Chatrådgivningen i Cyberhus – set og hørt i EU
Skrevet af tidl. medarbejder Erroll Marshall
EU-kommisionens, Insafe training meeting i Sofia, Bulgarien er netop ved at klinge af og jeg sidder og reflektere lidt over de sidste to dages begivenheder, inden jeg vender snuden hjemad.
Overskriften for konferencen var ”Teens and sexuality – online”, og jeg var blevet bedt om at fortælle om vores erfaringer i Cyberhus med chat rådgivning til børn og unge der har været/er udsat for seksuelle overgreb. Til denne præsentation, valgte EU-kommissionen at oversætte og sende de to rådgivnings manualer, som vi benytter til uddannelsen af vores chat og brevkasserådgivere til repræsentanterne fra de 32 lande der skulle deltage i konferencen.
Udfordring
Erfaringerne med chat rådgivning blandt EU`s helplines er meget blandede. Fra den nye helpline med telefonrådgivning og uden digital platform, til store etablerede helplines med en bred vifte af digitale rådgivningsmuligheder for børn og unge.
Det stillede mig over for en udfordring, fordi jeg ønskede at gøre mit indlæg relevant og brugbart for alle. Jeg havde valgt at opdele mit indlæg i to dele.
1. Why chat counseling?
Jeg oplever både nationalt og internationalt, at mange professionelt funderede rådgivning -og behandlingstilbud, opstiller flotte og velmenende muligheder for hjælp og rådgivning til børn og unge.
Problemet er bare, at disse tilbud ofte er baseret på en ikke anonym, aktiv og opsøgende handling fra den unge. Men en ung som ex. er blevet seksuelt misbrugt eller på anden måde har oplevet massiv omsorgssvigt, har ikke nødvendigvis udviklet de personlige ressourcer og redskaber der er nødvendige for at kunne kontakte en ”fremmed” og/eller professionel voksen og bede om hjælp. En kontakt der oveni købet kan betyde anmeldelse, inddragelse af kommune og forældre. En dialog med uoverskuelige konsekvenser.
Derfor har vi brug for tilbud og muligheder der i højere grad tilgodeser denne sårbare gruppe af unge – og her er chat rådgivning en mulighed.
Chat is often the first step….for a lot of kids
Jeg ønskede med dette fokus, at vise nødvendigheden af at tænke i en trinvis opbygning af rådgivningsmuligheder for den unge.
At tilbyde den anonyme, digitale rådgivning, giver den sårbare unge en mulighed for at øve sig i at sætte ord på egne følelser, at få modbilleder på det som far måske har fortalt gennem mange år eller give den unge muligheden for at genvinde tilliden til, at der er voksne der vil lytte og prøve at hjælpe.
Opbygge de redskaber og de ressourcer der betyder at de kan og tør tage næste skridt mod et bedre liv og måske en egentlig behandling.
2. Tanker, spørgsmål og refleksioner
Kulturelle og politiske forskelligheder og måden at anskue digital rådgivning på er stor på tværs af landene i EU. Derfor havde jeg til denne anden del, valgt en lidt anderledes form. Målet var, at på trods af disse forskelle, skulle alle kunne gå der fra med spørgsmål og refleksioner, som direkte kunne inspirere og implementeres i egen praksis.
Fra at definere en chat, definere sin målgruppe til små og store pædagogiske spørgsmål som: Hvordan forholder vi os til gengangere? Hvordan afslutter man en chat? Hvor lang tid er den bedste chat? Hvad er vores samtaleteori og metoder?
Jeg stillede spørgsmålene og de besvarede dem i forhold til egen virkelighed og i den efterfølgende spørgetid var der stor aktivitet. Det virkede til, at de spørgsmål vi har stillet os selv på daglig basis gennem de sidste 8 år i Cyberhus, også var relevante her.
Pædagogisk nysgerrighed giver pote
Siden opstarten af Cyberhus i 2004 har arbejdet i det pædagogiske team været kendetegnende ved stor nysgerrighed på digital pædagogik i alle afskygninger. Jeg synes vi har været gode til at stille de svære og nødvendige spørgsmål, også selvom svaret ikke altid er den nemme løsning.
Jeg synes vi i dag står med en velovervejet og reflekteret faglighed. Det mærkede jeg i Sofia i dag.
]]>
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.