Sårbarhedens rolle i digitale fællesskaber

Selvskadende adfærd og sociale medier

En undersøgelse foretaget af Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade (ViOSS, 2016) beskriver sociale medier som et dobbeltsidet fænomen blandt personer som praktiserer spiseforstyrrelser og selvskade. 

Undersøgelsen blev foretaget blandt deres panel af primært piger over 16 år (466 piger og 5 drenge deltog), som havde eller tidligere havde haft enten spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd. Mange deltagere oplevede, at sociale medier havde en væsentlig indflydelse på deres adfærd og forhold til deres lidelse. 

Af de 471 besvarelser rapporterede 47 % af deltagerne, at de via sociale medier havde modtaget tips og tricks til at skjule eller forværre deres selvskade, og 31 % angav, at sociale medier spillede en central rolle i udviklingen af deres spiseforstyrrelse eller selvskade. 

Yderligere 43 % blev påvirket af andre brugere til at fortsætte denne adfærd. Omvendt oplevede 62 % af deltagerne, at sociale medier havde givet dem støtte til at bekæmpe deres lidelse. 

Omkring 30 % havde fundet venner via sociale medier, der aktivt støttede dem i at komme ud af deres spiseforstyrrelse eller selvskade, og 40 % angav, at de havde fået redskaber til at håndtere deres udfordringer gennem disse platforme. 

Resultaterne fra undersøgelsen er ikke entydige, men kan indikere at hvis man som menneske bærer en sårbarhed med sig, så vil den også komme til udtryk igennem og blive påvirket af din digitale adfærd  – både på godt og ondt.

Online fællesskaber og selvskade som identitet

Vestergaard og Jørgensen (2016) belyser i et kvalitativt studie foretaget på bosted for svært selvskadende unge i alderen 14-22 år i Aarhus i december 2015, hvordan unge piger med skrøbelig mentaliseringsevne bruger Instagram platformen til at dele billeder og tekster om deres fysisk selvskade for at opbygge en identitet som “en, der selvskader”. 

Fysisk selvskade skal forstås som en bevidst, tilsigtet handling, der er rettet direkte mod kroppen, og som medfører direkte fysiske skader for at lindre negative følelser uden intention om selvmord. Definitionen kommer fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Eksempelvis markerer en ung pige sin profilbeskrivelse med: “Kan godt Trigge,31 følgere Psyk x4 🏥💊💊💊 x6 🏥 x9 👮🚔 mit liv er fucked up?! Så du gider sikkert ikke følge mit håbløse liv alligevel”.

Pigerne får kommentarer på billederne, mange indikerer sympati for dem, og pigerne beskriver hvordan kommentarerne har følelsesmæssig betydning for dem: ”Det er rart, at de andre læser og anerkender mine følelser og sender mig omsorgsfulde beskeder, når jeg har svære tanker, som jeg deler, eller deler handlinger, som jeg holder skjult for andre.” 

Vestergaard og Jørgensen trækker på sociologen Goffmans teori om “holdet” for at forklare, hvordan fællesskaber online spiller en central rolle i den selvskadendes identitetspræsentation, med “holdet” som hjælper den selvskadende person med at regulere sine affekter, og med tillid til hinanden som et centralt modus. 

Goffman definerer et hold som ‘’Enhver samling af individer der samarbejder om iscenesættelsen af en enkelt rutine’’. Men andre ord så er et hold en gruppe individer som har fælles rammer, eksempelvis hvis man har samme kultur, mål, værdier eller lignende.

Som ovenstående citat belyser, kan oplevelsen af “holdet” rumme positive elementer set fra den unges perspektiv, og føre til en italesættelse af selvskade, hvor de unge ikke skammer sig og tilbyde en form for omsorg og intimitet. 

Vestergaard og Jørgensen fortæller, at det ofte kan føles skamfuldt at tale om selvskade ansigt til ansigt, mens det er mindre skamfuldt online, grundet den distance, der findes i kommunikationsteknologien.

I vores digitale ungdomsrådgivning Cyberhus oplever vi samme positive fortælling fra brugerne om hvad det digitale fællesskab kan tilbyde, som det fysiske fællesskab ikke kan på samme måde. En bruger fra gruppechatten beskriver det her: “Jeg tror, det har noget at gøre med, at det er nemmere at finde folk, man deler noget med på nettet, og derfor oplever man, at de er bedre til at forstå en, og se en, der hvor man er – og samtidig åbner man måske mere op online også.”

Et lignende eksempel på holdets betydning finder vi hos Zinoviev et al. (2016) som undersøgte 25.000 brugere fra det tidligere sociale medie LiveJournal i perioden 2000 til 2012, som var medlemmer af NSSI-relaterede (Non Suicidal Self Injury) grupper med navne som “cuttingimage” og “cuttersselfharm”. 

Man kunne antage, at disse grupper primært ville fokusere på fysisk selvskade, men artiklen viser, at samlingspunktet også omfattede en bred vifte af ungdomsinteresser, herunder temaer som “venskab”, “poesi”, “film” og populære alternative bands fra tiden “Evanescence” og “Nirvana”. 

Grupperne fungerer derfor ikke kun som platforme for deling af billeder og tekst om selvskade, men også som sociale fællesskaber, der sætter brugerne i en bredere ungdomskulturel kontekst. 

Zinoviev et al. problematiserer i slutningen af deres artikel, at selvskade kan udvikle sig til en primær gruppeidentitet, fordi det potentielt kan påvirke nye medlemmer af grupperne til at påbegynde selvskade, selv hvis de oprindeligt ikke havde tiltænkt dette.

De fremhævede studier i ovenstående er fra 2016, og de kan derfor ikke nødvendigvis anses som repræsentative for samfundet og de digitale fællesskaber i 2024.  Samtidig så giver vores egne undersøgelser indenfor dette område, herunder fokusgrupperne foretaget i forbindelse med projektet “når unges mistrivsel flytter online”, en indikator af at ovenstående i høj grad er aktuelt.

Vores anbefaling er derfor at der bør rettes yderligere nysgerrighed mod feltet.

Risiko for smitte

Som beskrevet af Digitalt Ansvars analyse “InstaHARM” (2024) er der dokumentation for, at unge, som eksponeres for selvskademateriale på Instagram, har en øget risiko for at selvskade. Undersøgelsen fremhæver, at når sociale medier som Instagram ikke konsekvent fjerner selvskadeindhold, kan det føre til yderligere spredning af selvskade-narrativer blandt sårbare unge. 

Denne tendens kan beskrives som en slags “smitte”, hvor eksponering for skadeligt indhold i digitale fællesskaber forstærker og normaliserer adfærden, hvilket yderligere kan påvirke unge til at imitere og internalisere sådanne narrativer.

Studier af Jarvi et al. (2013) og Kruzan og Whitlock (2016) beskriver, hvordan sociale medier kan mediere en “smitteeffekt”, hvor selvskade-relateret indhold spredes i specifikke onlinefællesskaber og forstærker selvskadende adfærd blandt sårbare brugere. 

De beskriver at fællesskaber, der centrerer sig om selvskade, kan føre til, at adfærd og narrativer omkring selvskade legitimeres eller endda indirekte opmuntres gennem narrativ forstærkning, fordi det forbindes med en bredere kulturel forståelse og social accept inden for gruppen.

Social læring spiller her en central rolle, da brugere ofte imiterer adfærd, de observerer hos andre i online fællesskaber, hvilket skaber et ekkokammer eller feedback loop, hvor normer for selvskade konsolideres og opretholdes.

I fokusgrupperne i projekt “Når mistrivsel flytter online” har vi også selv mødt unge, som beskrev hvordan de lærer at imitere adfærd  gennem betegnelsen “at være lurker”. 

Her blev det forklaret som en adfærd, hvor de unge aktivt observerer et digitalt  fællesskab, uden at deltage direkte, for at afkode hvilken norm og adfærd der er tilladt og socialt accepteret i fællesskabet. Formålet med at være “lurker” var på sigt at tilpasse egen adfærd, så den kunne afspejle fællesskabets.

Idealisering af adfærd

Som belyst i Vestergaard og Jørgensen og Zinoviev et al. forskning, bliver selvskade på nettet ofte diskuteret med fokus på det som en fysisk handling – f.eks. via cutting, og fokus i populærkulturen er særligt på unge piger der praktiserer det.  

Jarvi et al. (2013) beskriver blandt andet æstetiseringen af selvskade i teenagepopkultur fra slutningen af 1990’erne og starten af 2000’erne, med reference til filmen Thirteen. I filmen præsenteres hovedpersonen, den selvskadende unge pige, med en høj grad af karisma og appel. 

Mange husker måske også DR’s dokumentar Døde Pigers Dagbog fra 2020, der beskrev PRIV-netværket – et lukket Instagram-fællesskab, hvor unge piger ifølge DR “deler og liker billeder af snitsår, ekstremt undervægtige kroppe og selvmordsplaner”.

POV International-skribenten Anne Katrine Bagai beskriver dokumentaren i hendes artikel: “Døde pigers dagbog: En romantisering over et fællesskab, der er opstået i mangel på bedre”. Hun siger desuden at dokumentaren er klippet som en krimi eller gyserfilm og bærer en “romantiserende” titel. 

Bagai afslutter sin artikel med en skarp pointe: “Det er ikke ondskab, der driver piger til at tage æstetiserede billeder af selvskade. Det er helt basalt en kultur, hvor mennesker, der virkelig har brug for hjælp, har troet, at de kun kunne få det af hinanden.”

Vær nysgerrig på fællesskaberne

For at få indblik i unges digitale fællesskaber, deres adfærd i dem og hvordan det påvirker dem, er det nødvendigt at du er nysgerrig på en åben og fordomsfri måde. Det kan være meget vanskeligt, når du, ligesom her i artiklen, får blik for risikoadfærd, skadeligt indhold og andre svære konsekvenser af at bringe sårbarheden online.

Vi har udviklet en samtalemodel, som du kan støtte dig ved, når du skal tage samtalen. Den er bygget op som en netværksmapping, hvor du spørger rundt om enten den mediebrug eller et konkret socialt medie. Hensigten er at reflektere sammen med den unge, og anerkende både de positive og de negative dele af den digitale tilstedeværelse.

Litteraturliste

• Vestergaard, C. B., & Jørgensen, C. R. (2016). Selvskadende adfærd på sociale medier – En analyse af Instagram-profiler med selvskadende adfærd som omdrejningspunkt. Psyke & Logos, 37, 60–77.
• Kruzan, K. P., & Whitlock, J. L. (2021). Digital Media, Suicide, and Self-Injury. I M. B. Asare (Red.), Suicide Prevention Handbook. Cambridge University Press. doi:10.1017/9781108976237.018
• Jarvi, S. M., Jackson, B., Swenson, L. P., & Crawford, H. (2013). The Impact of Social Contagion on Non-Suicidal Self-Injury: A Review of the Literature. Archives of Suicide Research, 17(1), 1-19. doi:10.1080/13811118.2013.748404
• Wasserman D, Cheng Q, Jiang GX. Global suicide rates among young people aged 15-19. World Psychiatry. 2005 Jun;4(2):114-20. PMID: 16633527; PMCID: PMC1414751.
• Zinoviev, A., et al. (2016) Evolution of Grain Structure during Laser Additive Manufacturing. Simulation by a Cellular Automata Method. Materials & Design, 106, 321-329. https://doi.org/10.1016/j.matdes.2016.05.125
• Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. (2016.). Spiseforstyrrelser, selvskade og sociale medier. Hentet fra https://spiseforstyrrelse.dk/files/media/document/Spiseforstyrrelser-selvskade-og-sociale-medier.pdf
• Digitalt Ansvar (2024). InstaHARM, en undersøgelse af Instagrams manglende indholdsmoderation af selvskadeindhold