I Dit netstof vil vi udvikle, afprøve og udbrede en tidssvarende og nytænkende digitalpædagogisk indsats til unge med rusmiddelproblemer. En indsats som drager nytte af den omfattende digitale udvikling og erfaring, der er akkumuleret hen over de mange år, som Netstof har eksisteret i sin nuværende form.

Tidlig forebyggelse og brugerdrevne fællesskaber

Unge har altid spurgt frit i Netstofs professionelt bemandede brevkasser, og det er den fulde anonymitet sitet tilbyder, der får dem til at spørge så ærligt og så tidligt, som de gør. I netstofs unge-forum har fællesskab længe været en force, idet de unge “taler” frit, med et bevidst minimum af censur. I netstof’s redaktørgruppe sidder nogle af landets stærkeste faglige rusmiddelprofiler, hvilket giver netstof den faglige styrke til at stå på mål for vores moderation. Disse elementer giver vores unge-forum en unik troværdighed og kvalitet der modsvarer brugerdrevne fællesskaber på området, hvor den kritiske vinkel på rusmidlerne ofte er fraværende.

55.000 unge mellem 15 og 25 år et problematisk forbrug af hash og andre stoffer

Det er ikke en lille målgruppe Netstof henvender sig til, for blandt alle danske unge (ca. 796.000) har ca. 55.000 unge mellem 15 og 25 år et problematisk forbrug af hash og andre stoffer, med store konsekvenser for deres ungdomsliv og udvikling. Af dem havde ca 24.500 unge i 2020 et dagligt eller næsten dagligt brug af hash, og/eller amfetamin, kokain eller andre illegale stoffer mindst 4 gange om måneden. Der er også en anden gruppe af unge, med et mindre omfattende, men stadig problematiske brug af rusmidler, der omfatter 25.-30.000 unge, som bruger hash eller andre illegale rusmidler mindst otte dage om måneden og/eller oplever, at brugen går ud over deres hverdag. I alt 4.950 unge mellem 15 og 25 år havde været indskrevet i et kommunalt stofbehandlingstilbud i 2016. Det svarer til omkring 20% af den mest belastede gruppe, men det svarer til kun 9% af de unge med rusmiddelproblemer (Pedersen, Pedersen og Gonzales, 2020).

Formålet med Dit netstof projektet er at påvirke, så unge ændrer adfærd tidligere, i forhold til deres brug af rusmidler.

De nye digitale indsatser på Dit netstof: Selvhjælpsfunktioner og øget fællesskab

Med Dit netstof.dk vil fællesskabet få et kæmpemæssigt løft på flere måder, da vi åbner for langt mere direkte peer-kontakt, samt live-chat og peer-empowerment gennem særlige træningsforløb.

Dit netstof supplerer selvhjælpsfunktioner med fællesskabsfremmende funktioner på platformen, som tilsammen skal kunne balancere de unges individuelle indsatser (selvhjælp) med meningsgivende og inkluderende fællesskab (sociale læringsrum). Vi bygger det første år og så afprøver vi over en periode på 2 år, hvordan Dit netstof.dk bidrager til at forebygge rusmiddelproblemer hos unge.

Dit netstof.dk vil introducere to selvhjælpsfunktioner, som allerede har bevist sit værd i regi af Helsingør Rusmiddelcenters Helsingung-indsats, hvor de to værktøjer har været i drift gennem flere år. Projektet vil videreudvikle funktionerne og udbrede de gode erfaringer til flere unge nationalt gennem Netstof:

Tracks
´Tracks´er en selvtracking webapp med forbrugstracking, hvor den unge kan få en statistisk bevidsthed om sit forbrug gennem få besvarelser: Hvornår tog jeg sidst? – hvad tog jeg? – hvor meget? – med hvem? etc. samt få små tips og gode råd med på vejen. Journalisering er et velafprøvet behandlingsværktøj, som også kendes fra andre typer forløb. Funktionen kan introduceres til målgruppen via unge-rusmiddelbehandlere, men den involverer som sådan ingen andre end den unge selv.

Facts
‘Facts’ er et forløb af korte SMS-beskeder, der sendes automatisk og på faste tidspunkter til den unge med opmuntrende fakta omkring nedtrapning. Funktionen fungerer særligt godt i opstart og fastholdelse af nedtrapningsprogram for den unge. På Dit netstof.dk tilmelder den unge sig selv til ´Facts´.

De nye digitale indsatser på Dit netstof: Sociale læringsrum

Dit netstof.dk vil overføre de gode erfaringer og funktioner fra de nuværende netstof fora – Brevkasser og Ung-til-ung – men hvert forum vil blive udbygget med en live gruppechat, hvor de unge kan møde en udvalgt peer-mentor fra rusmiddelcentres ungenetværk, samt en professionel moderator, som altid vil holde fagligheden på sporet og tonen positiv. Her bygger sitet ovenpå den gode erfaring fra Center for Digital Pædagogiks (CfDP) gruppechat.dk, hvor man oplever en stigende efterspørgsel fra unge på modererede, emnespecifikke gruppechats. Emnespecificeringen giver de ofte meget forskellige unge et fælles tredje at tale ud fra, hvilket giver det, vi kalder et socialt læringsrum.

Mobile peer-coaches
Hvor de sociale læringsrum understøtter det store åbne fællesskab, vil vi med mobile peers understøtte relationen mellem en sårbar ung og en frivillig peer igennem anonym SMS-chat. Det er en rådgivningsform som har vundet indpas mange steder i de seneste år, bl.a. fordi man herved kan holde kontakten med en sårbar person over længere tid i et relativt uforpligtende format. CfDP har flere års erfaring med anonym professionelt drevet SMS-rådgivning. Her gør teknologien det muligt at koble to unge sammen, mens den professionelle supervisor kan tjekke ind når som helst og læse op på samtalen, så man hele tiden sikrer kvaliteten af dialogen. Dette koncept stiller store krav til den frivillige, samt krav til oplæring og løbende støtte. Unge peers skal klædes på til at rådgive gennem peer træning og introduktion til do’s & don’ts i digital rådgivning. I processen vil der blive brug for ekstra metodeudvikling og procesevaluering, før de nye peer roller og den professionelle pædagogiske support finder sin endelige form.

Følg udviklingen

Med ‘Dit netstof.dk’ tror vi på, at de unges ejerskabsfølelse og fornemmelse af, at netstof.dk også drives af de unge selv, kan bidrage til at styrke mestring og handlekraft. Og det er centrale kvaliteter at understøtte, når en ung begynder at være undersøgende på sin mistrivsel, og har fundet Dit netstof i sin googlesøgning. Og det er online, at unge først leder efter viden og hjælp, også når det handler om rusmidler, og jo tidligere vi møder de unge der oplever problemer og rusmidler spiller en rolle, jo bedre.

En meget stor tak til Tryg fonden. Tak for tilliden. Vi glæder os til at gå i gang efter sommerferien.

Følg Netstof på Linkedin og følg med i udviklingen af det nye ´Dit netstof´ hen over de kommende år.

Digital trivsel Online rådgivning