“Jeg savner min far selvom han sidder lige der…”

…”fordi når han er hjemme, så sidder han alligevel bare med sin computer eller telefon og laver ting til arbejdet eller er på Facebook.” Flere og flere børn og unge fortæller os, at selvom de i stigende grad bliver opmærksomme på deres eget forbrug af sociale medier og digital underholdning, så savner de at nogen hanker op i de voksne omkring dem. Historierne om fraværende forældre eller distræte fagpersoner er mange og at dømme efter de børn og unge som vi ugentligt snakker med, så har vi voksne i vores iver for at sikre børn og unges digitale dannelse måske nogle steder glemt vores egen.

Fortællinger fra Landevejen

En stor del af vores arbejde i CfDP består i, at køre land og rige(r) rundt, og holde oplæg, workshops og foredrag om særligt den digitale generation og det samfund, som digitaliteten har skabt. Vi bliver ofte engageret af skoler, som ønsker at vi taler om, hvornår sociale medier fungerer, hvad de kan, skal og må – samt hvordan man er en god kammerat på tværs af – og på trods af – mobiltelefonernes forankring. I de bedste tilfælde har vi oplæg for skolernes elever først på dagen, dernæst fagpersoner og slutteligt forældre. I de tilfælde kan vi sikre, at vores dagsorden (den gode digitalitet og digitale dannelse) forankres i alle tre grupper, og, i stedet for en engangsforestilling, bliver et fortløbende samtaleemne på tværs af elever, forældre og fagpersoner.

Vi sørger altid for, at spørge eleverne, om der er noget, de gerne vil have, vi vender med deres lærere og forældre. Det er en god måde at holde fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig hos de yngre årgange, og så er det med til at sikre, at vi får talt om de ting, som ikke kun vi fagpersoner synes er vigtige, men at vi også bliver børnenes talerør til de voksne.

I løbet af 2017 har der været et mærkbart skred i, hvor ofte særligt de helt unge elever henvender sig til os og spørger, om vi ikke nok vil fortælle deres forældre, at de også skal huske at lægge deres telefoner væk ved middagsbordet. Især de helt unge elever kan skære pathosfyldte forklaringer på, hvordan det er at sidde og snakke til en far eller mor, som er så forhippet af Candy Crush, Facebook eller arbejde at fortællingerne fra skolegården og klasseværelset falder for døve øren og mødes af et ligegyldigt grynt eller fraværende nik.

Vi har snakket meget om børn og unges brug af mobiltelefoner – de snakker mindst ligeså meget om voksnes!

En af de ting, som altid ligger voksne på sinde, når der skal laves en dagsorden for vores workshops og oplæg for børn og unge, er rammen for det daglige forbrug. Hvis der ikke skal tales minutter, timer og skæringsgrænser for sundt/usundt forbrug, så bliver vi ofte bedt om, at tale mobilfri zoner eller reguleret forbrug ind i vores oplæg. Og det er vigtige emner! Det ER svært at styre sin tid på mobilen, særligt når man når en alder, hvor ikke kun YouTube og små spil drager – men derforuden også Facebook, Instagram, Snapchat og alle de andre medier, hvor selvbilledet skal holdes højt, og vennerne skal “likes”. Det er en udfordring, vi har mange års erfaring i at italesætte og arbejde ind i. Det er bare slående, at det umiddelbart ser ud til, at flere og flere af de voksne, som er med til at fremhæve udfordringen her som kardinalpunkt for børn og unge, ser ud til selv at falde i fælderne.

“Jamen det er vigtigt!”

Når vi fremhæver voksnes brug af mobiltelefoner ved både middagsbordet og i sociale relationer, er et af de første argumenter altid, at når voksne bruger deres mobiltelefon, så er det jo fordi, det er vigtigt. -”Arbejde… og så’n noget…” Det er også helt rigtigt, det er vigtigere, at man får svaret på en arbejdsmail, end at ungerne får spillet et par baner længere i Clash of Clans eller leget med filtre i Snapchat. Det er desværre bare afsindigt svært at forstå for de børn og unge, som søger den voksne opmærksomhed, men ikke får den. De ser kun bagsiden af mobiltelefonen, og derfra kan man ikke se, om det er Candy Crush, kattevideoer eller arbejdsmails, som fylder skærmen. Det eneste man som barn eller ung opfatter i den situation er “at den mobiltelefon der godt nok er vigtig”.

Ingen forældre synes – heldigvis – at deres mobiltelefon er vigtigere end deres barn. Det er desværre bare det signal, som bliver sendt gennem hundredevis af bittesmå (a)sociale interaktioner i hjemmet i disse år. Når man slynger et “Jaja, jeg skal bare liiiige…” afsted med telefonen i hånden, inden man retter lektierne, eller når man skipper øjenkontakten midt i endnu en historie fra skolegården til fordel for nyhedsopdateringer på Twitter, eller… Eksemplerne er mange, og forklaringerne ligeså.

“Nogen gang vil jeg gern opfinde den tryk knap der standser alt. forældre skal brug mer tid med sine børn ligge mobil væk sluk fjernsyn”  -Dreng på 10 år, via Cyberhus.dk

Humlen er bare, at vi pt. ser en generation af børn og unge, som i stigende grad ikke bliver bekræftet i, at de er vigtigst, men indirekte at de kommer et par led længere ned ad kæden end forældrenes arbejdsmails og sociale medier.

Mobilfri Zoner

Særligt elever fra indskolingen og mellemskolen fortæller os, at de derhjemme har mobilfri zoner – aftalte tidspunkter eller situationer, hvor deres mobil og tablet skal gemmes væk. Oftest er det spisebordet eller aftener med brætspil som er helliget den “virkelige” verden. En lille tredjedel (ifølge vores egne optællinger) af de unge siger, at de nogle gange har svært ved at overholde reglerne og enten bryder dem – eller tænker meget på deres telefon; særligt de ældre elever. Men langt over tre fjerdedele (ifølge vores egne optællinger) fortæller os, at deres forældre tiere bryder reglerne – eller siger at de ikke gælder for dem.

Andelen af unge som synes, at deres forældre har sværere end dem selv ved at styre forbruget af mobiltelefonen derhjemme, vokser støt. Her fra en skole i Vordingborg.

Vi ved i Danmark, at unge ser på forældre og voksne ikke kun som regel-håndhævere men også som forbilleder. Derfor er det vigtigt, at vi fremover tænker på vi voksnes ansvar som rollemodeller, ikke kun når der skal køres med cykelhjelm på den tohjulede eller sikkerhedssele i bilen, men også når der skal indøves gode mobilvaner.

Her som årets sidste måned render ud, kunne tanken om at være ekstra opmærksom på ikke kun børn og unge omkring sigs forbrug, men også sit eget. Hos CfDP lærer vi altid børn og unge at spørge “Er det vigtigt lige nu?”, når deres kammerater “kommer til” at glide ud af en social sammenhæng og over på deres telefon. Voksne – forældre såvel som fagpersoner – kunne jo passende øve sig på, at stille sig selv samme spørgsmål når mobiltelefonen pludselig var at finde i hånden – igen: “Er det her vigtigt lige nu?”

En kommentar

  1. Michael Lajlev siger:

    Av. Denne her artikel gjorde ondt. Jeg føler der er en stærk konkurrence mellem digital fordybelse vs analog samvær 😕

Skriv ny kommentar

CfDPs Nyhedsbrev

Du vil løbende blive opdateret omkring de unges digitale liv, cirka hveranden måned.