Ensomhed er en pinsom og ubehagelig følelse at gå rundt med – samtidig er det også et stort samfundsproblem. Derfor er CfDP og 76 andre organisationer og aktører gået sammen om et forslag til en national strategi mod ensomhed. 

En undersøgelse foretaget før coronapandemien, viser at 380.000 voksne danskere føler sig svært ensomme – heriblandt 125.000 unge mennesker mellem 16 og 29 år. Oveni det skal lægges de 20.000 børn i alderen 11-15 år, som også føler sig ensomme i svær grad. Tallene vidner om, at ensomhed er en følelse, som rigtig mange danskere går rundt med. Hos CfDP vil vi gerne være med til at gøre en indsats for at få bragt ensomhedstallene nedad. Sammen med 76 andre organisationer og aktører, bakker vi derfor op om en national strategi mod ensomhed. Folketingets politikere har fået overrakt et oplæg, som kan være en vejviser til at få skabt et bredt og omfattende fokus på ensomhed. Oplægget indeholder information om ensomhed samt konkrete anbefalinger og forslag til arbejdet med at nedbringe ensomhed. En vigtig pointe i oplægget er, at ensomhed kan opstå som følge af en kombination af mange forskellige faktorer. Centralt står menneskets mentale og fysiske tilstand samt livssituation og denne kan blandt andet påvirkes af faktorer som lovgivning, ressourcer, viden, fysiske rum og kultur. 

Hos CfDP har vi de sidste 16 år givet børn og unge mulighed for at blive set, hørt og forstået igennem chatsamtaler, fora og brevkasser. At have nogle at snakke med, om de ting der fylder, er en helt afgørende faktor i bekæmpelsen af mental mistrivsel og ensomhed. I vores digitale rådgivning tilbydes børn og unge et lyttende øre, uden at der er nogle der stiller krav, har forventninger eller dømmer. Muligheden for at være anonym i en digital rådgivning, er med til at de unge føler sig trygge og tør at dele nogle ting, som de ikke ville turde i virkeligheden. Derfor kan den digitale rådgivning være med til at sikre, at den unge får hjælp på et tidligt tidspunkt og kan samtidig fungere som et springbræt til at tale med nogen i virkeligheden. Vi oplever sommetider, at børn og unge giver udtryk for, at de føler sig ensomme og har brug for nogen at snakke med. Ofte råder vi barnet eller den unge til også at tale med en person de har nær eller at opsøge fællesskaber eller rådgivning i virkeligheden. 

Samtidig kan vores platforme også være med til at skabe sunde digitale fællesskaber for de unge. Dette kan have en hel særlig betydning for de unge, som kan have svært ved at indgå i fysiske relationer og fællesskaber. En ung i vores online rådgivning skriver eksempelvis: ”Jeg har altid chattet meget med folk på nettet, altså folk jeg aldrig har mødt i virkeligheden. Jeg har nemlig altid haft et meget dårligt socialt liv i virkeligheden, og jeg har brugt nettet til at dulme min ensomhed og for at få mit behov for noget socialliv opfyldt bare lidt.” Muligheden for at indgå i sociale fællesskaber på nettet og få digital rådgivning kan derfor have stor betydning for den unge. For nogle unge har digitale fællesskaber afgørende betydning for, at de ikke oplever ensomhed – og for andre er det sociale fællesskaber i den virkelige verden, der er det afgørende. Derfor er der en stor styrke i, at børn og unge har en bred palette af tilbud og muligheder for at indgå i fællesskaber og snakke med nogen om det der fylder. Kombinationen af at have nogle at tale med i det virkelige liv og digitalt, er en stærk kombination, som kan have en stor betydning, i forhold til at mindske ensomhed. 

Du kan læse oplægget i en kort udgave (pixi-udgave) her.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.