Hvad skal DU vide om Rubber Bandits?

Vi har her samlet de vigtigste detaljer, du som unge-fagperson kan bruge i dit pædagogiske gaming-arbejde med spillet.

  • Strategisk tænkning (lægge strategi for at slippe væk eller vinde pengene)
  • Kreativitet (valg af skøre våben)
  • Forhandling, turtagning og kompromis (når der skal vælges type af mini-game)
  • Samarbejde og kommunikation (hvis man løser missioner sammen)

Rubber bandits er et sjovt og kaotisk spil, hvor du spiller som en gummi-forbryder, der bruger alt fra et baguette til laser-sværd til at kæmpe dig gennem baner, hvor både gummi-politibetjente og andre forbrydere forsøger at forhindre dig i at slippe afsted med pengene.

Rubber Bandits kan spilles som singleplayer-spil, hvor du spiller dig gennem en række baner med det simple formål at slippe væk fra politiet med de stjålne penge, mens sværhedsgraden løbende stiger.

Spillets multiplayer-version indeholder mange forskellige minigames med hver deres finurligheder og muligheder. For nogle børn kan de mange forskellige elementer virke overvældende, og det kan være nødvendigt, at du som voksen har sat dig godt ind i spillet og hjælper barnet i gang.

Rubber Bandits kan spilles som multiplayer enten gennem en privat lobby, online eller ved at placere to børn ved samme computer.


I multiplayer-versionen af spillet, er det både muligt at kæmpe mod hinanden i forskellige typer af minigames, eller spille sammen og hjælpes ad med at løse kaotiske missioner.

Muligheden for valg mellem mange forskellige typer af minigames, inviterer til flere timers fordybelse, men kan også lede til konflikter, hvor det er vigtigt, at du som voksen er klar til at gribe ind og hjælpe børnene til en konstruktiv forhandling og dialog.

Rubber Bandits er et spil, som i høj grad inviterer spilleren til at bruge snedighed, strategi og kreativitet til at undslippe ordensmagten og slippe af sted med forbrydelsen.

I multiplayer-versionen af spillet, er det både muligt at spille med og mod hinanden. Spilles der sammen er både kommunikation og samarbejde essentielt for at sikre jer, at I slipper afsted med pengene og undgår at blive fanget af politiet.


Spilles der mod hinanden, er målet i stedet at sabotere de andre forbrydere, mens du sikrer dig, at det er netop dig, som slipper af sted med flest penge, uden at politiet fanger dig. Det bliver med andre ord en konkurrence om at være den bedste og mest snedige forbryder på banen. Undervejs skal spillerne stemme om, hvilken type af minigame, de vil spille, og der er rig mulighed for at øve sig i både at vente på tur, forhandle og gå på kompromis.

Som voksen er din rolle at hjælpe børnene med at udvælge hvilke(t) spil, de har lyst til at spille samt, hvordan I undervejs sikre jer en god dialog, hvor alle får indflydelse på valg af spil.

Derudover har du ansvaret for at sikre dig, at kommunikationen mellem børnene er god samt at konkurrencen er sjov, inkluderende og motiverende for alle deltagere. 

I konkurrencer, kan du med fordel sammensætte grupper af børn med ca. samme niveau eller tale med børnene om, hvordan I sikre jer, at alle får en god spiloplevelse.

Spilles der fælles missioner, kan det modsat være en styrke for børn med mindre erfaring at spille sammen med og lære fra et barn med mere erfaring med digitale spil.

Der kan nemt opstå konflikter, hvis der er stor niveauforskel mellem børnene, og det er særligt vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan alle børn kan inkluderes og få en god spiloplevelse. 

Du kan med fordel på forhånd have en dialog med børnene omkring, hvem der ønsker at spille hvilke spil, og hvordan I sikre jer, at det er sjovt og rart for alle at være med.

Rubber Bandits

Hvordan ser det ud?

Hvordan har vi vurderet spillisten?

Spillene er afprøvet og testet af eksperter fra Center for Digital Pædagogik. Vi har blandt andet kigget på, om spillene kan bidrage til fællesskabet, hvor nemt det er at lære spillene og om spillet fx er uhyggeligt, blodigt eller voldeligt. Derudover har vi haft et vågent øje for, om der er uetiske forretningsmodeller eller mulighed for at kommunikere med fremmede i spillet. Sidst men ikke mindst er spillene testet sammen med børn og unge.

Er du nysgerrig på at læse mere om spillisten, og hvorfor du skal bruge pædagogisk gaming i din praksis?