I går afholdt Center for Digital Pædagogik sammen med Medierådet og Red Barnet årets Sikker Internet Dag. Sammen udgør vi den danske del af Safer Internet EU-samarbejdet, der skal sikre et bedre og sikrere internet for børn og unge. Det er i den forbindelse der afholdes Sikker Internet Dag i hele Europa hvert år, men i år gik vi en ny vej og tog fat i de fagpersoner der møder børn og unge hver dag.

Ligesom vi sidste år hørte børn og unge omkring hvilke myter de møder, om nettet og deres online liv, satte vi en bred vifte af fagpersoner i stævne, for at vende de problemer og dilemmaer man som lærer, pædagog, skole eller institution kan stå overfor, når man selv og børnene er blevet digitale.

Ildsjæle i debat

Før dagen havde vi samlet erfaringer og dilemmaer ind fra lærere og pædagoger, og med dem på dagsordenen fik vi en rigtig god debat i gang. Der var stor enighed om at skolerne har en særlig udfordring. Det er i klassen man begyndee at stille krav til at kunne håndtere sit eget forbrug, sætte grænser i forhold til privatliv og opførsel, og hvor de skal lære at udnytte de mange nye muligheder. Samtidig bliver det nemt dybt problematisk hvis lærere og elever er venner med hinanden. Men børn har brug for voksen rollemodeller, og vi hørte fra flere lærere at netop inklusionen af mobiler og digitale platforme i undervisningen er måden hvor på man kan blande sig naturligt og sætte sit præg som voksen.

Det er sådanne dilemmaer vi nu skal stille skarpt på. I den næste måneds tid vil jeg sammen med Red Barnet og Medierådet lave et materiale der kan hjælpe skoler, lærere og ledelse igang med at finde deres egne løsninger på hvad de kan, bør og vil kræve af hinanden. Hvem må lave en Facebook gruppe for 7b, og hvem kan tage ansvaret for den når de dimiterer? Kan der stilles krav til lærerne om deres privatlivsindstillinger på Facebook? Hvad mener skolen om mobiler i undervisingen, og hvornår må man ringe til sine forældre i frikvarteret?

Der er masser af spørgsmål, og det var en fornøjelse at høre en række virkelig engagerede børn- og unge-faglige praktikere debatere dem. Vi vidste der var dygtige ildsjæle derude, nu skal vi bare have deres overvejelser bragt videre ud!

Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund

]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.