Det Sociale Selvmord

I Danmark har vi et fantastisk medieunivers. Der er fyldt med mennesker som taler sjovt, kan noget imponerende, eller som vi kan spejle os i. Det betyder, at disse nye digitale idoler bærer et ansvar for den inspirationskilde de er – når flere tusinde børn og unge ser op til en profil på Instagram eller YouTube så har man en indflydelse de må være sig bevidst. Hvem har ansvaret for den offentlige deroute der så sker, når en af stjernerne mistrives og skader sig selv, eller vil begå selvmord? Skal vi lægge stjernen for had, eller skal vi zoome ud og kigge på det apparat som driver unge mennesker til først kendis-status og dernæst lægger dem for spot og spe i slipstrømmen på samfundets opmærksomhed? 

Hvis du har brug for hjælp, eller tænker på selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201, eller på deres chatrådgivning.

Over de sidste par dage har en kendt dansk blogger og instagram-kendis delt voldsomt indhold: Først et selvmordsbrev på sin digitale profil og dernæst har hun været kastebold i et offentligt skue, hvor bloggerens familie og dagspressen har kommenteret, delt og opdateret om det forsøgte selvmord. Selvmordet lykkedes ikke – hun blev fundet og, efter lægelig behandling, indskrevet på en lukket psykiatrisk afdeling. Den tragiske sag er desværre kun ualmindelig i det faktum, at flere tusinde mennesker så til fra den digitale sidelinje. Hvem har egentlig et ansvar for, at det forsøgte selvmord ikke bliver kopieret eller forskønnet blandt den unge bloggers endnu yngre følgere?

Influenter og redaktøransvar

Det hele startede, da bloggeren lagde et mangesidet afskedsbrev på sin Instagram-profil – heri blev der sendt farvel-kys til familie, fuckfingre til de, som havde krænket forfatteren, og delt tanker om at ‘flyve op til bedstefar”. Herfra tog den sociale medie-mølle fart, fra diskussioner om hvorvidt det var et PR-stunt eller et råb om hjælp, over likes, dumsmarte kommentarer og groteske tilskyndelser til ‘at lukke røven og få det overstået’. Men vigtigst af alt var, at der kom en enorm opmærksomhed på den enormt tragiske situation og den skæbne, som var ved at udspille sig for rullende mobilkameraer. 

Efterspillet til selvmordsforsøget har fundet vej fra Instagram og Snapchat til Christiansborg og den virkelige verden. Blandt andet har Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) foreslået, at populære bloggere underlægges samme redaktøransvar som aviser og blade har haft i mange år:

“Derfor burde det være lige for, at man også får defineret regler for, hvad man kan og må, hvis man har en meget stor gruppe af følgere på de sociale medier.” siger hun.

Afskedsbrevet nåede over 30.000 kommentarer fra bloggerens mere end 330.000 følgere på de to døgn, det var tilgængeligt, inden bloggeren selv slettede det. 

Tanken om redaktøransvar udspringer af, at man ikke ønsker afskedsbreve eller selvmords-indhold som inspiration overfor særligt de unge følgere bloggere eller Instagram- og YouTube-kendisser kan have. Forståeligt nok.

“Derfor burde det være lige for, at man også får defineret regler for, hvad man kan og må, hvis man har en meget stor gruppe af følgere på de sociale medier.” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tanken om redaktøransvaret for bloggere og digitale influenter kan være fint nok, men at pålægge et selvmordstruet ungt menneske et presseetisk og juridisk ansvar kan virke urealistisk og som et skud ved siden af skiven. Det kan ikke forventes, at et menneske på randen af selvmord inden en sidste krampagtig social handling – en afsked og forklaring til sine følgere – genoverveje dette for at undgå et vredt brev og en samtale med en jurist fra det presseetiske nævn. Sådan fungerer mennesker ikke.

Vi skal se på mennesket i maskinen

De mennesker der, som bloggeren i denne sag, vokser op i rampelysets skær bliver hurtigt offentligt eje, og de lever et liv som alle forholder sig til. Man bliver til et brand og en vare, ofte på bekostning af også at være et menneske. Kommentarerne på det oprindelig opslag bød på usmagelig og perverse kommentarer om både selvmord og bloggeren selv, og efterspillet har vist sig fra en ikke særlig human og udpræget politisk vinkel. Men kernen er stadigvæk, at et ungt menneske har forsøgt at begå selvmord, og nu skældes hun ud både for det og for sit sidste råb om hjælp. Tanken om at et menneske, som lever sit liv delvist offentligt, lige husker at checke paragrafferne inden han/hun på ulykkeligste vis checker ud, er menneskefjern og urimelig. 

Når vi som samfund, via ministre såvel som digital kommentarspor, ønsker at straffe en sårbar person for, at have talt om sin sårbarhed og sit ønske om at begå selvmord, så bliver vi ufølsomme og urealistiske. Det bør vi være for gode til. 

Ønsket om ikke at ville inspirere eller romantisere selvmordet er vigtigt. På samme måde som den populære Netflix-serie 13 Reasons Why gjorde det, så kan afskedsbrevet og den efterfølgende opmærksomhed nemt få det til at fremstå som, at selvmordet var forfatterens eneste mulighed for at få taletid og opmærksomhed, og at kunne skaffe sig en handlekraft i en ellers stramt snøret tilværelse. Hvor mange unge mennesker døjer ikke med samme mangel på handlen og med samme mangel på at kunne råbe verden op? Selvmord eller selvskade må aldrig blive portrætteret således, at det kan være svaret på afmagten – men vi skal zoome længere ud end den enkelte sårbare for at se, hvor ansvaret egentlig ligger. 

Når Instagram (ejet af Facebook) selv efter mere end to døgn ikke ville fjerne et tydeligvis tragisk og skadeligt opslag, trods talrige anmeldelser og henvendelser, må vi overveje, om mediet har brugernes interesse for øje. I en sag som denne har man holdt fast på, at brevet ikke har overskredet nogle af platformens retningslinjer, og at man derfor ikke vil slette brevet.

“Organisationer, der arbejder med psykisk velfærd og velgørenhed, fortæller os, at det er vigtigt, at mennesker kan dele deres historier om deres mentale helbred eller selvmordstanker, og Instagram kan være en vigtig del af helbredelsesprocessen og en måde at få støtte”, siger Tara Hopkins, Head of Instagram Public Policy EMEA til avisen.

Det står dog i skærende kontrast til hvad formanden for SIND (Landsforeningen for Psykisk Sundhed), Knud Kristensen, siger: 

“Al omtale af selvmord virker inspirerende eller smittende. Det ved vi.”. Bloggerens egen mor istemmer:

“Vi ville gerne have opslaget fjernet, men vi kunne ikke. Det skar i hjertet, for vi tænkte, at det kunne inspirere andre unge. Det har været vildt frustrerende midt i alt det her”.

Burde Instagram have holdt følgernes interesse over bloggerens i denne situation? 

Lad os se nærmere på de sociale medier som arbejdsplads

Man valgte fra Instagrams side at sløre indlægget således, at brugerne skulle klikke på et lille viskelæder, inden det kunne læses. Der findes ingen tal på, hvor mange af bloggerens mange unge følgere, som valgte at lade det hemmeligholdte indlæg forblive ulæst, inden familien selv fik koden til profil fra bloggeren, og de manuelt kunne slette oplægget, men man kan have sine tvivl om effekten af viskelæderet.

Mennesker som overvejer selvmord eller selvskade skal ikke have bødestraf. De skal have hjælp. Den hjælp kan de finde ved at række ud til deres (sociale) netværk, men endnu hellere skal den findes ved nogle af de organisationer, som tilbyder kvalificeret hjælp og støtte. 

Når vi taler om redaktøransvar for bloggere giver det kun mening i det omfang. at mange af dem også beskæftiger sig med at sælge produkter, enten andres eller deres egne via webshops, links og reklamevirksomhed. Denne virksomhed bør være underlagt reglerne om presseskik og ansvar – men tanken om, at stille personligheder og bloggere til juridisk ansvar for, at de deler deres følelser og tanker på deres dertil indrettede profiler er urimelig og uladesiggørelig. Det vil umenneskeliggøre bloggerne og trække den digitale tilstedeværelse endnu længere væk fra virkeligheden end den allerede er. Ydermere er der en forhindring i, at mange bloggere endnu er børn, og derfor ikke passer ind i de sædvanlige juridiske og journalistiske kasser. 

Vi kan i stedet kigge på, hvilket apparat de store sociale medier har, for sager som denne. Hvorfor det ikke kan lade sig gøre at fjerne et så åbenlyst skadeligt indlæg, og hvorfor efterspillet skal være så trægt og paragraf-orienteret. Når vi lever i en tid, hvor der bliver skabt jobs og karriere på de sociale medier, så bør vi også kigge på brugen for fagforeninger, forsikringer og ordnede ansvarsforhold som modsvar til de agenturer og firmaer som lever af, at deres kunstnere ‘performer’ og præsterer på internettet. 

Der er masser af ansvar, som ingen har vedkendt sig i sagen om det offentlige selvmord, men vi må ikke pege fingre eller skyldsspørgsmål over på et ungt menneske, som åbenlyst har det svært, og som er i en uendeligt sårbar situation. Blogger- og kendisformatet bærer en risiko for, at dets ‘stjerner’ ender med at brænde ud imens den digitale verden bare står og ser på. Og liker.