning, udskamning og radikaliserede grupperinger på nettet. 

Det teknologiske aspekt. Hvordan kan digital teknologi udvikle og/eller forstærke skadelige oplevelser, adfærd og gruppedynamikker? Det handler fx om uigennemskuelige og manipulerende designs og teknologier, der medvirker til spredning af mis- og disinformation, samt udbredelsen af skjult markedsføring. 

HVIS VI FOR EKSEMPEL skal vurdere et spil til vores børn, skal vi altså ikke kun se på fx mængden af vold i spillet, men også på de chatfora, der er i eller omkring spillet, og på brug af fx vanedannende designs. Det kan være urimeligt svært at gennemskue for den enkelte. Derfor er det vigtigt, at lovgivning og regulering tager udgangspunkt i alle tre aspekter af digital skadelighed.

Der er også behov for en langt større klarhed om den beskyttelse, som samfundet og tech-virksomhederne skal have ansvaret for at levere. For når rammerne er utydelige, er børnene ikke godt nok beskyttet, og så står de voksne med et urimeligt ansvar, som er så svært at bære, at man kan give op eller blive overdrevet restriktiv over for barnet. Det kommer der sjældent noget godt ud af.
 
I vores fælles partnerskab har vi i mange år rådgivet børn og unge, fagprofessionelle og forældre om digital dannelse og beskyttelse. Det sker ud fra mediefaglig, psykologisk og pædagogisk viden og indsigt. Vores fælles afsæt er FN’s børnekonvention om børns rettigheder. Børn har ret til rige muligheder for et socialt liv, læring og kreativ udfoldelse på nettet, men de har også ret til, at deres digitale liv kan udfolde sig i trygge rammer. I marts i år supplerede FN’s Børnekomite udlægningen af børnekonventionen med kommentarer om børns rettigheder i den digitale verden og med udgangspunkt i børnenes egne perspektiver.

VI MENER, at der er brug for at bygge et stærkere fundament for beskyttelse af børn og unge på nettet. Der er brug for, at vi sætter nogle pejlemærker, som udpeger de vigtigste risici ved onlinelivet, og som tydeliggør ansvaret og rollefordelingen mellem brugerne, tech-virksomhederne og myndighederne.

Konkret foreslår vi et kodeks, som skal fokusere på de risikoområder, der ikke meningsfuldt kan lovreguleres i detaljen, men hvor der alligevel kan opstå behov for rammer for teknologi og adfærd. Det handler om, hvor vi som samfund ønsker mere børnebeskyttelse, fx for at undgå mobning og chikane, og kodekset bør udvikles i dialog med digitale tjenester, børne- og ungeorganisationer samt relevante råd og myndigheder. Kodekset kan fx handle om ændring af teknologidesign, mærkning, advarsler, moderation, lukning af eller intervention i sociale miljøer på nettet.

Langt fra alle børn og unge oplever skade eller ubehageligheder i det digitale miljø, men risikoen er der, hvis vi ikke er opmærksomme. 

Derfor er det væsentligt ikke kun at tale om digital skadelighed, men også om digital dannelse. Børn og unge skal lære at færdes hensynsfuldt, sikkert og reflekteret online uden at krænke eller skade andre. Forældre og fagprofessionelle skal klædes på til at tage dialogen med deres børn og unge gennem undervisning og information – og ved at være gode eksempler.

Opgaven med at sikre beskyttelse og digital dannelse kan være svær, fordi forældre og fagprofessionelle ofte kan have en følelse af at stå alene med dannelsesopgaven i et uroligt farvand med sociale medietrends, spilkulturer, digitale subkulturer, fake news og ugennemsigtige forretningsmodeller. 

DEN DIGITALE DANNELSE skal derfor også suppleres med et tydeligt ansvar hos de digitale aktører og de offentlige myndigheder, der sætter hjørneflagene for et trygt onlinemiljø.  Samtidig er det også vigtigt at tage udgangspunkt i de konkrete erfaringer, som børn og unge har i deres onlineliv. Derfor skal vi styrke dialogen med og mellem børn, unge, forældre og fagpersoner, så vi løbende får indsamlet viden, erfaringer og bekymringer. Den dialog er et vigtigt element i det fortsatte arbejde både centralt og lokalt. 

Nedlukningen under corona har stillet skarpt på nogle af de udfordringer, vi står overfor, når vi skal beskytte vores børn og unge online. De udfordringer havde vi også før corona, og de vil fortsætte efter, at vi er vendt tilbage til en mere normal levevis. Men vi må ikke glemme erfaringerne fra nedlukningen, og vi skal holde vores politikere, digitale aktører og hinanden op på, at vi kan og skal gøre det bedre.

Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad den 15. april 2021

Ikke-kategoriseret