Hvem bærer Skylden?

Jeg vil her godt afsløre, at dette indlæg er en reaktion på, at GB inddrager computerspil i hendes diskussion af hændelserne i Norge. Men min skuffelse over artiklen kommer ikke fra dette faktum – jeg er som bekendt stor fortaler for, at computerspil netop SKAL diskuteres. Nej, grunden til at jeg blev skuffet er, at GB (i kontekst af selve artiklen) ikke giver noget seriøst belæg for at computerspil skulle bære bare en lille del af skylden for Breiviks handlinger.

Jeg vil her anbefale at du bruger de næste 15 minutter på at læse artiklen, inden du fortsætter.

Den reelle pointe

GB redegør i artiklen for begrebet mentalisering, som kort kan forklares som den proces i sindet, som vi mennesker bruger til fornemme og derudfra danne realistiske forestillinger om et andet menneskes mentale tilstand. Evnen til at mentaliserer udvikles i den tidlige barndom, når barnet erfarer at forældrene drager omsorg for det. Mentaliseringen er en forudsætning for at barnet lidt senere kan adskille ”svigt” og behovsudsætning fra det selv og dets forældre, og lærer derigennem også at skelne mellem godt og ondt, sandt og falskt, og hvordan man tilpasser og begår sig i sociale relationer (s.6).

GB fortsætter i artiklen med at redegøre for, hvordan manglende omsorg fra forældrene kan medføre at et barn ikke udvikler en solid refleksiv funktion eller evnen til at mentalisere. Konsekvensen af forældrenes svigt i barnets tidlige barndom medfører, med GBs egne ord:

”at den refleksive funktion forbliver uudviklet […]. Det barn fremstår som følelsesmæssig analfabet, en afstumpet person uden empati, en, som mangler psykologisk indsigt i egne følelser, motiver og handlinger. […] Men selv om hans handlinger peger på en vis refleksiv funktion og realitetsopfattelse, tyder de samtidig på en svært forstyrret mental udvikling” (s. 6-7)

Tager vi GBs ord for pålydende, får vi altså et billede af Anders Breivik som en psykologisk umoden og forstyrret person, og at denne underudvikling skyldes et massivt svigt i barndommen.

En syndebuk

Nuvel. Selvom jeg måske synes at analysen virker en smule ensporet, så kan jeg godt acceptere præmissen. Hvad jeg derimod har svært ved at acceptere er hvordan GB forsøger at gøre World of Warcraft til en personificering af alle de ting, der forhindrer den sunde udvikling af mentaliseringsevnen. I artiklen peger GB på en række punkter, hvor hun forbinder World of Warcraft med Anders Breiviks ugerninger:

1. ”Gennem et helt år har han intensivt spillet computerspillet World of Warcraft”
2. Det er sværere i den virtuelle kontakt end i kontakten til en person af kød og blod at afgøre, hvad der er sandt og falskt for dermed at kende realiteten om den anden”
3. ”Her er det også muligt at afvise kontakten med alle, som tænker forskelligt, og som forholder sig kritisk […] at afvise kontakt med anerledes tænkende personer er at undgå konfrontation med adskilthed, og det forhindrer udviklingen af den anden side, der prøver at orientere sig efter realiteterne”.
4. ”For en voksen mand på 32 år må det have oplevedes som ydmygende stadig at bo hjemme hos sin mor […] Breivik må også have følt stærk misundelse over for sine jævnaldrende, som har skabt deres eget liv. Følelser af ydmygelse og misundelse producerer gift”.
5. ”Billedet på computerskærmen opfattes heller ikke som en repræsentation af et indre objekt, men som noget konkret. Breivik har ikke været i stand til at tænke og reflektere over sit ønske om at være som figurerne i computerspillet, men han har konkret klædt sig ud og er i handling blevet til det, han mente var en ”frihedskæmper”. Det viser, at hans evne til symbolsk tænkning og mentalisering er defekt, og at computerspil ikke har bidraget til at udvikle hans evne til at ”læse” og psykologisk forstå andre eller sig selv”

Ikke et eneste af de 5 punkter som GB opstiller har, så vidt jeg kan se, noget med computerspillene at gøre som sådan.

At World of Warcraft på nogen måde skulle have fået Breivik til at udvikle sine rabiate holdninger og fået ham til at planlægge så horrible handlinger, fordi han har spillet det ”intensivt” er absurd og direkte selvmodsigende. GB har brugt 2/3 af artiklen på at slå fast, at Breiviks forstyrrede verdensopfattelse skyldes svigt i hans barndom – en periode der ligger 25 eller flere år tilbage. World of Warcraft udkom i Europa i 2005.

At det er svært at forholde sig til en virtuel persons sande hensigter og følelser kan der muligvis være noget om, men argumentet skyder alligevel ved siden af. Breivik har – ifølge GB – store problemer med også at forstå kødelige menneskers følelser, for slet ikke at tale om hans egne, hvorfor World of Warcraft endnu engang ikke kan beskyldes for at have noget med hans problem at gøre. På samme måde kan det nemt tænkes at Breivik ganske givet har fravalgt personer der har været kritiske overfor hans standpunkter i alle aspekter af hans liv, og ikke kun i World of Warcraft (pga. anonymiteten i computerspillene er det faktisk tænkeligt, at Breivik er blevet udfordret mere på rabiate udtalelser på nettet, end han er i den virkelige verden, men det er en anden diskussion).

At Breivik som 32-årig stadig bor hjemme hos sin mor, og generelt levede en – hvad GB gætter på har været – utilfredsstillende tilværelse, kan man dårligt skyde i skoene på World of Warcraft. Overdreven og monoman brug af computerspil er meget muligt en flugt fra denne tilværelse, men er World of Warcraft skyld i Breiviks tilværelse? Næppe.

At Breivik projicerede sine fjendebilleder over på unge mennesker som han var politisk modstander af, og at han forestillede sig selv som en frihedskæmper skyldes næppe heller hans ene års forbrug af World of Warcraft, men snarere end defekt evne til mentalisering som GB også selv påpeger.

 Det er bare ikke i orden

Til GBs forsvar skal det dog siges, at hun til sidst i artiklen selv påpeger, at: ”Computerspillene næppe er skyld i Breiviks ugerning[…]”, og den indrømmelse er jeg sådan set temmelig enig i. Grunden til at jeg bliver så skuffet, vred og forarget er dog, at GB i denne artikel opstiller en argumentation, hvor i hun lægger ansvaret for massivt forstyrrede personers mentale udvikling over på et kommercielt computerspil, og hvor hun – fordi computerspillet ikke formår at kurere disse psykologiske forstyrrelser – rent retorisk får computerspillet til at fremstå som roden til problemet i første omgang. Uden at ville angribe det psykologiske fagområde i almindelighed (som jeg har stor respekt for), har GB evidensmæssigt et ret stort problem. Jeg kender ikke GBs datagrundlag, men jeg formoder ikke, at hun har haft mulighed for personligt at arbejde med Breivik og hans person. Belægget for artiklen kan da i bedste fald bero på 2. håndskilder, og det der fremsættes i artiklen kan allerhøjest være gisninger. Og dét ligner i mine øjne mere en smædekampagne, en personlig hetz eller måske bare god gammeldags syndebuksudpegning, end det ligner god videnskabelig redelighed. Det skaber med andre ord et uberettiget skræmmebillede af et fænomen der i forvejen slås med uvidenhed og fordomme. Og det er bare ikke i orden.