Forstå internetfænomener som Momo

I kølvandet på medieomtalen af internetfænomenet Momo, har Center for Digital Pædagogik valgt at oversætte den anerkendte mediejournalist Annie Colliers uddybende artikel om, hvad Momo er, baggrundene for, at sådanne “skræmme-fænomener” opstår, og hvordan man kan forholde sig til det. Vi har tidligere på ugen selv udgivet en artikel* om Momo, for at afkræfte rygterne om, at kontakt med Momo har medført selvskade og selvmord blandt børn. Men det er ikke første eller sidste gang vi stifter bekendtskab med fænomener og udfordringer som Momo, og derfor kan det være godt at vide, hvordan man kan forholde sig, når de opstår, hvilket Annie Colliers artikel kan bidrage med.

Oversættelse af

About viral media scares like ‘Momo’

Af Annie Collier

Der er ingen dybere mening eller logik, hvad sådan noget (et fænomen som Momo -red.) angår. De dukker op på forskellige sociale medier, har deres oprindelse i forskellige dele af verdenen, men bliver ikke altid store der, hvor de begyndte. Både kulturelle og universelle aspekter har en betydning for, om de bliver virale: De “vækker fantasien hos børn og teenagere, lokker den skødesløse del af pressen med muligheden for at få et større publikum, og fremkalder panik blandt forældre”, siger Georgi Apostolov, som er ekspert i digital dannelse, ved Bulgariens “Safer Internet Centre”. Med dette in mente, følger her en perspektivering af de seneste skræmmende fænomener, med råd til forældrene.

Momo er endnu en af disse virale medie -”ting”, som ingen rigtig ved, hvad de skal kalde. Den bedste term er nok  “skræmmende virale fænomener i medierne” (eng. “viral media scares” -red.). Ligesom tilfældet med “The Blue Whale game” fra 2015-17 og “neknomination”-udfordringen fra tidligere i årtiet, så er grunden til, at det bliver viralt på et internationalt niveau, at det er meget uhyggeligt, vækker frygt hos forældre, som er bekymrede på børnenes vegne, og spreder sig vidt og bredt på de sociale medier (takket være en masse hjælp fra mainstream-nyhedsmedierne, som har en tendens til at dække virale fænomener).

Eftersom flere og flere nyhedsartikler og reportager omtaler Momo som en “selvmords-udfordring”, så føler politiet sig selvfølgelig nødsaget til at undersøge, hvorvidt de sager som de efterforsker, har forbindelse til Momo. De fortæller derfor journalister, som spørger til en sådan forbindelse, at det efterforskes. Det var, hvad der skete i en sag, som blev dækket af Buenos Aires Times, men man har ikke kunnet finde en eneste politirapport fra noget land, som bekræfter, at et barns selvmord havde en forbindelse til Momo.

Så hvad er det egentlig?

“Momo” er tilsyneladende konti på Whatsapp (er dog også set på Reddit, Youtube og Instagram), som efter sigende sender en besked, der siger noget i retning af “du bør sende en besked til dette nummer________, som så sender dig forudsigelser om din fremtid”. Ifølge nogle meldinger, så kan beskederne indeholde trusler om at modtageren vil blive ramt af en forbandelse, hvis de ikke svarer. Hvis nogen kontakter “Momo”, så modtager de tilsyneladende andre trusler, skræmmende billeder, eller/og udfordres til at udføre skadelige handlinger. Så folk, som svarer eller kontakter en Momo-konto, giver reelt en anden person tilladelse til at trolle dem – hvilket ifølge nogle meldinger også kan indebære at få sendt malware til deres telefon. Momo er mere end én konto, fordi nogle ofte vælger at efterabe, for at “være med på spøgen” efterhånden som fænomenet dækkes mere og mere, og man har fundet mere end et tilknyttet nummer på WhatsApp.

Momo er tilsyneladende ikke lige så udbredt som Blue Whale var, men fænomenet er muligvis stadig i en tidlig fase. Ligesom med andre skræmmende virale fænomener, så er der ikke noget erklæret formål fra folkene bag. Derfor er det meget vanskeligt at finde ud af, hvordan Momo begyndte, og hvem der startede det på internettet – hvilket også er grunden til, at medierne typisk bare angiver hinanden som kilder (selv tvivlsomme sladderblade fra andre lande). Vi står derfor overfor en form for ond cirkel af semi-nyhedsjournalistik.

Hvor dukker det op?

Nogle journalister har en mere ansvarlig tilgang end andre. Heavy.com, som ifølge MediaBiasFactCheck.com har en høj troværdighed grundet deres faktabaserede journalistik, er nået frem til, at Momo indtil videre har fået mest medie-dækning – og har dermed også skabt størst bekymring – i spansktalende lande. Heavy fortalte desuden, at Momos uhyggelige profilbillede viser en skulptur, som er fremstillet af et Japansk special effects -firma ved navn Link Factory, og ikke den japanske kunstner Midori Hayashi, som ellers er nævnt i alt for mange angstfremkaldende nyhedsartikler, som citerer andre skræmmende nyhedsartikler.

Det ville muligvis være godt for forældre og børn, som er opmærksomme på Momo-lignende beskeder at vide, at der, ifølge Heavy og andre nyhedsmedier, indtil videre er fundet tre Momo-relaterede telefonnumre, hvoraf ét er fra Japan, med landekoden 813, ét er fra Columbia (52), og ét er fra Mexico (57). Hvis nogen med et overdrevent uhyggeligt profilbillede dukker op i din app, så klik ind på deres profil, for at se om deres telefonnummer har en af de landekoder (profilbilledet alene vil dog nok få dig til at ane uråd med det samme!).

Samtaleemner for familierne

Hvordan går det?

Hvis man vil tale med børn om det, som de ser på de sociale medier, så når man længere med ærlig nysgerrighed, end man gør med frygt og nervøsitet. Der er intet galt i at være bekymret som forældre, men – hvis du er nervøs – så fortæl dine børn, at du er det, hvorfor, og spørg dem så, om de er faldet over noget, som har med Momo at gøre, og hvor det eventuelt var. I så fald var det sandsynligvis via en jævnaldrende, en anden forældre, eller en lærer, snarere end via selve en af de ondsindede profiler. Men hvis de har Whatsapp, så spørg dem, om de har hørt noget om Momo der. Det er meget usandsynligt, at de har svaret Momo, men hvis de har, så råd dem til at blokere og melde den kontakt – og forsikre dem om, at du altid er der for dem, hvis noget som det her skræmmer dem online.

De fleste børn er kloge, nogle er sårbare

 Sagen er den, at de fleste børn ikke ønsker at give trolde (eller andre) tilladelse til at pine dem – medmindre selvfølgelig, at gruppepres spiller ind. Hvis jævnaldrende er indblandede, så roder de sandsynligvis med “Momo” i fællesskab som en slags leg eller spil, hvilket reelt betyder, at de “beskytter” hinanden imod at komme følelsesmæssigt til skade. Det vil sandsynligvis ikke give dem problemer med mindre de er i risikogruppen, eller er sårbare på andre måder, og i så fald, så er de omsorgsfulde voksne i deres liv formodentlig bevidste om deres sårbarhed. Hvis dette ikke er tilfældet, så kan disse voksne tale med deres barn, som foreslået tidligere i artiklen, og bruge Momo som en mulighed for endnu engang at forsikre deres børn om, at de elsker dem, passer på dem, og vil gøre deres bedste for at støtte dem.

De små detaljer

Du har måske hørt meldinger om, at myndighederne mener, at der er en sammenhæng mellem Momo og selvmord. Vær opmærksom på de ord som journalisterne og deres kilder bruger. I de fleste tilfælde (når nyhedsformidlingen foregår ansvarligt) vil de, som undersøger fænomenet, sige “er muligvis relateret til Momo-udfordringen” (egen kursivering), eller at de undersøger, om der er en sådan form for sammenhæng. Ansvarlige journalister bruger ord som “efter sigende” eller “angiveligt”, når de omtaler information, som ikke kan bekræftes.

Hvad er det egentlig præcist som er viralt?

Tænk over hvad det er, som bliver viralt, og hvorfor: Er det selve truslen, eller er det nyheder om truslen? Uanset om det kaldes et “spil”, en “udfordring” eller et “skræmmende fænomen”, så er det, som vi ser, oftest en viral reaktion på fænomenet, snarere end det er selve fænomenet. Vi reagerer på eksponeringen af den uhyggelige ting, ikke på selve tingen. Når alt kommer til alt, så er billedet af fugle-pige-skulpturen fra Japan bestemt uhyggeligt, specielt når personen, som lægger billedet op, zoomer ind på ansigtet. Men desto mere vi kigger på det, desto mindre et problem er det (se “Stealth intelligence” længere nede) ikke sandt? For vi begynder at affærdige det som “noget der er set før”.

Videre læsning (ligeledes engelske henvisninger og kilder -red.)

  • En anderledes europæisk udgave: Det er ikke lige så viralt (endnu, måske), men et andet skræmmende selvmords-spil, omtalt af den britiske tabloidavis The Sun (på linje med de blade, som supermarkeder sælger ved kassen i USA), går under navnet “Deleted”. Det minder mere om det globale Blue Whale -fænomen fra 2015-17 i den forstand, at det er relateret til online “død-grupper”, som unge russere angiveligt tilmelder sig. “Deleted” er dog forskellig fra Blue Whale i den forstand, at det – i skrivende stund – lader til mere at være en medie-historie end en egentlig trussel i Storbritannien, eller uden for Østeuropa, og – ligeledes i skrivende stund –  der kunne kun findes en artikel fra Storbritannien om “Slettet” via en søgning i Google News. Hvis vi begynder at se flere skræmmende virale fænomener samtidigt i medierne verden over, så begynder nyheds-forbrugerne måske at se dem som den clickbait, som de hovedsagelig er. Her kan du læse en vigtig perspektivering af sagen fra det bulgarske “Safer Internet Centre”, som også er en af de organisationer, som ved mest om det internationale Blue Whale -fænomen.
  • Angående “clickbait”: Nogle gange er det skræmmende historier, nogle gange er det tilbud om at få noget gratis. Svaret på hvad det er, som får historier til at blive virale, “er ret komplekst; en blanding af misinformation, phishing, svindelnumre, dårlige reklamer, og forsøg på at tjene penge på en situation”, siger Peerapon Anutarasoat, den ledende fakta-tjekker for Thai News Agency’s anti-fake-news-projekt, til USAs Poynter Institute, som fokuserer på journalistisk etik. Poynter undersøgte, hvordan misinformation spredes online via besked-tjenesten Line, som er en japansk modpart til tjenester som WeChat og WhatsApp. I Poynters artikel er det digitale klistermærker – som er meget populære i Taiwan, Thailand, og Indonesien – der tilbydes gratis. Clickbait-konti lokker nye brugere til med tilbud om gratis klistermærker, og forsøger derefter at sælge dem eksempelvis “falske helseprodukter”.
  • Angående “juvenoia”: Larry Magid, teknologi-journalist, og min medstifter af ConnectSafely.org skrev om Momo-fænomenet, at “frygtelige advarsler om børn, der dør som følge af apps og spil er en form for ´juvenoia´”, hvilket henviser til et begreb, som er opfundet af Prof. David Finkelhor, der var leder af Crimes Against Children tilbage i 2011. Hans definition af begrebet var “en overdrevet frygt for sociale forandringers (herunder også teknologiens) indflydelse på ungdommen”. Her kan du læse mere om juvenoia.
  • Skjult/hemmelig intelligens: BBC Brazil citerede en rapport fra ReignBot, en youtuber, som på intelligent vis “udforsker uhyggelige og mærkelige ting på internettet”, som eksempelvis Momo, og som – i skrivende stund – har fået mere end 2 millioner visninger (Youtube har som ansvarlig indlagt en “mellem-side”, der gør opmærksom på, at videoen “muligvis er upassende eller stødende for nogle brugere”, men der er ikke noget stødende over lydsporet, så hvis du er interesseret i Reignbots rapportering, så kan du bare lytte). Det gode ved alt det her er, at “når den [Reignbots meget sete rapport] udkommer sammen med andre videoer, som dækker samme emne”, så er Momo sandsynligvis så gennemhullet af bedragere og efterabere, at den sandsynligvis vil miste lokkende virkning”.
  • Angående Minecraft: Ifølge en artikel fra gaming og pop-kultur -siden comicBook.com, så spredte Momo-fænomenet sig også til Minecrafts verden, i form af en mod (en valgfri modificering af spillet -red.). Mod’en laver en avatar eller karakter, som nogenlunde ligner den uhyggelige “Momo” “fugle-pige”, og som jager andre Minecraft-spillere. ComicBook.com tilføjer at – I en udtalelse til Fox News – “kaldte Microsofts hold den seneste mod for ´sygelig´” og sagde, at “de bestræber sig på at begrænse adgangen til mod’en”, og skrev at “Dette materiale, som er uafhængigt udviklet af en tredje part, stemmer ikke overens med vores værdier, og er ikke en del af det officielle Minecraft spil”.
  • At noget er viralt, behøver selvfølgelig ikke at være negativt: Kan du huske “The ice bucket challenge” fra 2014? Den var i den grad også viral (men fandt nok mest sted i USA), og var en kampagne, ikke et skræmme-fænomen. Den indsamlede mere end 100 millioner dollars til medicinsk forskning, og blev formentlig viral, fordi den var smittende morsom og støttede en god sag; og fordi berømtheder som Bill Gates og Barack Obama deltog, hvilkede øgede kampangens momentum.
  • Redskaber til digital dannelse: “A Parent’s Guide to Media Literacy” fra “the National Association for Media Literacy Education” (NAMLE); til børn, som gerne vil lære, hvordan man tjekker troværdigheden af “nyheder”, som man støder på, der tilbyder Checkology.org gtatis/vejledning, fra det Washington, D.C.-baserede “News Literacy Project” til elever og undervisere verden over; Poynter Instituttets MediaWise er tænkt som et samarbejde, hvor teenagere sammen med instituttets journalister “skiller fakta fra fiktion, på internettet og sociale medier”; og her er KnowYourMeme.com’s artikel om Momo-billedet.

Hvis du vil have et digital dannelses -perspektiv vedrørende dette fra NAMLE (the National Association for Media Literacy Education) så klik ind på min blog; Hvis du vil vide mere om “Blue Whale”, så er der flere perspektiver vedrørende fænomenet her.

Kilde:

Collier, Annie (2018, 28. august). About viral medie scares like ‘Momo’. Lokaliseret på: https://medium.com/@annescollier/about-viral-media-scares-like-momo-be1279f179e6 

 

*”Virale udfordringer som Momo er kun skabt for at skræmme”

 

Artiklen er oversat af Michael K. Sørensen, projektmedarbejder ved Center for Digital Pædagogik

Skriv ny kommentar

CfDPs Nyhedsbrev

Du vil løbende blive opdateret omkring de unges digitale liv, cirka hveranden måned.