Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall

2013 er skudt i gang og vores digitale rådgivning er klar til at åbne nye kapitler og udvikle nye facetter af de digitale muligheder, vi tilbyder børn og unge. Desværre er et kapitel også blevet lukket, og det er jeg både ked af og meget frustreret over. Det drejer sig om Albahus, der bl.a. tilbød børn og unge, der er berørt af seksuelle overgreb, anonym rådgivning via telefon og chat.

Pr. 1. januar 2013 indgår de som et af tre nye regionale centre i Danmark, der tilbyder rådgivning og psykologisk behandling til voksne med senfølger af seksuelle overgreb. Det nye center – Regional Center Hovedstaden Sjælland – etableres som led i satspuljeforligspartiernes beslutning om at styrke indsatsen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Det vil sige, at deres specifikke fokus på børn og unge udgår og ressourcer og viden koncentreres om det mere behandlende tilbud for voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Jeg har den største respekt for professionelle tilbud, der bevidst vælger fra og til i forhold til ressourcer og faglighed. Jeg kan kun ønske det nye center alt det bedste med deres nye og vigtige fokus. Og samtidig sige en stor tak til alle ansatte på det tidligere Albahus for et spændende og udbytterigt samarbejde de sidste 3 år. Det har primært været gennem forskellige netværksgrupper og de foredrag/workshops, som albahus har inspireret vores frivillige rådgivere med.

Men tilbage står vi med et ganske alvorligt problem i Danmark, nemlig et kvalitativt anonymt og digitalt rådgivningstilbud til de børn og unge som lever i en hverdag præget af seksuelle overgreb og som ikke er klar til at stå frem og bede om hjælp i det offentlige system. For det er der mange, der ikke er, og jeg kan frygte, at ventelisten for behandling af senskader hos voksne vil eksplodere, hvis vi ikke som samfund omgående etablere et alternativ til Albahus.

Vi har ganske enkelt brug for en digital platform designet og udviklet specifikt til denne gruppe af børn og unge. Men hvorfor?

En trinvis udvikling
Børn der har været udsat for et seksuelt overgreb er ofte bange og traumatiseret i et sådan omfang, at  mod og vilje til at træde frem og bede om hjælp ikke er til stede. Følelsen af at skylden er deres egen, og frygten for krænkerens reaktion eller politiet/kommunens behandling af krænkeren er ofte elementer, der har stor betydning for den unges reaktionsmønster.

I Cyberhus har vi mange unge, der for første gang prøver at sætte ord på de overgreb, de er udsat for. Et første trin hvor de unge tester deres personlige historie, deres følelser og deres opfattelse af skyld. I mødet med den voksne rådgiver prøver den unge at finde en sammenhæng med det der gør ondt indeni, og de ofte modstridende historier det er bundet op på. Efter en eller flere rådgivningsaktioner begynder den unge ofte at kunne reflektere mere nuanceret over egen situation og derigennem finde modet og viljen til at undersøge det yderligere. De er ikke nødvendigvis klar til at sige det til politiet, en lærer eller en socialrådgiver, men de er klar til at modtage rådgivning fra Albahus.

Albahus repræsenterede trinnet mellem Cyberhus og ex. politiet, lægen eller socialrådgiveren, nemlig den professionelle voksen som den unge skal øve sig i at fortælle det hele til. Men i en ramme som er tryg. Dels fordi den er anonym og digital, og dels fordi den var designet til netop denne målgruppe og dette udviklingstrin hos den unge.

Vi må tage ansvar
Det er officielt SISO, der overtager ansvaret for rådgivningen til denne gruppe unge og uden at tage noget fra deres fremragende arbejde på området, så henvender de sig ikke til den meget sårbare gruppe. De har ikke chat og henvender sig primært til fagpersoner og pårørende, der har mistanke om et seksuelt overgreb, hvilket naturligvis også præger deres hjemmeside.

Regering og kommuner har de seneste år haft et stærkt fokus på børn og unge, der er udsat for seksuelle overgreb, og derfor kan det virke besynderligt at et tilbud som Albahus lukker, uden et målrettet alternativ er tænkt ind. Det kan skyldes flere ting, men jeg har på fornemmelsen at fokus primært er på de instanser og tilbud, der henvender sig til de børn og unge, som enten selv kan bede om hjælp eller som bliver opdaget af fagpersonale på skoler, institutioner, lægehuse, klubber m.fl.

Og derfor glemmer vi igen denne store gruppe af unge, som enten er for traumatiserede til at kunne træde frem, eller som er for dygtige til at gemme sig, og derfor ikke bliver opdaget i tide eller slet ikke. Hvad med dem?

Vi kender ikke tallet på denne gruppe af unge, men skal vi dømme ud fra de erfaringer vores rådgivning alene har, er det mange. Derfor må vi tage ansvar, og anerkende den betydning og de muligheder en anonym digital platform har for denne meget sårbare gruppe af unge. Vi må handle nu og jeg håber, at dette opråb kan skubbe til den proces. Vi vil her i huset overveje kraftigt, hvordan vi ydermere kan sikre at et lignende tilbud etableres hurtigst muligt.

 

]]>

Online rådgivning