Danmarks største tech-festival, Internet Week Denmark, løber af stablen den 4. – 9 maj. I år sker det med Center for Digital Pædagogik som ansvarlig for alle borgerrettede arrangementer. Det betyder, at du som fagperson og forælder kan forvente en stribe interessante og gratis events om børn og unges forhold til gaming og digitale medier.

Det er umuligt at tale om teknologi uden også at tage fat i den måde, den bliver brugt på. CfDP har i over 16 år beskæftiget sig med at bruge digitale medier som rådgivningsværktøj til børn og unge, ligesom vi har undersøgt og beskrevet den digitale hverdag, de lever i. 

Derfor er vi glade for, at vi i år  kommer til at stå for de borgerrettede arrangementer til Internet Week Denmark, der har slået sig fast som Danmark største festival for IT-teknologi. CfDP’s opgave bliver at sætte fokus på børn og unges brug af digitale medier og den indflydelse, smartphones, sociale medier og computerspil har på dem:

Vi har valgt at blive partnere i IWDK for at kunne bringe børns og unges stemmer endnu tydeligere frem og fortælle om de tematikker, der fylder i deres digitale liv. Sammen med vores samarbejdspartnere glæder vi os til at skabe en platform, der viser den mangfoldighed, som blomstrer, når børn færdes på nettet. Vi vil oplyse forældre og andre nysgerrige voksne om de gode sider af det digitale liv – men også om de udfordringer, der kan opstå,” siger administrerende direktør hos CfDP Anni Marquard.

Et partnerskab, der giver mening
Flere af CfDP’s medarbejdere har løbende deltaget i events under IWDK de seneste år, og begge parter ser det nye samarbejde som oplagt og en gevinst for publikum og andre deltagere til festivalen. IT, teknologi og fokus på digital trivsel blandt børn og unge går nemlig hånd i hånd, lyder det fra IWDK’s nyslåede direktør Randi Vestergaard:

“CfDP har et specialiseret og mangeårigt kendskab til, hvad der rører sig blandt børn og unge på godt og ondt, når de færdes på nettet. CfDP spiller dermed en helt central rolle i forhold til at klæde børn og unge på til liv præget af digitalisering, og den erfaring er vi glade for at kunne sætte i spil med CfDP som ansvarlig for aktiviteter målrettet netop denne målgruppe under IWDK”

Hen over ugen vil vi primært sætte fokus på glæden, viden og læring i forbindelse med gaming og e-sport

Anni Marquard, administrerende direktør i CfDP

2021 står i gamingens tegn – online, selvfølgelig
Til årets udgave af festivalen er temaet  gaming og esport: Hvilke spil er gode, hvad giver spillene børn og unge, og hvad skal man som voksen være opmærksom på, hvis man har en dreng eller en pige, der spiller meget?

For eksempel kan du blive klogere på skins – kosmetiske opgraderinger i computerspil – og den voksende kriminalitet, der følger med, når de bliver stjålet fra børn og unge med store økonomiske og psykologiske følger. Der kommer også events med fokus på esport og de nye, digitale superstjerner, vi har fået i udøvere i de digitale konkurrencer herhjemme.

“Gaming og esport er et område, som fylder rigtig meget i børn og unges liv – og ikke mindst deres forældres liv. Hen over ugen vil vi primært sætte fokus på glæden, viden og læring i forbindelse med gaming og e-sport, men samtidig også sætte lys på de udfordringer, der kan opstår børn og unge kaster sig ud i fri leg på digitale medier,” siger Anni Marquard fra CfDP.

På grund af COVID-19’s fortsatte greb om samfundet har arrangørerne valgt at flytte hele festivalen online, så alle events og arrangementer kan ses hjemmefra – eller måske fra klassen eller arbejdspladsen. IWDK-holdet har bygget en innovativ platform, der levendegør de digitale oplæg og workshops på en hidtil uset måde.

Du kan finde festivalen og markere din interesse for CfDP’s, og andres, events lige her: https://iwdk.dk

FAKTA OM IWDK
IWDK er en årligt tilbagevende festival, der sætter fokus på teknologi og hvordan den former os som mennesker. Festivalen hylder internettet og byder på en række spændende events, foredrag og workshops om, hvordan digitale medier påvirker og kan bruges af erhvervsliv, politik og borgere.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.