I disse dage fortæller DR med udgangspunkt i dokumentaren “Døde pigers dagbog” om et særligt netværk på Instagram, hvor sårbare piger deler opslag og billeder med deres inderste tanker om selvskade, selvmord og psykiatriske lidelser. Netværket er et slående eksempel på, hvordan sårbare unge bruger de sociale medier til at finde og deltage i fællesskaber med ligesindede, og hvordan det kan have konsekvenser for deres liv.

I dokumentaren bliver netværket beskrevet som et sted, hvor man kan finde forståelse, omsorg og accept fra andre, som har kendskab til og indsigt i, hvordan livet kan være, når noget gør ondt inderst inde. Et sted man kan gå hen, når man ikke har andre steder at gå hen eller andre mennesker at betro sig til. Netværket fungerer derfor i praksis som et fællesskab med lige så stor betydning for brugerne, som de fællesskaber, man kan finde offline.

Måske endda med større betydning. Afstanden mellem afsender og modtager og følelsen af anonymitet bag skærmen kan øge åbenheden i udvekslingen, og dermed skabe et rum, hvor selv de mørkeste tanker er velkomne.

Du kan læse historien om en af pigerne, der endte med at begå selvmord, på dr.dk.

En af pigerne fra netværket beskriver i dokumentaren, at det fungerer som en slags gruppeterapi online. Det taler også ind i den bevægelse, vi ser på behandlingsområdet, hvor flere tilbyder online-behandling for en række psykiske lidelser. Ligeledes ser vi stor tilslutning fra børn og unge på vores egne rådgivningsplatforme, som primært beskæftiger sig med forebyggelsesarbejde gennem rådgivning.

En væsentlig forskel på det digitale netværk og en reel gruppeterapi samt de professionelle rådgivningsplatforme, er dog manglen på fagpersoner. De kan moderere i indholdet og mindske risikoen for, at udvekslingen ender som inspiration til yderligere selvskadende adfærd eller en romantisering af selvmord. Ifølge dokumentaren er det lige netop den udvikling som har gjort sig gældende her, og de medvirkende piger fra netværket taler helt konkret om at “selvskade spreder sig som en pest derinde”

“I dokumentaren nævner en af de medvirkende piger, at netværket viser hverdagen. Det er også derfor, at billederne af selvskade og tankerne om selvmord og død ikke skræmmer dem på samme måde som det skræmmer en udenforstående. Det er deres liv, deres indre, deres mørke.”

Signe Sandfeld Hansen, psykolog, CfDP

Hvem tager ansvaret?
Som led i den fortrolige udveksling der finder sted i netværket, beskriver piger tavshedspligten som noget bærende. Hvis man bryder den, kan det betyde en udelukkelse fra fællesskabet. Frygten for at blive udelukket trumfer derfor ønsket om at gøre pårørende opmærksomme på hvad der bliver delt. Og måske er det i virkeligheden heller ikke deres ansvar.

I dokumentaren bliver Instagram konfronteret med alt det indhold i netværket, som strider imod deres regler. De lover at øge indsatsen for at få fjernet indholdet. Samtidig opfordrer de til, at man selv anmelder indhold. Begge dele er som udgangspunkt fornuftige skridt på vejen, men samtidig betyder den fremgangs måde, at vi:

  1. Aktivt modvirker og fjerner de efterspurgte fællesskaber uden at tilbyde et alternativ, og 
  2. At vi pålægger de sårbare unge at bryde loyaliteten over for det fællesskab, de føler sig knyttet til. 

Når vi anskuer fællesskabet som noget, der også kan være positivt for de unge, tegner der sig et billede af, at løsningen ikke kun skal findes i forbud og anmeldelser. I stedet bør vi skabe digitale rum, der tilgodeser de sårbares behov, men som samtidig giver trygheden ved en professionel voksen. Omvendt skal fagpersoner i behandlingsregi også blive bedre til at se den digitale deltagelse som et led i et helhedsorienteret syn på patienten:

Hvad betyder fællesskabet for den enkelte? Hvad giver det? Hvornår bliver det en trigger? Hvad deler man? Hvorfor deler man? Hvad har man lært af fællesskabet? Hvad skræmmer? Hvad lokker?

I dokumentaren nævner en af de medvirkende piger, at netværket viser hverdagen. Det er også derfor, at billederne af selvskade og tankerne om selvmord og død ikke skræmmer dem på samme måde som det skræmmer en udenforstående. Det er deres liv, deres indre, deres mørke. Ved at spørge ind til den del af deres liv uden at tvinge dem til at gå på kompromis med den følte tavshedspligt, og ved at anerkende, at det digitale fællesskab også bidrager med meget positivt, kan det give direkte indsigt i hvad der rører sig i de sårbares inderste, og dermed hvad der kan arbejdes med i en behandlingssetting.

Forebyg smitten
I dokumentaren virker det til, at de medvirkende piger alle er eller har været i behandling. I den forbindelse giver det mening, at man som fagperson har viden om, hvad det digitale kan tilbyde en sårbar person, og hvilke konsekvenser det kan have at være en del af et netværk som det i dokumentaren. Den viden kan omsættes til konkrete værktøjer i en behandling, særligt i forbindelse med psykoedukation eller spørgsmål om livsantagelser, fortællinger og lignende.

Når det er sagt, så må vi antage, at der også er brugere i de digitale fællesskaber, som endnu ikke er i behandling, og hvor trivslen kan forværres yderligere af, at de er med. Her kan fagpersoner i det forebyggende arbejde og forældre gøre en indsats ved at tale om tilstedeværelsen af de digitale fællesskaber både på godt og ondt, og invitere børn og unge til en dialog om, hvilke fællesskaber de kender, hvad der lokker ved de digitale fællesskaber og hvornår det kan have negative konsekvenser.

Kort sagt: Vis interesse for, hvad der sker på barnets eller den unges mobil/tablet/computer, og spørg ind til hvilken betydning, det har for dem. Ved at vise nysgerrighed, kan vi måske ikke undgå at netværk som det i dokumentaren dukker op, men vi kan forsøge at forebygge, hvordan det bliver modtaget og brugt.

Er du psykolog og arbejder med selvskadende unge? 
Til Juni afholder Signe et praksisorienteret kursus ved Dansk Psykolog Forening om hvordan sårbare unge bruger og påvirkes af de digitale fællesskaber. Du kan se mere om kurset og tilmelde dig her.

Digital trivsel Online rådgivning