I CfDP har vi netop genåbnet vores forælderrådgivning, hvor mødre og fædre uforpligtende kan skrive ind for at få råd om stort og småt i forbindelse med den til tider svære rolle som forælder.

Hej med jer. Jeg er mor til en dreng på 10 år, der er meget nervøs og utryg ved hele corona-situationen, og han har svært ved at sove. Hvad kan jeg gøre?

Sådan skriver en mor i vores spritnye SMS-chat til forældre landet over.

De fleste forældre er vant til at bruge deres telefoner til at google snart sagt hvad som helst om deres børn. Om det er barnets søvn- eller spisevaner, tumlingens trivsel, teeangerens træthed, barnets sociale egenskaber eller noget helt sjette er google altid lige ved hånden. Og det er vores forælderrådgivning nu også.

Via den nye sms-tjeneste kan forældre anonymt og uforpligtende spørge om råd til stort og småt, og modtage kvalificeret rådgivning fra fagligt kyndigt personale. SMS’en er altid åben, og forældre kan skrive ind, når det passer dem. De får svar i hverdagene, og bestemmer selv, om der skal foregå en længere korrespondance frem og tilbage, eller om ét spørgsmål og ét svar er nok.

På den måde ligger sms-rådgivningen i grænselandet mellem chat og brevkasse. For du kan skrive ind når som helst, ligesom du kan i en brevkasse, og efter en rum tid få svar på dit spørgsmål. Men ligesom en chat har du mulighed for at svare tilbage, når rådgiveren har besvaret din indledende henvendelse. Det giver forælderen, der skriver, muligheden for at bestemme samtalens beskaffenhed.

Anonym og reflekterende metode
Når man sender en SMS, kan man fristes til at tro, at ens telefonnummer bliver synligt for rådgiveren. Det gør det ikke. Som bruger er man anonym, og fremgår kun som et krypteret samtale-ID på rådgiverens skærm. Man kan dog godt vælge at fortælle rådgiveren om sit rigtige navn, hvis man har lyst.

En anden fordel ved SMS-rådgivning er, at man som bruger får tid til at reflektere over rådgiverens svar og tid til at stille opfølgende spørgsmål eller komme uddybende oplysninger, såfremt man finder det nødvendigt. Det er altså ikke blot en samtale man har her og nu, men derimod en korrespondance, der kan strække sig over flere dage eller uger i det omfang, brugeren ønsker det.

En rådgivning til alle forældre
Alle forældre kan henvende sig i rådgivningen. Det kræver ikke nogen særlige forudsætninger eller nogen særlig tilknytning til Hele Danmarks Familieklub. Det eneste det kræver er, at du er forælder. Enhver forælder med spørgsmål til sit barn eller til rollen som forælder kan henvende sig. Alle henvendelser bliver taget alvorligt og alle får et oprigtigt og fagligt kvalificeret svar. Intet spørgsmål er for stort og ingen tanke er for lille.

Forældre-SMS’en har nummeret 22 49 68 23, og man kan skrive når som helst.

Du kan finde mere information om forælder-sms’en her, hvor du også kan læse om rådgiveren, kontaktoplysninger, og meget andet.

For forældre Online rådgivning