Udgivet d. 08 apr, 2014 Læsetid: 2 min.

Danmark har de sidste 12 år huset en af verdens største spil- og konsol-samlinger; Spilmuseet i Ikast har haft gjort et prisværdigt arbejde i forhold til at bevare en stor del af spilhistorien. I en tidsalder hvor hele konsolgenerationer af spil kan downloades og emuleres på enhver bærbar computer er det værd at rose nogen for, at ville bevare spiloplevelsen så tæt på sin oprindelige form som muligt – arkadekabinetter, original hardware fra 80’erne og 90’erne samt en enorm mængde merchandise og læsestof sirligt opstillet og altid klar til brug – ind til nu.

De statsligt afsatte midler til bevarelse af spilmediet er aldrig nået Spilmuseet i hænde, og trods lovning om bod og bedring, aftaler om dialogmøder m.m. tales der stadig for døve ører.

Det er enormt synd at en dansk kulturinstitution, trods international opmærksomhed og solid national interesse, må bryde samlingen op og sælge ud til private investorer fra ind- og udland. Der sendes et signal om, at spilmediet er andre kulturelle afdelinger underlegent og ikke bevaringsværdigt i samme grad; når man er vokset op tættere på Super Mario og Guybrush Threepwood end Giovanni Pisano og Emil Nolde kan man ikke have meget andet end hovedrysten tilovers for beslutningen.

Hermed et stille opråb og ønske om at bevare Spilmuseet.