Anni Marquard

Administrerende direktør, stifter & kreativ ildsjæl Mere om Anni

”Sugardating”, ”byttedating”, ”seksuelt salg og bytte” eller ”gråzoneprostitution.” Vi har ikke ét  rigtig godt og dækkende ord. Til gengæld fortæller både forskning og praksis entydigt, at der er  tale om et fænomen i voldsom udvikling.

KRONIK. Af Nicolai Halberg (centerchef KKUC), Lisbeth Høstgaard Møller (direktør, Kvisten) og Ann-Sophie Ernst-Rasmussen (rådgivningschef, Reden Ung), Anni Marquard (direktør, Center for Digital  Pædagogik) og Jeanett Bjønness (lektor, Center for Rusmiddelforskning)

Blandt grupper af unge ned til 15-års alderen opfattes  det som normalt at bytte sex og samvær for oplevelser, gaver eller bekræftelse. Datingsites,  influencers og TikTok-trends fremstiller sex og intimitet som en vare i høj kurs, helt uden blik for  de risici, unge dermed udsættes for i jagten på materiel og social status.

Erotisk kapital og ’noget for noget’ tænkning

  Siden 2019 har to danske forskningsprojekter beskæftiget sig med både unges og fagpersoners  erfaringer med og holdninger til unges udveksling af sex og samvær for kompensation, såkaldt  sugar- eller byttedating. Resultaterne viser, at mange unge mellem 15 og 30 år betragter kroppen,  deres ’erotiske kapital’ som en del af en social kapital, hvor sex og samvær legitimt kan give  adgang til både økonomiske goder, positiv opmærksomhed og anerkendelse.  

Dog er det også tydeligt, at unge, der har vekslet intimitet til materielle goder i højere grad end  deres jævnaldrende, er i risiko for at udvikle angst, depression eller andre psykiske diagnoser og  lidelser. 

Både de unge selv og fagpersonerne ser at der blandt mange unge er en ‘noget for noget’ logik,  som hænger tæt sammen med de unges brug af digitale platforme. På disse platforme  understøttes markedsmæssige udvekslinger af intimitet, og særligt de mest udsatte, oplever  uopfordrede henvendelser om forskellige former for byttehandler. Det kan være udveksling af billeder, og det kan også være tilbud om decideret penge eller stoffer for sex. 

Om udviklingen af et sugardating marked i vækst siger Kvistens direktør, Lisbeth Høstgaard  Møller, følgende: 

”De unge tror, de har kontrollen i sugardating, men det har de ikke. Undervejs bliver deres  grænser voldsomt udfordret og ofte overskredet, og i takt med de mister styringen bliver deres  seksuelle adfærd bliver mere og mere risikobetonet. Det giver langvarige skader, og vi risikerer at  se et stigende antal unge i mistrivsel. Det kan vi ikke sidde overhørig.”

Nøgenbilleder til ældre mænd

I Kvisten, KKUC, Center for Digital Pædagogik og RedenUng har vi i flere år rådgivet og undervist  unge, forældre og fagfolk om, hvordan de kan navigere i en verden, hvor digitale relationer fylder  stadig mere, og hvor ”noget-for-noget” derfor er en meget udbredt tilgang til dates og relationer. 

“Vi møder vi mange rådvilde forældre, bl.a. er fx blevet kontaktet af en mor, hvis 16-årige datter  sælger nøgenbilleder og videoer til ældre mænd, men som ikke umiddelbart opfatter det som et  problem. Moren ved ikke, hvordan hun skal passe på sin datter, og mangler viden om hvordan  andre forældre og fagpersoner håndterer sådanne udfordringer,” fortæller Ann-Sophie Heinfelt  Ernst-Rasmussen, faglig leder ved Reden Ung.

En pædagog på et bosted fortæller om en pige, som ofte har byttet sex for stoffer og materielle  ting. Samtidig er det seksuelle blevet en afhængighed. De mange kærester giver pigen et kick og  opfylder et behov for nærhed og omsorg, som hun ikke har fået opfyldt hjemme hos sin mor. To  gange har hun hentydet til overgreb fra en stedfar, men det er ikke noget, hun vil tale om.

Skins for hud i Fortnite starter

Både fagfolk og forældre er frustrerede, fordi de ikke ved, hvordan de skal gribe samtalen med de  unge an. Og vi forstår deres bekymring, for vi ved fra vores arbejde at der er alvorlig fare for at  tingene skrider for de unge. Har man først fået overskredet sine grænser én gang, så kan det  hurtigere skride næste gang. For nogle unge ender det i destruktive tanker, lavt selvværd og tvivl  om, hvorvidt man nu kan tillade sig at sætte grænser i det hele taget. 

“Glidebanen kan opstå helt uden at de unge opsøger det. Vi hører bl.a. om at unge – også under  15 år – bytter et ’skin’ i Fortnite med et billede af nøgen hud. Herefter kan det udvikle sig til, at  den, der modtager billedet, truer afsenderen til at sende flere. Det kan også starte med at en  uopfordret henvendelse rammer ind i et behov hos den unge for opmærksomhed, ros eller  anerkendelse, eller i et ønske om, at der skal ske noget spændende,” udtaler Anni Marquard,  direktør ved Center for Digital Pædagogik. 

Unge mænd sugardater, men bruger ikke behandlingstilbud

Forskningen viser, at det kan være mere tabuiseret for unge mænd at indrømme, at de sugardater  og det kan være en forklaring på at de ikke opsøger de tilbud, der er. Og meget tyder på, at der  ofte er nogle andre dynamikker i spil for de unge drenge, som fx kan handle om, at de har mere  seksuelle motiver end de unge kvinder. Men uanset motiver, køn og seksuel orientering, så kan  man have brug for hjælp, når tingene skrider. 

Som rådgivningstilbud og forskere råber vi nu op om udviklingen. Der er behov for, at vi som  samfund tager en debat om, hvordan vi kan skabe en mere åben kultur om unges seksualitet og  relationer. Der er brug for en åben og vidensbaseret dialog, der fjerner tabuet og skammen fra de  unges skuldre og som giver ansvaret for at skabe de fornødne rammer om deres trivsel til de  voksne.

Tilbud, rådgivning og forløb kan hjælpe

Vi møder ofte unge, der fortryder at have delt et nøgenbillede for fx at få adgang til et fællesskab eller opnå anerkendelse. Men de synes det er svært og skamfuldt at fortælle voksne om det og dermed få hjælp.

Igennem vores tilbud oplever vi heldigvis, at vi med undervisning, rådgivning og forløb kan hjælpe unge til at mærke og reagere på egne og andres grænser. Vi får henvendelser fra forældre, der ønsker sparring, så de bliver i stand til at støtte og tale med deres børn. Vi opkvalificerer fagfolk – lærere, socialrådgivere og pædagoger – så de bliver i stand til at arbejde forebyggende og tale konstruktivt med unge om følsomme emner.

Så vi oplever, at indsatsen batter. Men det er langt fra tilstrækkeligt. F.eks. er der i dag grupper af unge mennesker, som ikke får den tilstrækkelige støtte. Vi ved fra forskningen, at ca. lige så mange drenge som piger udveksler seksuelle ydelser, og at det er mere udbredt blandt LBGT+ unge.

Digitale sugardating platforme skal reguleres

Blufærdighedskrænkelser, trusler og krænkende ytringer skal ingen finde sig i – og det gælder uanset om de er frembragt digitalt eller i den virkelige verden. Vi skal ikke acceptere de digitale  krænkelser og sørge for de bliver anmeldt på lige fod med fysiske. 

Vi har brug for indsatser på digitale platforme med fx aldersregulering på digitale medier, tydeligt  ansvar for håndtering af anmeldelser om grænseoverskridende eller ulovlig digital adfærd. Det  skal også fremgå tydeligt, hvor man kan få adgang til hjælp. 

Og vigtigst af alt, så er der brug for at involvere de unge. Som voksne og fagpersoner skal vi  overkomme vores egen blufærdighed, så de unge ikke er overladt til sig selv, når de skal navigere  i et digitalt og seksuelt grænseland, de ikke kender konsekvenserne af. Vi skal tilbyde at guide  dem, inden de risikerer at overskride deres egne grænser.

De unge efterspørger hjælp fra voksne og fagfolk

Som civilsamfundstilbud kan vi være der for de unge med den hjælp og rådgivning, de har brug for, men der er tale om store, strukturelle, samfundsmæssige problematikker, som ikke lader sig løse af enkeltstående rådgivningstilbud.

Vi skylder de udsatte unge at have et sikkerhedsnet, der både kan hjælpe dem, der har været i bytte-dating relationer og forebyggende indsatser til dem, der befinder sig på kanten af det.
Derfor opfordrer vi til, at man politisk samler og forankrer viden – vi stiller al vores erfaring og viden til rådighed, så politikerne kan komme på banen med forebyggende arbejde og lovgivning, der kan hjælpe de mest udsatte unge.

Fakta om Grænseløst.dk

Organisationerne Reden Ung, Kvisten, KKUC, Center for Rusmiddelforskning og Center for Digital Pædagogik er gået sammen om sitet Grænseløst.dk, hvor der findes en masse materiale, de unge kan bruge, så de kan reflektere over deres relationer og læse andres historier.
Sitet er netop blevet opdateret med nyeste viden og værktøjer til fagpersoner, der arbejder med unge, der enten befinder sig i en byttedating-relation eller er i risiko for at komme det.
De unge efterspørger at flere voksne og fagpersoner griber ind. Hellere end gang for meget end en gang for lidt.

I disse uger kører en kampagne til fagpersoner, så flest mulige kommer til at bruge den viden, værktøjer og guides, der er samlet på sitet til dem i deres arbejde med de unge.

Se mere på grænseløst.dk/fagomrade.

Referencer:
Bjønness, J. (2022). Kan kapital fra byttedating konverteres? Dilemmaer i arbejdet med unge byttedatere i Danmark. PÆDAGOGISKE PERSPEKTIVER, 85.

Bjønness, J., Bræmer, M., & Groes, C. (2022). Byttedating i Danmark. Aarhus Universitet.

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.