Emil Ludvigsen

Fagkonsulent med speciale i gaming og online fællesskaber Mere om Emil

På Center for Digital Pædagogiks online rådgivning, Scammed.dk, yder vi støtte, rådgivning og vejledning til børn og unge, der er blevet snydt i handler med skins, og til deres pårørende. Hér kan du læse om de tendenser vi har spottet i 2022.

Skins i computerspil: Fra virtuelle til virkelige penge

Mange unge interesserer sig for gaming, og en stor andel af dem går op i skins – virtuelle genstande i computerspil. Det kan være alt fra udsmykning af våben i Counter Strike over outfits eller danse i Fortnite og til kæledyr i Adopt Me! i Roblox. Skins er en måde at vise sine medspillere, at man går op i spillet, og at man er investeret i det. At have de rigtige skins kan sammenlignes med at have de rigtige sneaks – det er heller ikke et hvilket som helst par sneaks, der dur; det skal være de helt rigtige.

Fordi så mange går op i skins, bliver de købt, solgt og byttet i stor stil. Skins giver som udgangspunkt ikke en spilmæssig fordel, men kan alligevel være mange penge værd. De varierer i pris fra nogle få kroner til mange tusinde. 

Den case med det største beløb, vi har mødt på scammed.dk, drejede sig om en kniv i Counter Strike til en værdi af knap 50.000 kr. Den unge havde åbnet en case (en slags lykkepose) i spillet og fået kniven. Han ville gerne omsætte den til rigtige penge og skrev derfor til os for at få nogle råd, inden han gjorde det. Til trods for kyndig vejledning kom han desværre alligevel galt af sted. Slet og ret fordi han var ivrig efter at få pengene og derfor kom til at handle overilet.

I 2022 drejede det sig om API-scams og scams i trust trades

På scammed.dk drejer langt de fleste henvendelser sig om én af to typer scams: API-scams og scams i trust trades. I førstnævnte er offeret ikke altid klar over, hvad der er sket, men ser blot pludselig, at der er forsvundet items fra vedkommendes inventory og/eller, at i de trades vedkommende indgår lander penge eller skins i de forkerte hænder.

I trust trades handler det, som navnet antyder, om brudt eller misbrugt tillid. Offeret indgår en byttehandel med gerningspersonen, hvor gerningspersonen formår at overbevise offeret om, at vedkommende skal sende sine items først, og så vil gerningspersonen sende bagefter, hvorefter gerningspersonen typisk forlader handlen og blokerer offeret, efter vedkommende har modtaget offerets items.

I begge typer tilfælde råder vi offeret til at anmelde til politiet og til spiludbyderen (med henblik på at få blokeret scammeren), tjekke sin konto igennem, nulstille sit password, og generelt sørge for at være mest mulig sikker inden fremtidige handler indgås.

Ny rådgivning giver forældre mulighed for at forstå, hvad gaming og trading handler om

Vi ser en generel tendens til, at unge formår at søge hjælpen, når de ved, at den findes, hvilket flere og flere heldigvis gør. Samtidig ved langt de fleste, der henvender sig, hvad de har behov for – om de har brug for teknisk assistance eller det er det følelsesmæssige efterspil, der skal vendes. Vi oplever endvidere, at flere og flere forældre henvender sig på vegne af deres børn, hvilket tyder på et stærkt engagement, og kalder på en indsats målrettet netop forældre.

Som en del af vores indsats lancerede vi derfor en forældreafdeling på Scammed.dk den 1. marts 2023. Forældreafdelingen giver forældre mulighed for at forstå, hvad gaming og trading handler om, og få den nødvendige viden og kompetencer til at støtte deres børn bedst muligt.

Forældreafdelingen er støttet af Offerfonden og er specielt rettet mod forældre til børn, der har været ofre for scams. Vi håber, at vores indsats vil bidrage til at mindske afstanden mellem unge og deres forældre og samtidig bidrage til at forhindre, at flere unge bliver snydt, når de trader.

Stærke samarbejdspartnere og ny forskning: Vejen mod at stoppe økonomisk kriminalitet i gaming

Vi har opbygget et stærkt samarbejde med Politiets Nationale Center for IT-relateret Kriminalitet (NCIK) og deres Online Patrulje for at bekæmpe økonomisk kriminalitet i computerspil. 

Vi er også involveret i et forskningsprojekt med Aalborg Universitet, hvor vi udforsker nye perspektiver og handlemuligheder for at forebygge økonomisk kriminalitet i computerspil. 

Gennem samarbejdet med NCIK og forskningen med Aalborg Universitet håber vi at styrke vores indsats og opnå endnu bedre resultater i vores kamp mod gaming-scams i fremtiden.

Sådan hjælper Center for Digital Pædagogik børn og unge i hele landet gennem online rådgivning

Denne artikel er et led i en blogserie, hvor vi deler nogle af vores resultater fra det seneste år i vores fire online rådgivninger; Cyberhus.dk, Gruppechat.dk, Scammed.dk og Netstof.dk.

Rådgivningerne udgør hjertet i vores arbejde, hvor vi deler vores praksis og viden om børn og unges (digitale) liv. Læs med og find ud af, hvilke funktioner og hvilke emner der fyldte mest i vores rådgivninger – og ikke mindst hvor vi er på vej hen med den digitale rådgivning

Se mere fra blogserien her

Hvad synes du om vores artikel?

Hvis du vil sætte et par ord på din tilbagemelding, vil det hjælpe os rigtig meget, til at kunne forbedre vores indhold.