Don’t cut yourself on the edge: Grænseoverskridende adfærd eller digital selvskade?

4chan: platform for normbrydende meme-kultur og trolling

4chan er et af de tidligste grænseoverskridende fællesskaber, og har udviklet sig gennem tiden. Grundlæggende kan det kaldes for et anonymt socialt medie, hvor brugere kan dele billeder og tekst i forskellige tematiske fora, kendt som boards. 

4chan blev grundlagt i 2003 og blev oprindeligt brugt til at diskutere anime og popkultur. Med tiden udviklede det sig til en platform kendt for grænseoverskridende humor, meme-kultur og trolling*. Angela Nagle (2017) beskriver i sin bog Kill All Normies, hvordan 4chan’s fællesskab gradvist blev mere destruktivt.

Anonymitet som kerne

Anonymitet, som var en kerne del af hjemmesiden, gav brugerne en følelse af frihed fra samfundets normer, og de dannede tilmed et fællesskab der hyldede dette, ved at identificere sig som en gruppe Anonymous. Herunder betegnede de deres formål; Lulz. 

Lulz beskrives af antropologen Gabriella Coleman (2014) som en form for følelse blandt 4chan-brugere som taler til deres fascination af grænseoverskridende handlinger. Selvom mange af 4chan- og Anonymous-brugernes opsøgen af lulz førte til mere eller mindre kaotisk adfærd, såsom deres trolling i spillet Habbo Hotel, hvor brugere blokerede et virtuelt svømmebassin og gentog, at “the pool is closed due to AIDS,” eller det såkaldte Rickrolling, hvor folk blev narret til at trykke på linket for at se Rick Astleys musikvideo “Never Gonna Give You Up,” var der også eksempler på, at lulz ikke blot var udtryk for grænseoverskridende handlinger, men til tider fungerede som en form for samfundskritik af, hvad brugerne anså som uretfærdigt. 

Dette kunne ses i kampagner som Project Chanology mod Scientology, hvor Anonymous rettede deres trolling mod dem, da de mente fortjente at blive udfordret, fordi de mente at det var en sekt, eller deres langvarige kampagne mod den nynazistiske radiovært Hal Turner, hvor lulz blev anvendt som middel til at modarbejde hans budskaber, fordi han var racist. Men med tiden, i takt med at brugerne forsøgte at overgå hinanden, og særligt efter “Gamergate”** og præsidentvalget i 2016***, blev indholdet mere ekstremt og bevægede sig ofte over i misogyni, racisme og voldeligt indhold. 

4chan udviklede sig fra at være et fællesskab, hvor normbrydende adfærd blev opfattet som en form for leg – hvor absurditeten lå i at være usmagelig og provokerende, eksempelvis ved at udgive sig for at være racist, fordi joken var, at intet kunne være mere absurd end at være racist – til et sted, hvor grænsen mellem ironi og ægte racisme blev sløret, og det blev svært at skelne, om brugerne faktisk mente det. 

I dag er 4chan særligt kendt for dets i relation til hadefulde subkulturer, herunder incel og alt-right, som er blevet belyst i vores rapport om “Vrede unge mænd” (2020). 

Helt til grænsen

I dokumentaren “tfw no gf” følger instruktøren Alex Lee Moyer (2020) en gruppe unge mænd, der er opvokset med 4chan og dets subkultur. En af disse mænd reflekterer over den måde, hvorpå såkaldte normies (de, der ikke forstår 4chan-kulturen) reagerer på hans tilstedeværelse: “Folk er utilpasse ved ikke at vide, hvad mine holdninger er. De vil have mig til at være mere oprigtig; de kan ikke lide ironi eller folk, der forsøger at skjule, hvad de tror på, ved at pakke det ind i forskellige lag af betydning”.

En anden ung mand i dokumentaren reflekterer også over, hvordan nogle begynder med trolling for sjov skyld, men ender med at omfavne ekstremistiske holdninger: “Der er trolling aspektet, og så er der de, der tager det seriøst. De tænker: ‘Okay, hvad hader folk mest?’ Og så bliver de bare til det [som folk hader], fordi det altid får en reaktion. Og så glemmer nogle af dem, at de spiller en rolle. Næste gang man ser dem, er de endt et sted som Charlottesville”, med henvisning til Unite the Right-rallyet i Charlottesville, en nynazistisk demonstration i 2017, hvor én person blev dræbt i et bilangreb, mens 35 andre blev såret. 

Titlen på denne artikel henviser til vendingen “Don’t cut yourself on the edge” som refererer til den attitude, der kan præge grænseoverskridende subkulturer, hvor brugen af betegnelsen edgelord blev brugt på bl.a. 4chan, som et negativt ladet udtryk for brugere, der gik for langt i deres forsøg på at fremstå provokerende. 

Der er mangel på forskning, der undersøger sammenhængen mellem grænseoverskridende miljøer med mangel på selvregulering og den potentielt øgede risiko for digital selvskade blandt sårbare unge, der deltager i disse miljøer – men noget kan tyde på, at der er en sammenhæng. 

Grænseoverskridende adfærd på sociale medier i en dansk kontekst

I 2020 udførte Morten Erland Pedersen et præliminært feltarbejde som en del af sin specialeskrivning i antropologi, hvor han undersøgte danske shitposting-grupper på Facebook. Shitposting kan defineres som en slags trolling, hvor man i grove træk deler nonsens eller provokerende indhold på sociale medier, uden noget egentligt formål.

Han talte med flere unge, som, beskrev, hvordan de anvendte shitposting for at tiltrække opmærksomhed eller opnå anerkendelse i gruppen. Som to informanter forklarede: “Shitposting handler om at poste alt muligt lort bare for at gøre det – for at få opmærksomhed og stige i rang i gruppen.” og “For at være helt ærlig handler det bare om mængden af interaktion som for eksempel kommentarer og reacts. Jeg lever for at få den comment count op, det er det eneste jeg elsker”

Han bemærkede en tendens i shitposting-grupperne med at grænseoverskridende adfærd blev normaliseret, og sårende kommentarer ofte blev retfærdiggjort under dække af ironi, ved at kalde det shitposting. En kvindelig informant forklarede, hvordan shitposting i gruppen havde udviklet sig til en “giftig” praksis, hvor folk angreb hinanden på grund af udseende eller seksuelle erfaringer. Hun oplevede, at dette bidrog til en kultur, hvor unge blev mobbet eller udskammet: “Folk kan ikke længere tale ordentligt til hinanden. Hvis man siger, det ikke er sjovt, eller beder dem stoppe, bliver det værre, fordi de mener, man er en taber. De forsvarer sig med, at det bare er en shitpost, selvom det sårer andre. ‘Kan man ikke klare tonen, må man forlade gruppen‘ – og det synes jeg personligt er helt forkert.”

Således ved at pakke sårende eller perfide kommentarer ind i ironi, undgik de mobbende unge at tage ansvar for deres handlinger og afviser samtidig kritik som en shitpost. En anden informant udtrykte det sådan: “at kalde noget en shitpost er bare en dårlig undskyldning for at skrive ting, man ikke vil stå ved”.

Ragebait

Et nyt fænomen er de såkaldte “ragebait”-influencere, som skaber indhold med det formål at provokere og vække stærke, negative reaktioner hos deres publikum. Disse influencere poster bevidst kontroversielt indhold, der skaber vrede og forargelse, på sociale medier som TikTok, YouTube og Instagram. Algoritmerne på sociale medier belønner indhold, der får mange kommentarer og delinger, hvilket betyder, at selv den slags negativ opmærksomhed kan føre til øget synlighed og succes. 

Dette kan for nogle, især for nogle unge i sårbare situationer, fordre dem til at producere mere ekstremt indhold for at opnå den ønskede opmærksomhed og validering af andre. 

På Reddit på sider som r/tiktokdramadk og r/InfluencergossipDK fungerer som arenaer, hvor kontroversielt indhold bliver delt og stemt op. Her bliver influencernes destruktive adfærd hyldet og forstærket af publikums foragt og skadefryd. Dette skaber et miljø, hvor grænserne for acceptabel adfærd rykkes, og destruktiv opførsel normaliseres. For de unge, der søger social validering gennem denne form for opmærksomhed, kan det medføre alvorlige konsekvenser for deres selvbillede og trivsel på længere sigt. Indholdet kan nemlig ikke bare slettes, når det først er blevet delt.

Digital selvskade

Ken Corish (2014) introducerer fænomenet finding your tribe som en del af hans beskrivelse af digital selvskade, hvor unge i sårbare positioner søger fællesskaber online for at finde ligesindede, der validerer deres adfærd. Som beskrevet kan grænseoverskridende adfærd, som ofte præger visse online subkulturer, være grobund for både kollektiv og personlig lidelse. 

Et mere ekstremt eksempel på dette kommer fra Retten i Holbæk i 2023, hvor en 16-årig dreng, der blev dømt for at have ladet sig hverve til en højreekstremistisk terrorgruppe, forsøgte at forklare sin adfærd – herunder deling af bombemanualer og posering med en kniv – som en form for shitposting. Han hævdede desuden, at hans ejerskab af naziflag, armbind og Hitlers bog Mein Kampf var “for lollerens skyld”****.

Her skal det selvfølgelig understreges, at grænseoverskridende adfærd og ejerskab af edgy kontroversielle genstande ikke nødvendigvis betyder, at den unge er ekstremist. 

Men problemet opstår, når ironien og provokationerne begynder at overlappe med reelle ekstreme ideologier, og skellet mellem “for sjov”, humor, ironi (eller lulz eller shitposting) og alvor sløres – særligt for unge i sårbare positioner, der søger accept og fællesskab. 

Som studier om digital selvskade af Elizabeth Englander (2012) og Justin W. Patchin & Sameer Hinduja (2017) viser, kan unge bruge digitale selvdestruktive handlinger som en måde at håndtere følelser som selvhad, eller for at opnå opmærksomhed og validering fra andre. 

Englanders studie fandt, at drenge ofte anvender digital selvskade som en måde at starte konflikter på ved at indgå i skænderier, mens piger oftere ser det som en metode til at teste deres grænser og søge omsorg fra andre. 

Unge, som allerede kæmper med selvhad, kan i sådanne grænsesøgende fællesskaber blive fanget i et mønster, hvor selvdestruktiv adfærd normaliseres og i værste fald eskalerer til selvskade eller radikalisering.

Vær nysgerrig på fællesskaberne

For at få indblik i unges digitale fællesskaber, deres adfærd i dem og hvordan det påvirker dem, er det nødvendigt at du er nysgerrig på en åben og fordomsfri måde. Det kan være meget vanskeligt, når du, ligesom her i artiklen, får blik for risikoadfærd, skadeligt indhold og andre svære konsekvenser af at bringe sårbarheden online.

Vi har udviklet en samtalemodel, som du kan støtte dig ved, når du skal tage samtalen. Den er bygget op som en netværksmapping, hvor du spørger rundt om enten den mediebrug eller et konkret socialt medie. Hensigten er at reflektere sammen med den unge, og anerkende både de positive og de negative dele af den digitale tilstedeværelse.

Litteraturliste

• Griffin, A. (Director). (2020). Tfw no gf [Film]. Gravitas Ventures.
• Pedersen, M. E. (2021). Exploring post-irony through narratives of love and suffering in VRChat. Aarhus University.
• Corish, K. (2014). Virtual self-harm – Where’s the harm?
• Englander, E. (2012). Digital self-harm: Frequency, type, motivations, and outcomes. Retrieved from https://vc.bridgew.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1004&context=marc_reports (Accessed: 06-07-2023).
• Patchin, J. W., & Hinduja, S. (2017). Digital self-harm among adolescents. Journal of Adolescent Health, 61(6), 761-766.
• Coleman, G. (2014). Hacker, hoaxer, whistleblower, spy: The many faces of Anonymous. London: Verso Books.
• Nagle, A. (2017). Kill all normies: Online culture wars from 4chan and Tumblr to Trump and the alt-right. London: Zero Books.