Anni Marquard

Administrerende direktør, stifter & kreativ ildsjæl Mere om Anni

Seksuel chikane og sexisme er hverdagskost for piger og kvinder, der gamer i digitale fællesskaber. Det er et menneskeretligt problem, som vi skal gøre noget ved.

Om få uger vil Royal Arena i København danne rammen om PGL CS2 Major Copenhagen 2024, en af verdens største gamer-turneringer. Mens tusindvis af unge bruger mange timer på at udvikle deres talent og kvalificere sig til mesterskabet, står mange digitale gaming-platforme over for et alvorligt menneskeretligt problem, som kræver vores opmærksomhed.

For danske gaming- og esportsmiljøer er, ifølge Medierådet for Børn og Unge, faktisk et af de hurtigst voksende ungefællesskaber i Danmark. Ligesom andre idræts- og fritidsaktiviteter udgør de digitale spiluniverser vigtige dannelsesrum, der er med til at forme børn og unges identitet og deres holdninger og adfærd.  

Gaming-kulturen er præget af sexisme og kønsdiskrimination


I computerspil som League of Legends og Counter Strike 2 er det desværre ikke ualmindeligt, at piger og unge kvinder udsættes for diskriminerende og truende kommentarer. I interviews med DR har kvindelige gamere fortalt, at det i højere grad er normen end undtagelsen, at de bliver mødt med kommentarer som:

”Du skulle hellere gå tilbage i køkkenet og lave en sandwich”. ”Du burde blive testet for klamydia”. Og ” Vil du sutte min pik?”

International forskning bekræfter også, at gaming-kulturen er præget af sexisme og kønsdiskrimination.  

Og flere studier peger på, at den udbredte sexisme fører til, at piger og kvinder enten trækker sig tilbage, gemmer sig bag kønsneutrale avatarer eller bruger voice changers for at undgå chikane – altså værktøjer, der omdanner deres stemme, så andre spillere hører dem som mænd.

Esportsorganisationen Astralis oplever lignende udfordringer blandt deres unge spillere, og resultaterne fra fokusgruppeinterviews blandt 13 unge, som Center for Digital Pædagogik udførte i efteråret 2023, understøtter tendensen.

Vi skal forebygge og håndtere seksuel chikane

Sexisme og kønsdiskrimination i gaming og esport er et alvorligt menneskeretligt problem, som vi på tværs af både civilsamfund, esportsforeninger og vidensinstitutioner bør tage ansvar for at gøre op med.

Det er baggrunden for, at Institut for Menneskerettigheder og Center for Digital Pædagogik har indgået et partnerskab med Astralis. Med midler fra Alliancen mod Seksuel Chikane lancerer vi det kommende år kampagner og uddannelsesforløb, hvor vi vil rejse dialoger om problemet med unge gamere og klæde esportstrænere på til at forebygge og håndtere seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed.

Med Josefine Jensen og Aurora Lyngdal fra Astralis’ kvindelandshold i Counter Strike og Emil Krok Wiedermann og Jason Boe Nielsen fra Astralis’ talenthold i front lancerer vi i dag en kampagne på tværs af Astralis’ sociale mediekanaler, der tæller over seks millioner følgere.
 
I samarbejde med esportsforeninger og esportstrænere er vi i fuld gang med at udvikle en digital værktøjskasse, der forhåbentligt kan bidrage til at gøre op med den udbredte kønsdiskrimination.

Vi udvikler blandt andet en bane i computerspillet Fortnite, hvor børn og unge skal forholde sig til sexisme og kønsdiskrimination, mens de spiller.

Ambitionen er, at både unge og esportstrænere bliver mere bevidste om, hvad sexisme og seksuel chikane er, og at de får konkrete redskaber til, hvordan de kan sige fra både på egne og andres vegne.

Ønsker vi et samfund bygget på værdier som respekt, inklusion og ligebehandling, er det afgørende, at spillereglerne og normerne er inkluderende og respektfulde i alle de fællesskaber, som børn og unge færdes i. Det gælder selvfølgelig også i gaming og esport.

Indlægget er bragt i AvisenDanmark d. 18. februar 2023 og er underskrevet af Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder og Anni Marquard, direktør for Center for Digital Pædagogik.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.