Selvmord virker!

Spoiler alert: Denne artikel indeholder beskrivelser af seriens afslutning, så hvis du gerne vil se serien, bør du genoverveje om du skal læse med.

Problemer og løsninger

Inden dramaet starter indledes serien med akustisk guitar og en introduktionen af fortælleren – Hannah – som er død. I skiftet fra det oplæste posthume afskedsbrev til realtiden står to unge piger ved siden af afdøde Hannahs klassiske highschool-skab og taler om hvor smuk hun er på billederne, inden de nupper en selfie med det største portræt på skabet.

Døde piger lyver ikke viser teenagelivet med alle dets digitale detours.

Døde piger lyver ikke (på engelsk, 13 Reasons Why) flyder over med referencer og karikaturer af teenage-livet, nogle af dem mere præcise end andre. Vigtigst er at serien sætter perspektivet i øjenhøjde med teenage-hovedpersonerne og tager de knuste hjerter, de stormende rygter, den famlende identitet og den begyndende seksualitet enormt seriøst. Hannah Bakers selvmord er umiddelbart en reaktion på letgenkendelige teenage-udfordringer som vil kunne vække genklang i langt de fleste seere i samme aldersgruppe, og netop derfor bliver vi som fagpersoner nødt til at følge spørgsmålet om hvorvidt “helten” i seriens reaktion på de almindelige problemer også almindeliggøres – eller glorificeres?
Læs også vores interview med den unge pige C, som tidligere har cuttet, selvskadet og forsøgt selvmord om seriens fremstilling af de svære emner: “Jeg kan godt forstå Hannah”
I rejsen gennem de 13 afsnit i serien lærer vi Hannah og hendes bevæggrunde at kende på et intimt og ærligt niveau. Så meget desto større er den følelsesmæssige mavepumper da vi i sidste afsnit ser en af de mest grafiske og voldsomme filmscener nogensinde. Vigtigt – Vi må advare, beskrivelsen af seriens afslutning herunder kan virke meget voldsom, men vi beskriver den her for at understrege, hvorfor det er vigtigt som fagpersoner og forældre at snakke med de unge om serien:
Hannah er på familiens badeværelse. Hun tænder for vandet i badekarret. Hun gør et lille usikkert nik til sig selv i spejlet over håndvasken og træder op i badet. Hendes tøj bliver vådt og hun begynder at græde. Med sin højre hånd åbner hun pulsåren i venstre arm. Vi ser huden blive trykket ned inden den giver efter for barberbladet og blodet pibler ud. Først lidt, så meget. Bagefter gør hun det samme på sin højre arm. Hun vrider sig fordi det gør ondt, men fortsætter. I takt med at vandet bliver rødt mister hun bevidstheden. Hendes mor finder hende, skriger, knuger hende til sig altimens hun skriger på Gud, Hannahs far og Hannah selv.

Mobning og taletid

Selvmordet i Døde piger lyver ikke fremstilles hverken smukt eller som noget “rigtigt”; hendes forældre er ødelagte, skolekammeraterne græder og ingen forstår rigtigt hvorfor.
Hannahs største problem – inden selvmordet – er at hun misforstås eller overses af menneskene omkring hende. Ingen lytter til hvad hun siger (eller i hvert fald forstår hvad hun mener) og ingen ser hende. Sådan rigtigt ser. -Som hun siger på båndoptagelserne der leder frem til selvmordet:

“Do not take me for granted. Not again.”

Når Hannah aldrig vil tages for givet – ikke igen – eller når hun halvt opgivende halvt anklagende siger “You’ve never been a girl” tager man hende seriøst, fordi hun har gjort det ultimative offer for at få seernes opmærksomhed. Selvmordet giver Hannah en bemyndigelse til at fortælle historien fra sit perspektiv – nærmest en berettigelse.

Hvorfor skulle en død pige lyve?

Risikoen med Døde piger lyver ikke er ikke, at den italesætter selvmordet, eller glorificerer det. Teenagere ved godt, at selvmord findes. Risikoen med serien er, at Hannah først får taletid, når hun har slået sig selv ihjel. Hannah bliver først vigtig på grund af sit selvmord, og her ligger seriens største udfordring: Selvmordet er den nødvendige afslutning på de ting, som Hannah oplever og bliver udsat for. Den eneste måde (i serien) hvorpå hun kan stoppe mobningen, overgrebene og ligegyldigheden er ved at skære sine håndled over.
På intet tidspunkt italesættes de psykiske problemer eller diagnoser som kan føre til selvmord, hvis man ikke får hjælp. Den potentielle hjælp som heller ikke spiller en stor rolle i serien; det gør derimod skyldspålæggelsen; det er alle de andre – de 13 der har fået hver deres kassettebånd – som er skyld i, at Hannah er død. Hendes sidste hævn mod dem er anklagerne på båndene, og de kan ikke sige hende imod.

Hjælp?

“What if the only way not to feel bad, is to stop feeling anything, at all – forever?”
-Men der er jo hjælp at hente! Danmark har helplines til både chat, text og tale, og vi har et enormt netværk til forebyggelse af selvmord og selvskade – ligesom langt de fleste lande. De netværk og de foranstaltninger rører den populære Netflix-serie ikke ved, og det er et problem. Problemet er ikke, at serien fokuserer på en piges selvmord – problemet er, at serien får selvmordet til at fremstå som en effektiv “nu skal jeg vise dem alle sammen at de tog fejl!”-løsning, og samtidig som et uundgåeligt slutspil for mobning og overgreb. 13 Reasons Why – Døde Piger Lyver Ikke – er fremragende TV med alle ingredienserne til at blive en ny generations Beverly Hills; den er allerede blevet fornyet for endnu en sæson og er særligt populær blandt teenagere.

I Døde piger lyver ikke handler det ofte om, at være den som står udenfor.

Som forældre og fagpersoner kan vi drage nytte af den interesse og det emne den tager op – vi ved, at serien bliver set af alle de unge, og vi ved at serien ikke gør noget for at løfte det ansvar som nødvendigvis må følge med det tunge emne. Det ansvar falder videre på de voksne omkring især de unge, som potentielt kunne se Hannahs selvmord som en “god idé” både ud af teenage-tungsind, men også ud af den ingen-lytter-til-mig frustration som kan fylde så uendeligt meget i teenage-årene.
13 Reasons Why slår en enormt stor bold rigtig højt op – det er fagpersoner og forældres ansvar at gribe den igen.
Læs også: Interview – “Jeg kan godt forstå Hannah”

Der er mange organisationer, helplines og chat-tjenester i Danmark som står klar til at lytte, vejlede eller bare “være der”, for de som har lyst til at tale om selvskade, selvmord, spiseforstyrrelser og andre ting. Kontakt LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade på www.lmsos.dk/ eller Livslinjen på www.livslinien.dk/ eller 70201201. Du kan også altid finde en at snakke med på CfDP’s egen anonyme ungdomsrådgivning på www.cyberhus.dk]]>