Unge og nøgenbilleder – op og ned
Alle gør det! Men gør de nu også det? For et par år siden lavede en nordjysk ssp’er en undersøgelse blandt Jammerbugt Kommunes 8. klasser. Den undersøgelse viste faktisk, at op mod en tredjedel af eleverne i Jammerbugt havde prøvet at modtage et nøgenbillede. Selvom det tal er foruroligende højt, så ved vi erfaringsmæssigt, at der er kæmpe forskel på at modtage og på at videredele nøgenbilleder. Langt færre deler billederne videre – og heldigvis for det, for i mange tilfælde er det jo først her, det virkelige overgreb starter. Blandt udskolingseleverne siger Ungeprofilundersøgelsen at 6,6% har delt materiale af sig selv. Antallet af unge fra 7. -9. klasse på landsplan, der har prøvet at dele nøgenmateriale af andre er 3,7%, og det er stadig meget for højt. Det er her, vi for alvor skal sætte ind, for det er i dette felt, at de allermest ødelæggende oplevelser finder sted. Det er også her, at de juridiske konsekvenser bliver meget alvorlige. Den store hurdle er at finde ud af om de unge ‘bruger’ eller ‘misbruger’ nøgenbilleder og videoer. Er man over 15 år kan man jo godt samtykke til at der bliver delt billeder mellem to personer i fortrolighed. Det er vigtigt, at vi ikke giver skyld til dem, der deler, men at vi i stedet tør tale om risiko. Det har været nævnt, at et nøgenbillede i dag svarer til det, der tidligere var et kærestebrev. Jeg vil gerne støtte den analogi, fordi vi jo er nødt til at forstå fænomenet ud fra de unges præmisser. Worst case scenario ved deling af et nøgenbillede overstiger bare langt risikoen ved at dele et kærestebrev. I en digital verden findes glemmebogen jo ikke. Den pointe er vi fortsat nødt til at tale med de unge om. Jeg har hæftet mig ved nedenstående citat fra en ung pige, som er citeret i Politiken i sidste weekend: »Blandt pigerne kører snakken jo om, hvem man nu er interesseret i, og hvad man kan gøre for at skabe interesse om sig selv. Og når billederne ryger af sted, bliver de som regel sendt meget bredt ud – og ikke kun til en kæreste. Og så lander det jo også i hænderne på drenge, der ikke føler sig følelsesmæssigt forbundet med pigen på et billede. Og så er der altså ikke den samme skyldfølelse forbundet med at sende noget videre. Drengene elsker det. Pigerne elsker opmærksomheden. Ingen synes, det er synd for nogen. Det er det spil, der kører hos mange«, siger A. Citatet viser jo med al tydelighed, hvor kompleks det er at placere ansvar. Især for de unge selv. Derfor er det relevant at opjustere snakken med de unge om risiko ved adfærden. Og dette på en måde hvor man italesætter kulturen uden at placere skylden ved velmenende ofre, der i fortrolighed og god tro har delt et billede eller en video.
Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.