Hvorfor sker det? Medieudviklingen har de seneste 3-4 år skubbet til en væsentlig forandring i vores kommunikation. Hvor man for nogle år siden måtte betale 4 kr for en mms, så er vi i dag forundret, hvis der ikke er wifi i skolebussen. Alle børn og unge har “mobilpakker”, der inkluderer spandevis af gigabyte datatrafik og “gratis” sms og mms. Så hvorfor ikke tale i billeder og video? Det er derfor ikke en nyopstået forråelse af de danske unge; men måske nærmere at vi har fået nogle muligheder, som vi også ville have anvendt, hvis de havde været til stede for 10 år siden. Legen med seksuelle udtryk i teenageårene er en stærk drivkraft, der får selv velvidende og moralsk stærke unge til at begå brølere (og helt klart også voksne). Når jeg spørger bredt ud i klasserne på mine skolebesøg, så ved de fleste teenagere godt at billeder kan screenshottes og deles efter behov – også på Snapchat. Det foruroligende er nærmere at man fornemmer en underliggende konsensus hos de unge om, at det er normalt at sende og modtage nøgenbilleder. Fordi man kan! Det er meget svært at gå imod noget, der føles mainstream. Med baggrund i eksempler som Viborg mappen og andre aktuelle sager, skal vi alle informere om den totalt ødelæggende effekt det har på unge, der har været igennem det.

Hvem har skylden for Viborg mappen?

I flere danske medier kører debatten om, hvem der har skylden. Pigen, der deler billedet med kæresten eller ham kæresten, der deler billedet med resten af verden? For det første irriterer det mig at alle synes at holde fast i, at det altid er pigen, der uvidende og uskyldigt deler billedet med fyren og fyren, der som led i en stenalderagtig erobringsrus fremviser trofæet. Mere end én gang har jeg besøgt skoler, hvor “diller-billeder” har været det største problem – dvs drenge der har fremsendt billeder af intime dele til piger, som efterfølgende har lagt dem i en dropbox og delt dem. Vi er nødt til at tale om det som en udfordring, der gælder begge køn. Bare lige for at skabe lidt nuance i den del af debatten… Skyld er et komplet ubrugeligt begreb i denne debat. For hvad gavner det egentligt, at vi får placeret ansvaret hos det ene køn? Intet. Selvom man naturligvis kan argumentere, at det er en moralsk deroute af dimensioner, når en forsmået ekskæreste smider billeder op på en hævnpornoside, så er det altså meget letsindigt at frikende alle dem, der deler billederne i første omgang. Ved at sende intime billeder via nettet, løber man en risiko, som altid skal vurderes af den enkelte. Faktum er, at kontrollen med det enkelte billede mistes ved første upload. Når du har trykket ‘send’ kan billedet ikke fortrydes. Det har ikke meget med skyld at gøre; men det må nødvendigvis aktivere et etisk medansvar. At snakke “victim blaming”, fordi politiet opfordrer unge piger til at lade være med at tage nøgen-selfies, er helt hen i vejret, mener jeg. Forebyggende arbejde omhandler altid risiko-adfærd. De unge er nødt til at forstå at det er forbundet med en specifik risiko at dele nøgenbilleder. Det har ikke noget at gøre med at bebrejde offeret men om at give de unge basale redskaber til at lave en risikovurdering og handle på baggrund af den. Læs også: Ask.fm – Dramaet driver os!

Hvor er forældrene?

Denne fredag aften på DR1 kører et indslag om en fortvivlet mor, der fortæller at hendes 10-årige datter har indvilget i at sende (næsten) nøgenbilleder via Snapchat til en fremmed voksen mand. Politiet fortæller, at de intet kan stille op mod anonyme profiler og aliasser. Selvom jeg på INGEN måde vil antyde, at det er acceptabelt at henvende sig til børn på 10 år som voksen på Snapchat, så er vi altså også nødt til at droppe naiviteten som forældre. En 10-årig er på ingen måde klar til at bruge Snapchat og Instagram uden opsyn. DR1 indslaget nævner på intet tidspunkt, at Snapchat har en aldersgrænse på minimum 13 år (og i visse tilfælde 18 år). Vi skal bekæmpe grooming og pædofili med alle midler i et samarbejde mellem institutioner, politi og hjemmet; men en helt afgørende del af det arbejde sker hos forældrene, der giver barnet viden og resiliens. Vælger man at lukke sit barn ud på Snapchat, Facebook og Instagram som 10-årig, så skal der som minimum medfølge et kursus i brugen samt en række krav (eksempelvis at man har en privat Instagram-profil og at man kun godkender følgere man kender fra den fysiske verden) Forældreinteresse er en essentiel del af løsningen. Fra børnene er små til de er sen-teenagere er det nødvendigt at italesætte etik og risici ved netadfærd hen over spisebordet. Vi ved fra undersøgelser at alt for mange teenagere føler at deres forældre sjældent eller aldrig interesserer sig for det de laver på nettet. Jeg tror faktisk på, at historier som ‘Viborg mappen’ og lignende er med til at skabe en større bevidsthed hos de unge hvis de bruges konstruktivt af lærere og forældre. Lad os droppe det med at finde den mest skyldige og i fællesskab styrke det moralske kompas hos de unge i stedet. Læs også: Sociale medier fra en teenagers synspunkt]]>

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.

Vil du vide mere?

Jonas Ravn

Seniorrådgiver og foredragsholder - børn og unges digitale liv Kontakt Jonas

CfDP har ekspertise og ydelser inden for digital rådgivning, børns digitale vaner, digital dannelse og trends og tendenser på sociale medier og i computerspil.

Vi deltager i og driver projekter om blandt andet computerspil som pædagogisk redskab, hate speech og anti-ligestilling på nettet.