WORKSHOP: Hvor går grænsen?
Hvor går din grænse? Er de andre trænere og ledere i foreningen enige? Denne workshop går ud på at udforske, hvornår du og dine medfrivillige synes en grænse overskrides og hvad I vil gøre ved det. Gennem arbejde med cases kommer I til at reflektere over, hvor grænsen skal gå i jeres forening.
Workshoppen afholdes primært i forbindelse med uddannelsen, men kan også tages op internt i foreningen. I workshoppen kommer I, trænere og frivillige, til at forholde jer til nogle konkrete cases. Formålet med workshoppen er, at I aktivt tager stilling til 1) hvor I synes grænsen går for kønnede kommentarer i jeres forening, og 2) hvilke handlemuligheder, der ville være relevante og hvornår. Der er ikke ét rigtigt svar. Formålet er, at I retter opmærksomheden mod de kommentarer, som nok er almindelige i online gaming, men som potentielt er ekskluderende og gør ondt.
Forløb
Præmis: Hvis du som frivillig har et ansvar for, at alle på holdet føler sig godt tilpas, hvor går grænsen så i de cases, der præsenteres?
- En case præsenteres på plenum og hver frivillig placerer sig på “Hvor går grænsen-barometeret”.
- I plenum samles der op på, hvor de enkelte frivillige placerer sig. I reflekterer sammen på, hvorfor I har placeret jer, som I har, og hvorfor I eventuelt adskiller jer fra hinanden.
- Herefter diskuterer I i plenum relevante handlemuligheder på baggrund af de enkelte cases. Hvad ville I gøre i de enkelte situationer og hvorfor? Hvornår skal man potentielt eskalere – og til hvad? Har I andre handlemuligheder end dem, der er skrevet nederst på siden?
Workshoppen er en måde at øve sig i at blive opmærksom på, hvad der egentlig er okay at reagere på – og hvad I synes, I skal reagere på, hvis I vil understøtte et inkluderende miljø.
Cases
Case A:
På et drengehold er stemningen trykket, da kampen går dårligt. En siger til en anden: “Du er sådan en fucking bøsserøv, spil nu ordentligt”, hvortil den anden svarer: “Hold kæft, din faggot”.
Case B:
Ny case: Holdet finder ud af, at der er en pige på modstanderholdet, og de går alle målrettet efter hende (“Hun er der! hun er der!” ”Fuck hende op”)
Case C:
Ny case: Alle sidder i Overwatch-lobbyen og en pige “bekender” kulør. Drengene begynder i flæng at spørge til, om hun har en kæreste, om hun har en tiktok, om hun giver sin snapchat, hvis de vinder. Under selve spillet ender de på samme hold, og flere af drengene siger til hende “bare følg med mig, jeg har dig”.
Case D:
På et blandet hold sidder både dreng og piger i samme rum. Da en træner beder dem “pushe top hårdt” råber en dreng ud i rummet: “Det er ikk’ det eneste, der er hårdt”.
Case E:
Drengene sidder og snakker om esport. En dreng siger: “Jeg forstår ikke, hvorfor man hele tiden prøver at lave kvindehold i esport. Det er jo ikke seriøst”.
Handlemuligheder
- ‘Call-out’ i plenum (“Hey – det siger vi ikke her!”)
- Snak med hele holdet efter en kamp
- Samtale med medlemmet, der sagde eller gjorde noget grænseoverskridende.
- Samtale med medlemmets forældre
- Inddrage foreningens ledelse
- Advarsel
- Eksklusion fra foreningen
- Melde til politiet