RÅDVILD kick off – udvikling og opkvalificering af rådgivningstilbud
Det treårige projekt RÅDVILD, som skal udvikle og kvalificere sociale rådgivningstilbud, blev skudt i gang med projektets første styregruppemøde den 17. maj 2024.
Det er en gennemgående problemstilling i flere af Center for Digital Pædagogisk online rådgivninger og hos en lang række andre sociale rådgivningstilbud, at tilbagevendende eller faste brugere kan være i kontakt med rådgivningen næsten dagligt eller oftere over en periode, der er længere end et halvt år. Projektet har til formål at skabe forskningsbaseret viden om de faste brugere samt afprøve nye tilbud til denne komplekse målgruppeforståelse.
Projektet sætter fokus på en vigtig social udfordring
Projektet er en del af Velux Fondens HUMpraxis-program, hvor koblingen mellem human- og samfundsvidenskabelig forskning og praksis er omdrejningspunktet. Uddelingschef i Velux Fonden Henrik Tronier forklarer om baggrunden for, at projektet er fundet støtteværdigt til bevillingen:
Projektet sætter fokus på en vigtig social udfordring og har stærke forudsætninger for at nå til en dybere forståelse af målgruppen og udvikle nye veje til at forandre deres situation. Projektet er, ligesom andre ansøgninger til det åbne opslag, blevet vurderet af eksterne eksperter fra både forskning og praksis og kom her ud blandt de allerbedst vurderede. Med bevillingen har vi derfor stor tiltro til, at projektets parter vil lykkes i programmets ambition: At bringe forsknings- og praksisfaglighed i tæt, ligeværdigt, vekselvirkende samarbejde for at skabe både forskningsresultater og konkrete forandringer i praksis til gavn for målgruppen og samfundet.
Stærke aktører er med i projektet
Projektet er forankret i et solidt samarbejde mellem Aarhus Universitet, RådgivningsDanmark og Center for Digital Pædagogik, hvor løsninger på komplekse problemstillinger fra rådgivningsfeltet skal udvikles på tværs af forskning og praksis. Projektet er organiseret omkring en styregruppe og et løsningslaboratorium – ”Solution Lab”.
Projektets styregruppe udgøres af:
- Projektejer Anni Marquard, adm. direktør i Center for Digital Pædagogik
- Forskningsleder Carsten Stage, Professor Aarhus Universitet
- Sabine Elm Klinker, Direktør RådgivningsDanmark
- Projektleder Merete Dalsgaard, Center for Digital Pædagogik
Solution Lab består ud over styregruppen af:
- Matilde Nisbeth Brøgger, Lektor Aarhus Universitet
- Pernille Kærsmose Bøegh Rasmussen, Postdoc Aarhus Universitet
- Trine Sindahl, Postdoc Aarhus Universitet
- Signe Sandfeld Hansen, Fagkonsulent i Center for Digital Pædagogik
- Niels-Christian Bilenberg, Seniorkonsulent i Center for Digital Pædagogik
- Laura Kalmark, Kvalitetskonsulent hos RådgivningsDanmark
- Lone Munk, Teamleder i Middelfart kommune
- Dorte Mebel, Ungekonsulent i Middelfart kommune
- Liza Johnsson, Leder i Psykiatrifonden
Desuden er der tilknyttet en ekstern rådgivningsgruppe til projektet bestående af Amanda Lagerkvist fra Uppsala Universitet, Jonas Fritsch – lektor fra IT University, samt Jette Kofoed – lektor på Aarhus Universitet.
Vi er godt i gang med de første opgaver
Projektets indledende fase er allerede godt i gang. Opgaverne er centreret omkring fastlæggelse af de forskningsetiske retningslinjer, udarbejdelse af overblik over eksisterende forskning, empiriindsamling, mødeplanlægning samt en lang række andre opgaver.
Få indblik i projektets resultater og indsatser via nyhedsbrev
For at sikre, at projektets viden bliver anvendt og delt, vil vi 3-4 gange om året i løbet af den 3-årige projektperiode opdatere dig om status og nye indsigter fra projektet via RÅDVILD’s nyhedsbrev.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her:
Hvis du vil sætte et par ord på din feedback, vil det hjælpe os rigtig meget til at forbedre vores indhold.