Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall

Middelhavet bruser uden for vinduet og solen varmer noget mere end det våde Århus jeg forlod i går…. men lige nu handler det om “Promoting Internet Safety Globally – Connecting generation”, som er overskriften på Insafe`s internationale konference på Cypern.

I salen sidder fagpersoner, forskere og beslutningstagere fra 44 lande og det er både fascinerende og spændende at få indblik i hvordan der arbejdes med børn og unges online liv i eksempelvis Uganda, Kina, Brasilien og Mellemøsten. Dagens program er ved at klinge af og havde lige lyst til at dele et par ting.


CfDP/Cyberhus inspirerer

Jeg blev inviteret til Cypern for, at repræsentere Helplines i EU og fortælle om hvordan vi i Cyberhus møder børn og unge, samt hvordan netværket af helplines i Insafe fungerer og arbejder.

Denne session var i går og havde til formål at inspirere de lande der enten er i opstarten eller påtænker at starte en digital helpline. Jeg havde fået 20 minutter og fokuserede primært på dele af vores nye statistikker, som min kollega Niels Christian omtaler i hans blogindlæg her, og hvorfor jeg mener den anonyme digitale rådgivning er vigtig i arbejdet med at hjælpe en sårbar ung.

Den efterfølgende frokost blev en arbejdsfrokost, hvor Armenien, Isreal, Libanon og Cypern inviterede mig til møde, for at kunne dykke mere ned i udfordringer de oplever i deres etablering af helplines. Primært var de nysgerrige på hvordan anonym chatrådgivning kan bruges og hvordan vi håndterer henvendelser om seksuelle overgreb.

De var yderst nysgerrige og ivrige for at komme i gang , hvilket bl.a. resulterede i at CfDP skal forestå en workshop for deres rådgivere senere på året.

2020 – Den digitale fremtid
Afonso Ferreira fra DG INFSO – EU kommisionen har stået for dagens mest interessante indlæg og rammer godt konferencens målsætning, nemlig at sætte fokus på hvordan vi i fremtiden skal forholde os til børn og unges liv online. Med fokus på digitale og teknologiske scenarier i 2020 og et filosofisk tilbageblik på teknologiens udvikling gennem de sidste 100 år, lagde han springbrættet til konferencens “World cafe discussion” session.

En session der virkelig satte tankerne i gang, omkring vores arbejde i Cyberhus og nødvendigheden i kontinuerligt at være nysgerrig på hvordan vi møder og arbejder digitalt med børn og unge i fremtiden. Skal vi tilbyde en stationær digital platform som de unge besøger, skal vi være mere pro-aktive og opsøgende – hvordan?, nye former for digitale platformer osv.

Det er spørgsmål der fylder meget i vores hverdag og et eksempel på dette, er vores samarbejde med Noriso – Youth department, city of Helsinki, Findland, har netop fokus på at udvikle og tænke nye digitale måder at arbejde pædagogisk med børn og unge. Uddybes i dette blogindlæg. Og det er vigtigt , for at kunne forstå den unges liv og hvordan de online elementer influerer på det, men også for at kunne sikre mødet med den unge der har behov for hjælp.

Det er meget positivt, at opleve dette fokus her på konferencen og jeg håber at udfaldet vil blive spændende samarbejder, ny forskning og pædagogiske tiltag på globalt plan.

 

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.