Anbefalinger og ressourcer til forældre

Vores analyse peger på en bekymrende tendens online. Derfor har vi formuleret 3 konkrete anbefalinger til forældre, der gerne vil vide mere om fænomenet. Anbefalingerne bidrager til en åben og konstruktiv dialog med børn og unge om digitale fællesskaber og kønsrelaterede spørgsmål.

Tal med din dreng om forventninger, sårbarheder, maskuline idealer …og Andrew Tate

Unge mænd og drenge i dag får ofte besvaret deres svære spørgsmål og usikkerheder om disse ting af problematiske influencers som Andrew Tate, og her bør du som forælder sætte ind, lang tid før det kommer til at handle om online risikoadfærd.

Tal med din dreng om de sårbare ting ved at være dreng/ung mand, også det der ikke nødvendigvis har noget med det online at gøre. Samtaler om udfordringer med kærester, sex, seksualitet og dét at finde sin identitet er centrale.

Tal med din dreng om hvilke forventninger han har til kærester, seksualliv og sig selv.

Hvornår synes han man “bør” have en kæreste og hvorfor?

Hvad er sex og hvornår/hvorfor har man det?

Hjælp dit barn med at opbygge sunde vaner og rollemodeller online

Anerkend at manosfærisk indhold som f.eks. Andrew Tate nærmest er blevet en uundgåelig del af drenges/unge mænds feeds, og at den konstruktive forebyggende og løbende samtale om den type indhold derfor er nødvendig.

Det er altid vigtigt at huske på, at det langt fra nødvendigvis er noget, din dreng selv vælger at se, og at det ikke nødvendigvis siger noget om hans værdier, at han får det i sit feed.

Anerkend onlinelivet som en reel del af unges identitet og vis, at du ser deres digitale fællesskaber og oplevelser som vigtige

Hav is i maven, pak fordomme og bekymringer væk, så godt du kan, og prøv blot at lytte åbent, nysgerrigt og omsorgsfuldt. Det vil øge sandsynligheden for, at dit barn vil dele såvel positive som negative erfaringer og oplevelser med dig.

Undgå at fordømme dine børns onlineliv, og så vil de have tillid til at kunne vende, hvad der fylder, uden frygt for at der følger forbud og restriktioner i kølvandet på at have været ærlig. 

Vær spørgende og engageret i dine børns digitale fællesskabet, som du er det i deres fysiske

Undgå forudantagelser og prøv at forstå, hvad fællesskabet tilbyder dit barn.

Hvad får barnet ud af at være i netop dette fællesskab, som det ikke får andre steder?

Spørg ind til onlinelivet som du ville spørge ind til skoledagen, og engager dig i onlinelivet som du ville engagere dig i fodboldkampen

Spørg for eksempel:

“Hvem kan du rigtig godt lide at følge på TikTok?”

“Er der en særlig type videoer du kan lide at se på Youtube?”

“Jeg har hørt meget om de der memes. Vil du vise mig et du synes er sjovt?”

“Hvem kan du allerbedst lide at chatte/snappe med?”

Det digitale er en arena som dit barn skal lære at begå sig i, akkurat ligesom man skal lære de sociale spilleregler for at kunne indgå i fysiske fællesskaber og færdselsreglserne for at begå sig i trafikken. Så gå på opdagelse sammen, tal om do’s and don’ts – ligesom I gør i de fysiske arenaer.

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om hvilke særlige ting der er på spil i drenges/unge mænds møde med det online i dag.

Ressourcer til forældre

Her har vi samlet en række ressourcer til forældre, som kan hjælpe til at starte dialogen med sit barn om deres onlineliv.

Det Digitale Familieliv på Instagram

Instagramkanalen Det Digitale Familieliv er et digitalt mødested for forældre, hvor man kan få indblik i andre helt almindelige forældres erfaringer, udfordringer og glæder om det digitale familieliv. Den bliver også løbende opdateret med viden om digitale trends, tendenser og teknologier.

Besøg ‘Det Digitale Familieliv’ på Instagram

Samspil – online samtalekort

Samspil går ud på at  få en god snak om gaming med dit barn. Der er både spørgsmål om f.eks. fællesskabsfølelsen ved gaming, sexisme i gaming og konkrete spilmekanismer. Spillet kan åbne op for den gode konstruktive samtale om barnets onlineliv.

Prøv samtalekortene hér

Samspil – podcast

Samspil er en podcast om gaming til forældre, hvor både forældre og gaming-eksperter snakker om hvad de ting der kan fylde når ens barn gamer. Det kommer omkring det gode og det dårlige ved gaming, og alt fra generationskløft til skærmtid til gode online pengevaner. Podcasten giver et efterspurgt indblik ind i den online verden ens gamer-barn befinder sig i. 

Du finder podcasten hér

Samtalekort til forældremøder

Samtalekortene styrker dig i at håndtere dit barns digitale liv ved at eksemplificere nogle dilemmaer, som du kan diskutere i fællesskab med de andre forældre i klassen.

Med lidt gruppearbejde og kortene som et trygt samlingspunkt kan I åbne op for tanker, bekymringer og refleksioner i et trygt fællesskab, hvor I kan hjælpe og inspirere hinanden.

Se samtalekortene hér

Familie Kompasset

Familiekompasset giver et tiltrængt overblik ved at vise hvordan du på en simpel måde kan tage afsæt i positive tilvalg, fremfor forbud.

Kompasset introducerer dig også for de 3 vigtigste overvejelser, du kan gøre dig, inden du taler med dit barn om familiens værdier og digitale rammer.

Besøg Familie Kompasset hér

Øvrige opklaringer

”Incelsfæren” er et online værdifællesskab hvis verdenssyn bygger på, at det er nogle mænds lod at være dømt til et sexløst (og ofte kærlighedsløst) liv, grundet en række medfødte biologiske markører, som ikke værdsættes af kvinder.

Medlemmerne mener, at kvinder har fået for stor autonomi over eget partnervalg og krop, som følge af feminismen, og derfor kun vælger de flotteste (mest maskuline etc.) mænd, hvilket efterlader de grimme (umaskuline) mænd alene.

Der er mange forskellige ideologiske strømninger internt, og flere forskellige bud på hvordan man bør navigere i det.

Incelsfæren udgøres af en række hjemmesider, herunder primært incels.is og looksmax.org, og beslægtede Discord-servers, Telegram-grupper mv.

Vi forstår manosfæren som en fællesbetegnelse for online meningsdannere og fora, der dyrker maskulinitetsidealer og kritik mod kønsligestilling på en måde, der vækker bekymring for demokratisk dannelse og misogyni.

Det kan være idealer, som ofte bygger på en biologisk essentialistisk tilgang til køn. Eksempelvis idéer om mænds hierarkiske position over kvinder, mænds ret til sex (også gennem manipulation), og forskellige rettigheder for mænd og kvinder. Det kan ligeledes være indhold, der er stærkt objektiverende, dehumaniserende eller på andre måder nedgørende af kvinder.

Manosfæren dækker ikke over alle, der online sætter spørgsmålstegn ved eller udtrykker skepsis over for feministiske initiativer.

Incels.is er incelsfærens primære hjemmeside.

Den tager form af en simpel forumside, hvor man kan lave indlæg og kommentarer. Siden er rammesat som et sted, hvor medlemmerne kan tale om at være i såkaldt ufrivilligt cølibat.

Det, der reelt fylder på incels.is, er alt fra sårbare samtaler om at føle sig fremmedgjort i verden, til ekstremt voldeligt kvindehadsk indhold til helt almindelige hverdagssamtaler til deling af halshugningsvideoer og opfordringer til vold.

Hvorfor skriver vi om incels?

I den seneste tid har der været øget opmærksomhed på både den brede manosfære og incels specifikt, især efter udgivelsen af serien Adolescence, der satte fokus på unge mænds udfordringer online.

Udviklingen har kastet lys over et fænomen, hvor frustrerede unge mænd søger fællesskab i incel-fora, der ofte dyrker selvhad, kvindehad og negative stereotyper om kvinder, mænd og kønsrelationer.

Et emne, som stadig er nyt for mange voksne omkring de unge.

Center for Digital Pædagogik arbejder med opkvalificering af og viden til fagprofessionelle, forældre, myndigheder og politikere om risikoadfærd online. I den forbindelse følger vi også de såkaldt manosfæriske miljøer, herunder incel-miljøer (“incelsfæren”), og de online fællesskaber, de indgår i.