Anna-Sofie Bruun

Fagkonsulent med speciale i børn og unges digitale fællesskaber og trivsel  Mere om Anna-Sofie

Vi er i dag med til at lancere en ny stor digital dannelses indsats, der skal styrke digital dannelse hos børn og unge. Første skud på stammen er en undervisningsplatform. Herunder følger pressemeddelelsen.

I dag går en ny og gratis platform til fagpersoner i luften, der med undervisningsmaterialer og principper for digital dannelse skal skabe rammerne for dialogen mellem børn, unge og voksne om digitale medier. Platformen er første led i en større indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Sammen med Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge, udgør Center for Digital Pædagogik konsortiet ‘Sammen om digital dannelse’, som står bag indsatsen.

Børn og unges digitale liv er et højaktuelt emne: Både i hjemmet, hos politikerne, i uddannelsessektoren og i den generelle samfundsdebat. Fælles for samtalen om skærme og digitale medier er ønsket om at sikre, at børn og unge i Danmark trives og får en tryg digital fremtid.

Derfor lancerer organisationerne Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik i dag en ny stor national indsats, der skal styrke den digitale dannelse hos børn og unge. Med indsatsen skal børn og unge mellem 5 og 25 år og deres voksne rustes til at forstå de vilkår og betingelser, der følger med, når fællesskaber, leg, demokrati, identitetsdannelse og meget mere udspiller sig digitalt.

Indsatsen hedder ’On’ og er blevet til med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets Pulje til styrket indsats for digital dannelse af børn og unge. Den består i første omgang af en læringsportal med kvalitetssikrede undervisningsmaterialer inden for digital dannelse, som kan findes på hjemmesiden on-undervisning.dk. Derudover lanceres syv principper, der skal skabe en fælles forståelse af begrebet ’digital dannelse’.

En platform for læring og dialog om digital dannelse

De fire organisationer bag On er glade for nu at gå i luften med de første initiativer til især fagpersoner. Det forklarer Diana Bjørn Milenkovic, Senior Digital Trivselsrådgiver i Red Barnet og medlem af programledelsen i konsortiet bag indsatsen, ’Sammen om digital dannelse’.

”Børn og unges liv er i dag gennemsyret af digitale medier. Alt det, der foregår bag skærmen, har så stor betydning og indflydelse på deres liv. Derfor er det så vigtigt, at voksne omkring børnene taler om og tager et fælles ansvar for børns liv, når de er digitale – også i skolen. Nu får lærere, SSP-medarbejdere og andre fagpersoner ét samlet sted, hvor de kan søge hen og finde inspiration og materialer til at arbejde med digital dannelse i undervisningen. Vi håber, de vil bruge det – til gavn for børn og unges digitale trivsel og sikkerhed,” siger Diana Bjørn Milenkovic.

Hun suppleres af Marie Diernisse Langsted, teamleder for Bedre Børne‑ og Ungeliv i Børns Vilkår og medlem af programledelsen i Sammen om digital dannelse:

”Digitale medier er en uundgåelig del af børn og unges fremtid, så det er helt afgørende, at vi som voksne og samfund hjælper dem med at blive klædt grundigt på, så deres kritiske sans og forståelse af teknologien er i top. Det er On-projektets fornemste opgave. Og for at skabe de bedste rammer om det arbejde, har vi her i første omgang defineret nogle principper, der sætter en fælles retning for samtalen mellem børn, unge og voksne om skærmen. I sidste ende med det formål at styrke børn og unges evner til at begå sig i en digitaliseret verden.”

Som en del af indsatsen har organisationerne bag On udviklet en række principper for digital dannelse, der har til formål at skabe overblik, oplyse og kvalificere samtalen om digital dannelse – blandt fagpersoner, forældre og på tværs af generationer. Principperne handler blandt andet om emner som privatliv og sikkerhed, digitale krænkelser og skadeligt indhold, digitale fællesskaber, identitet og idealer samt demokrati og deltagelse.

”Principperne for digital dannelse er fundamentet for vores initiativer i On. Vi har udviklet dem med hjælp fra både børn, unge, fagpersoner og forskere, og målet er, at principperne kan gøre det nemmere for alle at forstå og arbejde med digital dannelse. Der mangler et fælles sprog, når vi taler om digital dannelse – med principperne for digital dannelse vil vi gerne skabe det sprog”, siger Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, projektleder i Medierådet for Børn og Unges sekretariat og medlem af programledelsen i Sammen om digital dannelse.

Læringsmaterialer af høj kvalitet samlet ét sted

Mens principperne for digital dannelse danner rammerne om den nye indsats, så lancerer organisationerne også et mere konkret produkt til fagpersoner. Det sker på en helt ny læringsplatform, hvor lærere kan finde en samling af gratis undervisningsmaterialer, der alle kredser om børn og unges digitale liv og dannelse. Samlingen er kurateret, og materialerne er derfor alle af høj kvalitet og lige til at tage i brug i undervisningen.

“Det kan være udfordrende at undervise i det digitale, særligt fordi emnet udvikler sig hele tiden. Heldigvis er der et stort udbud af materialer, der kan hjælpe til denne svære opgave. Vi er glade for at kunne bidrage til, at undervisere nemmere kan finde relevante og gratis undervisningsmaterialer, så de kan fokusere på det vigtigste – at sikre børn og unges digitale trivsel gennem god undervisning,” siger Anna-Sofie Bruun, fagkonsulent med speciale i unges digitale trivsel i Center for Digital Pædagogik og medlem af programledelsen i

Sammen om digital dannelse

Næste skridt i On-indsatsen bliver at udvikle nye og egne undervisningsmaterialer, som udfylder hullerne i det eksisterende udbud af materialer – blandt andet til specialområdet. De nye materialer kommer fra slutningen af 2024.

I forbindelse med lanceringen 12. juni sender organisationerne bag projektet materialer rundt til ca. 2.000 skoler i hele landet, blandt andet et hæfte om principperne for digital dannelse. På hjemmesiden findes der også videoer, der dykker ned i principperne og forklarer, hvordan man bruger læringsplatformen.

Lanceringen markerer starten på en større indsats, der løber frem til sommeren 2026.
Læs mere på hjemmesiden

Fakta om ’On’ og ’Sammen om digital dannelse’

  • Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik er gået sammen om en stor national indsats, der skal styrke den digitale dannelse hos børn og unge.
  • Projektet hedder ’On’ og lanceres 12. juni.
  • Afsenderen på On er konsortiet bestående af de fire ovenstående organisationer, der i denne sammenhæng har navnet ‘Sammen om digital dannelse’.
  • Projektet finansieres af Børne- og Undervisningsministeriets Pulje til styrket indsats for digital dannelse af børn og unge.
  • Projektet løber indtil sommeren 2026 og bidrager blandt andet med undervisningsmaterialer, en kommunikationsindsats om krænkende adfærd på internettet, fritidsaktiviteter og ung-til-yngre-aktiviteter.
  • Indholdet i projektets initiativer står på skuldrene af syv principper for digital dannelse, som er blevet udviklet internt i projektet. Principperne skal oplyse og kvalificere samtalen om digital dannelse. Sammen med børn, unge, fagpersoner, forskere og andre aktører på feltet vil projektet skabe et stærkt og bæredygtigt fundament for den måde, man arbejder med børn og unges digitale dannelse på i Danmark. Et fundament, der er uafhængigt af tidernes og teknologiernes skiften og derfor rækker langt ind i fremtiden.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.