Midt i efterdønningerne fra terrorangrebene i El Paso, Christchurch og Bærum genopstod en klassisk diskussion. Alle angreb var delt og i hvert fald forsøgt streamet direkte på forskellige internetfora, og derfor virkede det naturligt da eksperter, politikere og meningsdannere plæderede for, at de mest profilerede fora burde lukkes. Tanken var, at hvis man fjernede rummet den hadske tale foregik i, måtte stemmerne også forstumme. Strategien kaldes de-platforming, og kan anvendes mod voksende digitale bevægelser, for at disrupte deres vækst eller prikke hul på deres ekkokammer. Virkeligheden er dog mere kompliceret end som så, og regnestykket er ikke simpelt nok til, at vi endnu kan sætte to streger under fænomenet og kalde det løsningen på vores udfordringer.

8Chan var det internetfora, som fik den hårdeste medfart dagene efter særligt angrebet i El Paso, hvor en ung mand slog 22 besøgende i et indkøbscenter ihjel, og sårede 24. Gerningsmanden havde umiddelbart inden angrebet uploadet et manifest til forummet, hvori han kundgjorde sine fremmedhadske bevægegrunde for det dengang forestående terrorangrebet. Manifest-formatet har været brugt i lang tid iblandt de vrede hvide mænd, som retter deres angreb mod minoriteter og kvinder. Her er enkelte mordere og terrorister blevet nærmest helgengjort, og i efterfølgende manifester og hensigtserklæringer sendes der hilsener og gøres honnør for de “martyrer” og “frihedskæmpere” som har ofret deres liv i kampen for en “renere” verden. Over de sidste år har det primært været på 8Chan at disse manifester deltes og diskuteredes, hvorfor lukningen heraf også syntes oplagt, men 8Chan er født i asken fra et nærmest identisk forum.

“Embrace infamy” stod der på knappen inden man checkede ind.

Inden 8Chan trak forsider verden over, var dens forgænger 4Chan på hele tech-verdenens læber. 4Chan startede som et fristed på nettet, hvor sidens ophavsmand Christopher ‘moot’ Poole i 2003 gav ordet frit, og i ytringsfrihedens navn lovede, at der hverken ville være moderation eller gemte data. I årene derefter voksede 4Chans popularitet, og dets ry som de sted på nettet hvor ingen af de voksne kunne kigge med. Det betød også, at 4Chan blev arnestedet for lækkede nøgenbilleder af kendte såvel som mindreårige, der hvor højrenationalistiske og fremmedfjendske politiske agendaer blev skabt, og der hvor videoer af vold og mord kunne findes – hvis man vidste hvor man skulle lede. 

I løbet af 2012-2013 begyndte flere og flere digitale juridiske enheder at undersøge hvorvidt 4Chans såkaldte ytringsfrihed grænsede til lovbrud. Det betød at 4Chan løbende indførte moderation og forbød bestemte slags ulovligt indhold, herunder personlig information, person- eller gruppe-angreb, seksuelt indhold udenfor seksuelle fora o.lign. Som svar på moderationen fødtes 8Chan i 2013; en venden tilbage mod den absolutte ytringsfrihed og anonymitet. 

Historien gentager sig

Da folkedomstolen skød skylden for angrebet i El Paso på 8Chan afsagde sidens server-udbyder, CloudFlare, sig samarbejdet og siden måtte lukke. Det betød desværre ikke, at fremmedhad og trusler om voldelige revolution forstummede, men derimod at andre mere eller mindre anonyme fora blev adopteret af de nu digitalt hjemløse. Mange brugere søgte (tilbage) til 4Chan og valgte at leve med moderationen der, hvorimod andre enten skabte nye anonyme og umodererede fora, eller adopterede nye endnu ikke populære tjenester som ny online hjemstavn. 

Foruden masse-migrationen (tilbage) til 4Chan blev sider som NeinChan og HateChan samlingssted for mange af 8Chans tidligere brugere. Tjenester som Gab og VOAT, der begge i forvejen havde et ry som “frie fora”, oplevede også en usædvanlig tilstrømning af nye brugere i dagene efter lukningen af 8Chan.

Selvom 8Chan måtte lukke for en stund, forsvandt de tanker og ideologier som havde givet sitet dets omdømme og rygte altså ikke. 

I 2017 lukkede CloudFlare for samarbejdet med den neo-nazistiske “avis” Daily Stormer (opkaldt efter en tysk nazistisk propaganda-udgivelse i 40’erne), efter avisen havde hjulpet med at organisere den mod-demonstration som blandt andet slog Heather Heyer ihjel i Charlottesville, August 2017, og bagefter opfordrede læserne til at angribe hendes begravelse. Daily Stormer var uden serverløsninger den næste uge, men genopstod i slutningen af samme måned på en kinesisk hjemmesideadresse. Daily Stormer har siden den oprindelige lukning haft en solid fremgang i brugertal, og har indsamlet en anseeligt millionbeløb til drift af siden. Daily Stormer blev martyrgjort af dets brugere for at stå fast på hvad man opfattede som en ret til at dele propaganda, og sikrede sig herved en enorm eksponering i de højreradikale miljøer. 

Daily Stormer ser sig selv som frihedskæmpernes bastion, og som spydspidsen i krigen mod “de vantro”.

Foruden at risikere, at vi blot omfordeler de mest ekstreme brugere fra 8Chan, giver lukningen af siden også dens fans en mulighed for at ophæve den til en digital martyr som “ofrede sig i den gode sags tjeneste”. Det betyder, at når den igen kommer online i den ene eller anden udgave, vil den være den hellige gral som nu endnu flere brugere flokkes til. 

Men hvad med de andre?

En stor del af de digitale “frirums” tiltrækningskraft er dramaet. Vi ved fra samtaler med brugere derfra, at formatet med de store armbevægelser og patos-tunge taler trækker ligeså meget som indholdet heraf. Som når højrefløjspolitikere herhjemme nyder kæmpestore seertal på sociale medier, må vi ikke forveksle antallet af seere med antallet af fans. Nogle brugere misforstår de skyhøje seertal eller clicks som et tegn på, at der den sete video eller det læste nyhedsbrev har ret. Det forholder sig heldigvis ikke sådan. Når store platforme lukkes, eller brugere slettes og bannes, kan det fungere som sortering af, hvem der bare fulgte emnet for dramaet og underholdningens skyld, og hvem som var så store fans, at de søger tilbage igen.

Da web-tjenesten Telegram slettede brugere som brød deres retningslinjer for bl.a. hadtale, mistede den populære højrefløjs journalist Milo Yiannopoulos mere end 90% af sine følgere, mere end 4 millioner “fans”. Det betød, at den selvbestaltede “Popstar of Hate” gav sig til at overveje hvorvidt han overhovedet skulle bruge platformen længere. Resultatet ville således være, at Milos hadske ytringer fik et markant mindre publikum, og at den modkultur han plæderer for, ville plantes i færre læsere. 

I det omfang at vi sigter mod de løst tilknyttede modtagere, dem uden personlig agenda, og dem som ikke aktivt opsøger de hadske fora for at planlægge og drøfte strategier til at angribe kvinder, minoriteter, skyggeregeringer eller “eliten”, så kan de-platforming tilgangen godt virke. Hvis vi gør det mere besværligt at finde de modkulturelle medier, vil de som ikke gider at gøre en indsats ikke snuble over dem. Vores udfordring er bare, at de som vi bør være mest opmærksomme på i et samfundsperspektiv, er det fåtal som netop gerne vil gøre den indsats for at kunne kommunikere “frit” og uden moderation. 

Vi ved, at bare fordi vi lukker deres chatkanaler, opløser vi ikke den spirende terrorcelle. Vi risikerer bare at bekræfte dem i, at regeringen/eliten/de onde er efter dem, og at de skal være ekstra dygtige til at gemme sig digitalt. I modkulturelle bevægelser er der ofte en selvforståelse baseret på at være den nødvendige opposition til en magtbegærlig og samfundsudslettende “elite” der vha. infiltrerede regeringer og meningsdannere gerne sælger borgernes sikkerhed for penge eller indflydelse. Vi risikerer at bekræfte dem i deres frygte for, at “Big Brother” er efter dem, når vi lukker deres kanaler (eller i deres anskuelse, angriber deres ytringsfrihed). Vi risikerer at flytte dem fra de miljøer vi kan følge med i, og længere ud i internettets periferi, eller ud på teknologisk anonyme tjenester på Dark Web o.lign. 

Når vi skal forholde os til, om de-platforming virker eller ej, må vi også forholde os til hvorfor vi gør det – vil vi gøre det besværligt for de (endnu) ufarlige sporadisk tilknyttede brugere, eller vil vi arbejde med den allerede voldsparate revolutionsgarde, som står klar bag det digitale scenetæppe.

Digital trivsel Vrede unge mænd