Et blindt øje til børneporno?

Danmark har et børneporno-filter. Og det er så bragende en succes, at man nu vil udbrede den i hele EU, og til andre områder såsom ulovlig gambling og terror-rekrutering. Men er censur virkelig måden at sikre børnenes tarv, og nettet som en positiv resource? Den såkaldte succes er nem at måle, og simpel at forklare:

• Privatpersoner indberetter en given side, politiet checker om der faktisk er tale om børneporno, og blokerer den i så fald.
• Der indberettes ca. 50-100 sider om dagen, af disse blokeres en 5-10 stykker.
• Der blokeres ofte for de pågældende sider; politiet har selv rapporteret op til 2700 daglige forsøg på at tilgå en af de blokerede sider!

Hvad blokeres egentlig? Siderne der blokeres er, for det første, langtfra sider lavet af pædofile til pædofile, fyldt med børneporno. Det er ofte porno-sider, med tusindvis af billeder, videoklip eller links, hvoraf ét altså er blevet vurderet at være ulovligt. En uvildig gennemgang lavet i tyskland sidste år fandt kun ulovligt materiale på under 2% af disse sider. Langt de fleste var for længst lukkede. Det forklarer også det skræmmende antal blokeringer per dag; 2700 forsøg på at se børneporno i Danmark. Men der er faktisk ingen grund til at antage, at de besøgende går efter børnepornoen; siderne indeholder så meget andet at vi ingen konklusioner kan drage. Vi ved altså ikke om vi har stoppet én eneste pædofil fra at se ulovlig porno, én eneste gang! Og vi giver ingen muligheder for appel, eller anden form for eftersyn af ordningen.
Hvem bliver stoppet? Tværtimod er der god grund til at tro, at de faktiske forsøg på at tilgå børneporno vil gå helt udenom filteret, og i øvrigt lykkes helt uproblematisk. Filtreringen sker på DNS-niveau, hvilket populært sagt svarer til at slette folk fra telefon-bogen. Når du skriver “google.com” i din adresselinie, eller trykker på et link til samme, så slår din computer den rigtige, såkaldte IP-ddresse op for dig i en online “telefonbog” – når du besøger Google, besøger du i virkeligheden “74.125.79.99”. Der findes tusindvis af sådanne “telefonbøger” (DNS-servere), og børneporno-filteret fungerer ved at ændre i et par danske af slagsen. Det tager ca 30-60 sekunder at bede sin computer om at bruge en anden DNS-server, og så er man 100% fri af filteret i al fremtid. Pædofile der bruger nettet til at finde børneporno er altså blevet forsinket ca. 60 sekunder af tiltaget. Med en google-søgning eller lidt hjælp fra andre, eller de sælgere man så gerne vil stoppe, har man hurtigt adgang til det hele igen. Og så er penge-strømmen, som tiltaget skulle angribe, fuldstændig uberørt.
Hvad vi kan gøre. I vores online rådgivning, Cyberhus, konfronteres vi med børn der har været ude for det utænkelige. Vi kan som samfund og naboer ikke gøre nok for at finde og hjælpe disse børn, og vores bidrag er at være klar med en hånd så snart de rækker ud efter den. Vi er lige så uforstående for og væmmede ved de stakler der lever med en så forkrøblet seksualitet at de drives ud i disse overgreb, og støtter fuldt ud tiltag der skal hjælpe efterforskning, pågribning og efterfølgende behandling af dem. Men vi kan ikke støtte at hele Danmark kollektivt tager et par dyre, rosenrøde briller på, istedet for at arbejde på faktisk at fjerne problemet. AK Zensur, der undersøgte dele af den danske blokerings-liste, sendte mails de udbyderne af de tre (ud af 167!) sider som faktisk indeholdt ulovligt materiale – to af dem blev fjernet indenfor 30 minutter. Modsat det danske børneporno filter’s tilgang, blev materialet altså helt fjernet fra nettet, og ikke kun gjort usynligt for danskerne (som vælger at acceptere spærringen). Vores prioritet bør være at fortsætte og styrke den efterforskning og det internationale samarbejde som allerede giver frugt i faktisk at finde bagmændene, og stoppe konkrete overgreb. At bremse udbredelsen af børneporno kan kun være et fjernt sekundært mål, som kun kan kaldes en succes når vi får fjernet materialet hvor det faktisk ligger, og helst også finder frem til dets kilde.

De blinde øjne.

Når vi istedet censurerer, vender vi det blinde øje til, på to måder: For det første vælger vi som nation ikke at se på det, istedet for at faktisk gøre noget ved det. For det andet frembringer vi en masse statistik, lister over suspekte sider og sætter en masse folk i arbejde – og siger til os selv vi har gjort noget, og opnået en succes, ved at forsinke et par pædofile’s pornojagt i nogle minutter. Det er en forkert prioritering, en farlig glidebane mod mere og mere censur, og det er en sovepude. Denne blog post er bla. inspireret af denne artikel i information – Børneporno er et argument, der trumfer alt andet.
Den tyske rapport (på engelsk) over de blokerede sider kan findes her som .pdf.