De farlige træer – og hvorfor computerspil giver ADHD og Aspergers Syndrom

(Disclaimer: I følgende artikel tager jeg et sving fra mit sædvanlige ordkløveri til medicinens verden – mine forklaringer af komplicerede neurologiske og medicinske forhold vil – i bedste fald – være forsimplet.)

Simon Egenfeldt-Nielsen, med hvem jeg tidligere har gjort skriftlige favntag (Minecraft) , har begået en ny artikel for Informationen under overskriften De Farlige Træer. Indlægget starter rigtig flot ud, men tager slutteligt en drejning i mod det… kontroversielle.

https://www.information.dk/protokol/504454

I artiklen bearbejder han først den observation at der er sket et skred over de sidste tyve år, i måden voksne og forældre ser på digitale medier på. Fra at fravriste børn og unge keyboard og joystick og jage dem ud på fodboldbanen oplever Simon Egenfeldt-Nielsen, at forældre nu nærmest ukritisk pådutter deres unger Netflix, Youtube og diverse spil. Diskussionen handler – forfriskende nok – hverken om kønssterotype roller i spil, voldeligt indhold eller andre gamle travere – men derimod om brugen af digitale medier ændrer i menneskers ”væren” i og med verden.

”Det som jeg observerer og hører gang på gang er ting som utålmodighed, apati, hyper. Det er ting som går meget på hvordan de interagerer med omverden.”

Det er en superspændende og vigtig debat! Ros for at tage den op, Simon Egenfeldt-Nielsen!
Jeg tror også – relativt uvidenskabeligt – på at der sker noget med mennesker der vænner sig til den hurtige respons og stimuli computere, digitale enheder og internettet tilbyder. F.ek.s kommunikation er blevet omstyrtet ved noget så simpelt som, at det nu er allemandseje at være på Facebook; her kan man let og behændigt få fat i alle, se hvornår modtageren har læst en besked, hvorvidt samtalepartneren er i færd med at skrive tilbage og meget andet. Den konstante feedback er nem at blive forvent med, og den påvirker helt sikkert menneskers ageren i hverdagen. For at gentage mig selv, så er det en drønvigtig diskussion og debat at tage – ikke fordi vi skal beslutte noget, men fordi det er vigtigt at være klar over hvad der sker, og hvorfor.

Simon Egenfeldt-Nielsen skriver videre:

”Men selvom det er totalt uvidenskabeligt kan man ikke helt lade være med at tænke på den linde strøm af neurologiske diagnoser som børn og unge de sidste mange år er begyndt at vælte sig i. Når vi samtidig ved at en række psykologiske lidelser indenfor dette spektrum (f.eks.. ADHD og Asperger) næsten fungerer bedst foran computere – hvor der er klar og hurtig feedback i et lukket univers, så kan man ikke helt lade være med at tænke sit. ”

Sådan cirka lige hér bliver vi dog nødt til at slå bremserne, råber ”alle mand fra borde” og krydser fingre for, at vi har misforstået hvad der står.

Neurologiske diagnoser har været stødt stigende de sidste par år?           …                          Check
Nogle psykologiske diagnoser har det godt foran computeren?                   …                          Check
Der skulle være en kausal sammenhæng imellem de to og digitaliseringen?                       Hell no!

Det kausale forhold insinueres dog kun – og tak for det. Det åbner rum for, at der kan være tale om en misforståelse – men eh… En hurtig rundspørge på kontoret viser, at jeg ikke er ene om at forstå afsnittet således.

I stedet for bare at råbe grimme ting ud i internettets tomrum vil jeg hellere lige prøve at bryde den ned, så godt som jeg nu kan.

ADHD (Attention deficit/hyperactivity disorder) er en diagnose der tilskrives mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser og en grad af hyperaktivitet. ADHD-Hjernens struktur er ikke som hjerner er flest, og i særligt tre områder ses en markant fysisk forskel:

1. 1. Området omkring hjernestammen, hvor grundlæggende fysiologiske funktioner styres via signalstoffer som bl.a. dopamin og noradrenalin, fungerer ikke optimalt i forhold til regulering af signalstofferne.
   2. Frontallapperne styrer bl.a. impulser, planlægning og andre eksekutive funktioner. Her ses en nedsat aktivitet som bl.a. giver sig til udtryk i den ringe impulskontrol der forbindes med ADHD.
   3. I lillehjernen sorteres der ”støj” fra ”input”; her adskiller hjernen hvad der er vigtig information og hvad der er ligegyldigt. Evnen er påvirket i generende grad hos personer med ADHD; uopmærksomhedssymptomet er et udtryk for at al input prioriteres på lige fod i lillehjernen.

Samlet giver de tre forhold en neurologisk profil som resulterer i uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet.

Aspergers Syndrom er lidt en anden størrelse. Som del af autismespektret findes der selvsagt forskellige grader af AS; for nogle er det nærved umærkeligt og for andre kan det være socialt og kognitivt invaliderende.

”Gammelt” sprog, sær-interesser, motoriske problemer og ringe sociale kompetencer er nogle af de mest karakteristiske udtryk for AS; de kan dog divergere i forhold og intensitet. Det er vigtigt at holde sig for øje, at AS i nogen grad kan opfattes som en ”social konstruktion” idet der her ikke er tale om en neurologisk påviselig diagnose, men derimod opfyldelse af en række påfaldende adfærdsmønstre samt manglen på normale ditto. Dog – og det her er vigtigt – tyder al forskning (tvillingeforsøg og adoptionsundersøgelse) på at AS har en endnu stærkere neurologisk komponent end ADHD; den er dog svær at påvise via hjernescanninger idet man (lige nu) mener at forstyrrelser opstår via bl.a. en gruppe specifikke proteiner der ikke fungerer; ydermere er nyere forskning i gang med at undersøge en større gruppe af gener hvis fravær eller samlede nedsatte funktionalitet påvirker sandsynligheden for AS. Bl.a. herfor ses ofte autisme-lignende træk i familierne omkring personer med AS-diagnose.

Når der er tale om en ”opblomstring” af autisme-diagnoser er det dog vigtigt at holde in mente, at diagnosen først blev ”officiel” i 1990 og der siden da har været et større ”opsporingsarbejde” med diagnosticering af mennesker med AS der ikke tidligere var blevet diagnosticeret. Det er forkert at tro, at folk først begyndte at få AS efter 1990. –I øvrigt formuleredes diagnosen og dens karakteristika allerede i 1944.

I og med, at langt de fleste børn og unge i dag tidligst starter ud med at bruge digitale medier et år eller to efter fødslen virker det hovedrystende at turde insinuere den stigende brug af digitale enheder og medier i nogen som helst grad skulle kunne påvirke AS og ADHD.

Ja – Nogle mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser har godt af, at være i et (digitalt) miljø hvor de hele tiden kan blive stimuleret og herved fastholdt i den igangværende aktivitet. Det er tæt på umuligt også at gøre i virkeligheden.
Ja – Nogle mennesker med særinteresser og som reagerer afsindigt dårligt på ting der bryder rutinen har det godt med computerspil hvori de ved, og kan manipulere med, hvad der sker.

Det betyder ikke at de to grupper af mennesker har deres respektive diagnoser på grund af computerspillene, eller Facebook, eller Netflix, eller noget som helst andet digitalt.
Det er en misforståelse vi bliver nødt til at gøre op med; at fordi computere kan varetage nogle behov hos mennesker, at de så samtidig er skyld i behovenes opståen. Det er forkert.

Så for at opsummere: Computerspil, Facebook eller 7-kabale har ikke noget som helst at gøre med det stigende antal AS- og ADHD-diagnoser.