Onsdag den 14 december udtalte jeg mig kort til TV2 Østjylland på Center for Digital Pædagogiks vegne, på spørgsmål om hvorvidt voksne og børn kan være venner på Facebook. Det svarede jeg med største selvfølgelighed ja på, da vi ikke ser online kontakter og venskaber som i sig selv problematiske, suspekte, eller for den sags skyld noget der kan adskilles fra venskaber generelt. Langt de fleste online venskaber er blot en videreførsel af en kontakt i ens hverdag eller fortid. Vi mener at det ville være en ærgelig og kunstig regel, hvis ikke familie, lærere, fodboldtrænere, og andre bekendte kunne følge ungernes liv online.

Alligevel anbefaler vi at man tænker sig godt om – online venskaber kan være mange ting, og det er vigtigt at have en fælles forståelse for hvad for en slags ven eller kontakt man er. Her har man som voksen et særligt ansvar for være tydelig. Derfor anbefaler vi for lærere og andre professionelle, at man benytter muligheden for at lave en side eller gruppe på Facebook – det signalerer at der er en forskel mellem at være for eksempel lærer og privatperson, men kan samtidig være et sted hvor man kan kommunikere lidt mere fjollet, frit og uformelt.

 

Venskabet, online

Selvom det er et godt gammeldags Venskab version 1.0, der videreføres online, er der stadig nogle særtræk ved online kommunikation der er værd at bide mærke i: For det første kan det være svært at læse en samtale udefra. Det kræver ofte en god del baggrundsviden, at forstå hvad der er på spil i en skriftlig, kort samtale. “Jeg elsker dig” betyder noget helt forskelligt fra ens veninde, den nye i klassen, kæresten, en ukendt person eller fra forælder til barn. Det skal man være klar over, og tænke ekstra godt over hvem der kan læse en given besked – noget som både voksne og børn har svært ved at huske online. I en online samtale er det ofte nemmere at være åben og ærlig. Igen har man som voksen har man ansvaret for at tage styringen med samtalen, og sikre at den bliver indenfor passende rammer. Både i forhold til at den ikke misforstås, men også at den bliver indenfor rammer som man kan håndtere, og hvor barnet eller den unge også bagefter føler at de talte ligeværdigt og ikke udleverede sig selv.

 

En svær samtale?

Det kan let blive en svær balancegang, og for privatpersoner bør man klart spille med åbne kort overfor barnets forældre. En lærer eller pædagog bør til gengæld kunne støtte sig op ad deres arbejdsplads, som må forholde sig til spørgsmålet og udfærdige en politik der sikrer både medarbejder og børn. Det behøver ikke være et stort, afskrækkende regelsæt, men blot en rygdækning og fælles forståelse for grænser og mål – så man kan følge og være del i børn og unges liv, også online.

Indslaget kan ses her.

Skrevet af tidl. medarbejder Kristian Lund

]]>

Digital trivsel