Sårbare børn og unge som deltagere i designprocessen?
Et af omdrejningspunkterne, der har været igennem mine 5 år på Digital Design ved Århus Universitet, har været brugerinddragelse i designprocessen. Selv om brugerne har været i fokus, er det ikke alle grupper af brugere, der er blevet del af mit repertoire. Heldigvis har jeg igennem min praktik-periode og mit studiejob hos Center for Digital Pædagogik fået øjnene op for den brugergruppe, der består af sårbare børn og unge. Denne brugergruppe er yderst interessant, da børnene og de unge på grund af fysiske og/eller psykiske problemer kan være svære, hvis ikke umulige at inddrage i en designproces.
TUBA – et case-studie

Og hvad gør man så, hvis brugeren ikke kan eller vil inddrages?
I stedet for de nuværende brugere er der blevet inddraget tidligere brugere af TUBA i designprocessen – denne gruppe af tidligere sårbare børn kender TUBA rigtig godt, er blevet hjulpet videre i deres liv og har lysten til at give TUBA noget igen for den hjælp, som TUBA har givet dem. Sådan en anden relevant persongruppe, der deltager i stedet for brugerne i en designproces, har jeg valgt at kalde stand-in brugere. I mit speciale undersøger jeg altså den ny-opfundne teknik med stand-in brugere; hvordan de bliver inddraget i et konkret projekt, hvilke erfaringer det gav, hvad der kunne gøres anderledes og ikke mindst, hvad andre designere kan bruge det til.
Udfaldet af specialet
Meget kort sagt ender jeg med at opstille nogle punkter, som andre designere kan vælge at benytte, når de har behov for at benytte teknikken med stand-in brugere eller skal inddrage en af de mere sårbare brugergrupper i designprocessen:
-
Lav brugerundersøgelser forud for designprocessen
-
Få hjælp fra organisationer og personer, der kender brugeren, eller arbejder med brugeren til daglig
-
De inddragede skal have lysten til at hjælpe
-
Lær de inddragede at kende og tag hensyn (eksempelvis i form af neutrale omgivelser)
-
Lyt til de inddragede og inddrag dem på deres vilkår
-
Inddrag metoder så som personas og brugerscenarier om nødvendigt for at have et ekstra fokus på brugeren
Kan sårbare børn og unge så deltage i en designproces?
For at svare på indlæggets titel så kan sårbare børn og unge sagtens deltage i designprocessen, men der skal tages hensyn til dem og hvis ikke de skulle have lysten eller muligheden for at deltage, så kan der med fordel inddrages andre relevante persongrupper i form af stand-in brugere.
Skulle du have fået lyst til at læse mere, kan mit speciale findes her. Ellers skal du være velkommen til at kigge forbi min hjemmeside og skrive en besked til mig: louisesparre.dk.
Skrevet af Louise Sparre, cand. it i Digital Design
– tidligere praktikant og projektmedarbejder hos Center for Digital Pædagogik
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.