De unges mening tikker ind…
Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall
Effektmålingen på vores brevkasserådgivning i Cyberhus er i fuld gang. Siden 10 marts har alle unge, via spørgeskema “Din mening er vigtig” , haft mulighed for at give deres mening til kende om det svar de har modtaget. Det handler grundlæggende om relevansen af det svar de fik, om de følte sig forstået og kunne forstå/bruge rådgiverens svar.
I løbet af efteråret vil vi have et langt større antal besvarelser og dermed et validt grundlag at konkluderer ud fra. Men allerede nu har 40 unge givet deres mening til kende og jeg har lyst til at pille et par tendenser ud allerede nu.
Køn og alder
Fordelingen af køn og alder fordeler sig som ventet og harmonerer med erfaringerne fra andre forums på sitet. 77% piger og 23% drenge og gennemsnit på alder 15 år.
Her siger 69% ja til at have brugt brevkassen før, hvilket jeg synes er interessant.
Vi opfatter online digital rådgivning som et vigtigt redskab for den unge til, at opbygge indsigt i egen problematik, samt motivation og mod til at ændre på de ting i deres liv som er svære. Denne opbygning kan starte i en tryg og anonym brevkasse, for derefter at bevæge sig til chatten, måske gennem en telefonrådgivning for endelig at resultere i kontakt til en relevant voksen i virkeligheden.
Derfor ønsker vi heller ikke at fastholde den unge i vores brevkasser, men motiverer i stedet til at fortsætte denne trinvise udvikling. Tallet må derfor være udtryk for den unges egen lyst til at bruge brevkassen flere gange.
Men er det så positivt at 69% bruger brevkasserne mere end en gang, eller er det et udtryk for at brevkassen bliver en sovepude og en lidt for nem løsning for den unge, og at det derfor ikke motiverer til udvikling?
Det tror jeg ikke. I stedet tror jeg det er udtryk for at mange unge har brug for at bygge et solidt fundament op, før de bevæger sig videre i deres udvikling. Unge der har brug for at formulere sig flere gange, prøve ordene af i ro og mag, møde et respektfuldt svar fra en voksen og opleve at deres følelser er både rigtige og legitime. Men jeg glæder mig til at følge dette tal og at reflektere yderligere over dette.
Det glæder mig, at hele 51% af de unge med sikkerhed føler, at rådgiveren forstod deres spørgsmål. Samtidig ser jeg også rum til forbedringer her.
Vi arbejder meget målrettet med begrebet “fokusering” i vores besvarelser, hvilket betyder at vi indledningsvis er tydelig over for den unge på hvordan vi forstår spørgsmålet og hvordan vi vil gribe det an. Interessant er det, at sammenholde disse tal, med nedenstående, hvor 70% af de unge faktisk mener at svaret gav hjælp til det de spurgte om.
Dette tal understøtter også et af vores primære fokusområder, nemlig at vi gennem respekt for den unge og prioritering sikrer et klar og tydeligt svar på den unges spørgsmål.
Det burde jo være en selvfølge, men jeg oplever at rådgivere/fagpersoner digitalt og i “face to face” situationer, bliver revet med af god vilje, egen faglighed og erfaring, eller mangel på samme. I et brevkassesvar kan det vise sig ved at spørgsmålet først bliver besvaret i slutningen af en lang remse af gode råd, forstående refleksioner og velmenende rummelighed.
Svaret bliver nedprioriteret og når den unge endelig får tygget sig igennem romanen, står svaret uklart og ubrugeligt hen.
i vores svar arbejder vi på, at etablere en tryg ramme indledningsvis og derefter svare klart og tydeligt på den unges spørgsmål. De refleksioner og handlemuligheder vi derefter vurderer vi som voksne må skrive, kommer derefter. Dette tror jeg, er et vigtigt element for at den unge føler at svaret er brugbart.
Et andet element er, at vi arbejdet med en erkendelsesproces. Vurderingen af, hvor i processen den unge befinder sig, er med til at bestemme hvordan vi møder barnet i vores svar. Det være sig vores ordvalg, struktur og prioriteringer i svaret. Dette sikre at vi møder barnet i øjenhøjde og i den virkelighed der gælder for barnet – derfor kan barnet bruge vores svar.
Den endelig rapport….
Forventer jeg ligger klar i efteråret og jeg glæder mig til at fortsætte de refleksioner den måtte aflede. Det er i hvert fald en stor fornøjelse, at få den direkte feedback fra de unge selv og det må være den bedste måde at udfordre vores egen faglighed på og dermed skubbe til den kontinuerlige refleksion der skal sikre så højt et niveau som muligt i vores rådgivning.
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.