Pernille Ballisager

Fagkonsulent med speciale i børn og unges digitale trivsel Mere om Pernille

I artiklen her kan du se trin for trin, hvordan man indstiller sin Instagram konto til at være privat, men også hvordan man kan skjule stødende kommentarer til ens opslag. Mange børn og unge ved ikke, hvordan de ændrer indstillingerne på deres Instagramkonto. Det betyder, at de, uden at vide det, deler alle deres billeder og videoer med offentligheden. Mange børn og unge har derfor højst sandsynlig brug for lidt hjælp fra forældre eller fagpersoner til at tjekke op på deres online privatliv.

Instagram er, sammen med Snapchat, et af de mest anvendte og populære sociale medier blandt børn og unge. Mange bruger Instagram til at dele deres liv og interesser, og mange er tilhængere af at have en offentlig profil, blandt andet for at få flere følgere og likes. Der er dog også en del, som ikke ønsker at være offentlige, når de bruger medier som Instagram – erfaringer fra CfDPs elevoplæg viser dog, at mange desværre ikke har styr på, om deres profil er privat eller ej – dvs. om det kun er deres valgte følgere, der kan se deres indhold og aktivitet.

Sådan får du en privat profil

Som forældre er det en god ide at hjælpe de unge Instagram-debutanter med den grundlæggende beskyttelse af privatliv. Eksempelvis ved at gøre kontoen privat. En privat konto indebærer, at man skal godkende ens følgere, så det kun er udvalgte personer, der kan se det indhold man deler, se det indhold man liker eller kommenterer samt se hvem man selv følger. Vi anbefaler som udgangspunkt, at man har en privat profil, hvis ens formål med at bruge Instagram ikke er at være offentlig eller nå ud til mange personer. Hvis man gerne vil have, at andre kan se ens indhold, er det altid vigtigt at overveje, hvad man deler, da en offentlig profil giver mulighed for, at alle personer kan følge med i ens liv, og for eksempel kan tage screenshots af ens billeder og bruge dem selv. Man kan også gennem billeder og videoer “komme til” at fortælle information om sig selv til fremmed personer, som de ikke skal vide. Det kan for eksempel være en følsom information såsom, at man er på ferie og ens hjem måske står tomt. I guiden nedenunder ser du, hvordan du finder frem til indstillingen til en privat profil. Vær opmærksom på, at billederne viser som det ser ud på en telefon med Android – det kan se lidt anderledes ud på en iPhone.

Trin 1

Du finder privatindstillingerne ved at trykke på “bjælkerne” i højre hjørne på din egen profil

Trin 2

Tryk herefter på Indstillinger

Trin 3

Tryk herefter på Privatindstillinger

Trin 4

Her vælger du, om du vil have en privat konto.

Skjul stødende ord og kommentarer

En undersøgelse fra 2017 af den britiske organisation Ditch the Label viser, at når der foregår online mobning, sker det oftest på Instagram. Særligt personer med offentlige profiler kan være udsatte, fordi deres profiler og indhold er åbent for alle personer, hvilket betyder, at alle, der har en Instagramkonto, kan kommentere på ens indhold. Instagram har en funktion, der gør, at man kan filtrere stødende kommentarer fra, og selv vælge, hvilke ord eller sætninger, som skal skjules.

Det er vigtigt at påpege, at mange, der har offentlige Instagramprofiler ikke oplever at få hadefulde eller stødende kommentarer, men det kan være godt at vide, hvordan man kan filtrere det fra, hvis det skulle ske. Selvom det ikke er løsningen på alle verdens problemer, er det et skridt i den rigtige retning, fordi muligheden for at filtrere de negative kommentarer netop styrker den unges følelse af kontrol og ejerskab over profilen. Der vil selvfølgelig være andre måder og andre ord end de valgte, som kan bruges, hvis nogen ønsker at genere en. Men det er dog vigtigt, at vi som forældre og fagpersoner, lærer unge om de muligheder, der findes for at skabe kontrol og sende klare signaler om, hvad man selv kan acceptere.

Indstillingerne for stødende ord og kommentarer ligger under to forskellige underinstillinger. Trin 3 viser derfor et billede af begge underinstillinger, hvor man kan kontrollere indstillingerne.

Trin 1

Gå ind under Indstillinger fra din profil og tryk på Privatindstillinger

Trin 2

Indstillingerne findes under “kommentarer” og “skjulte ord”.

Trin 3

Her kan man tilpasse flere forskellige indstillinger og finde den rette indstilling til ens barn. Man kan for eksempel vælge at slå funktionen, der skjuler stødende kommentarer, til. Det består af ord eller sætninger, som Instagram har vurderet som værende stødende. Du kan også selv lave et brugerdefineret filter, hvor du skriver de ord eller sætninger, der ikke må fremgå i kommentarer. Du kan også vælge at slå kommentarer fra konkrete personer fra.

Bloker eller anmeld personer

Hvis man oplever mobning eller stødende kommentarer på Instagram, kan en mulighed også være at blokere den/de pågældende person(er). Man har også altid muligheden for at anmelde en profil til Instagram, hvis man for eksempel oplever stødende og grænseoverskridende adfærd. Se i guiden nedenunder hvordan man blokerer og anmelder.

Trin 1

Gå ind på profilen til den pågældende person, som du ønsker at blokere eller anmelde. Tryk på de tre prikker øverst i højre hjørne.

Trin 2

Nu kan du bl.a. vælge at blokere, anmelde eller begrænse personen.

Hvis du blokerer en person, får vedkommende ikke besked om det, men vedkommende vil ikke kunne kontakte dig på Instagram. Hvis du på et tidspunkt ønsker, at personen ikke skal være blokeret længere, kan man altid gå ind og slå det fra ved at gå ind på personens profil og trykke samme sted, som da man blokerede personen.

Skab refleksion om online privatliv

Selvom du insisterer på, at dit barn skal have en privat konto på Instagram, så kan det snu barn selvfølgelig altid selv gå ind og ændre på indstillingerne. Derfor skal ens barn selv kunne se, hvorfor det måske ikke er så smart, at hele verden i princippet kan følge med i dets liv. I hvert fald hvis barnet bruger Instagram til at dele øjeblikke og situationer, som kun er tiltænkt venner og måske familie. Men hvordan skaber man så den erkendelse? Der er nok forskellige måder, og måske kan det ikke altid lykkedes. Men uanset hvad, så er det altid en rigtig god idé at tale med dit barn om ulemperne og fordelene ved en privat konto. Hvad tænker barnet for eksempel om, at dets Instagram billeder kan kopieres af alle? Eller at de kan komme ud og ligge på Google? Eller at fremmede personer kan følge med i ens liv, og måske komme helt tæt på en? Det er vigtigt at stille sådanne spørgsmål for at skabe refleksion. Det kan være svært for mange børn at forstå, hvor offentlige ens profiler på sociale medier faktisk kan være, og derfor er det vigtigt at stille spørgsmål om privatliv, så barnet kan forholde sig til det.

Vidste du, at…

Mange unge (særligt piger) har ofte flere profiler på Instagram? Det kan for eksempel være en offentlig profil, en privat profil og en, man har med en veninde eller ven. På den offentlige profil lægger man typisk billeder ud, som viser en fra den allerbedste side. Billeder, som ofte er opstillede eller redigerede, og nøje udvalgte til at få likes og kommentarer. På den private profil har man derimod kun udvalgte følgere – for eksempel de tætteste venner, hvor man lægger indhold op, som ikke nødvendigvis er “perfekt” eller hvor der sker alle mulige fantastiske ting, men derimod helt almindelige billeder fra hverdagen eller af dem selv.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.