Vi hilsner det nye udspil fra KL velkommen
I dag åbnede KL’s sociale temamøde i Aalborg-hallen med 1300 deltagere fra hele landet.
Direktør i KORA, Jan Rose Skaksen, talte ved åbningen under overskriften ‘Den aktive borger i velfærdsstaten – hvad er perspektiverne’. Og han fortalte, at både inddragelse af borgere som frivillige hjælpere, inddragelse af brugerne selv og anvendelsen af ny teknologi, vil give store gevinster.
Her rammer han lige ind i hjertet af CfDPs strategi. Vi har mere end 100 frivillige medarbejdere tilknyttet til at hjælpe med rådgivningen, vores brugere er altid med i dialogen omkring en given indsats, og vi bruger hele tiden teknologien som det bærende element for vores digitale indsatser og pædagogik.
Mere fokus på frivillige og brugere
Kommunernes Landsforening foreslår også i et nyt udspil en stribe anbefalinger til, hvordan kommunerne kan forbedre sig på det sociale område. Vi er rigtige glade for det udspil, der understøtter det arbejde som CfDP arbejder for. Tidlig forebyggelse med mennesket i centrum.
Kommunerne skal blandt andet blive bedre til at hjælpe borgere så tidligt som muligt – inden deres sager bliver for store og for dyre. Der skal i højere grad fokus på det, folk kan, i stedet for det, de ikke kan.
Den røde tråd i arbejdet hos CfDP
At fokusere på det, mennesker kan, er en pædagogisk praksis som altid har fungeret som den røde tråd i CfDPs arbejde gennem snart 8 år. Både i mødet med børn og unge i vores online rådgivning Cyberhus, hvor unge altid bliver mødt i øjenhøjde og med udgangspunkt i deres ressourcer, men også gennem det stigende antal opgaver, som vi varetager hos kommunerne i forbindelse med digitalisering af ydelser til børn, unge og udsatte borgere.
Erfaringer viser os, at ressourcer er der mange af – og måske i særdeleshed hos de børn, unge og andre borgere, som har måttet vokse op med svære vilkår – de har lært at kæmpe, finde nye veje og slås for deres overlevelse. De kan vise os alle den rigtige vej.
Vi glæder os til samarbejdet…
]]>
Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.